mandag den 22. januar 2018

LÆSERBREV TIL DR3


Billedet her er fra sommeren 2017 - jeg kan ikke lide, hvordan jeg ser ud på billedet, for jeg ser utrolig utilpas ud, men det er et fedt billede. Prøver at finde det positive ved billedet, frem for det negative, som jeg altid gør. Det her vil give mening, når du har læst indlægget.

Det her indlæg har jeg villet skrive i snart 2 år, hvis jeg ikke tager fejl. Jeg har mange gange bare ville lade det fare, men det har naget mig i så lang tid, at nu bliver jeg nødt til at få det ud af verdenen. Dog før at jeg begynder at skrive alt for meget, skal jeg gøre opmærksom på, at det jeg skriver, blot er mit indtryk af programmerne og at det altså er nogle gode og vel producerede programmer.


Kære DR3,

For 3 år siden i 2015 kørte der et program hos jer, som hed "Tæt på selvmord", som jeg sad trofast og så hver eneste uge. Jeg skrev om programmet i et indlæg kort efter, at det havde kørt i fjernsyet, da det simpelthen havde gjort så stort indtryk på mig. Det her program beskrev, hvordan livet er, når man går og døjer med selvmordstanker. Alle programmets deltagere havde på et eller andet tidspunkt i deres liv døjet med selvmordstanker eller prøvet at begå selvmord. Det fede ved dette program var dog, at de forskellige deltagere havde forskellige "grader" af selvmordstanker. Jeg glemmer aldrig den unge smukke kvinde som sagde, at hun havde jo ikke lyst til at dø, men det var bare for hårdt at leve. Da programmet kørte i fjernsynet sad jeg aller dybest begravet i min egen depression og jeg ved nærmest ikke, hvad jeg havde gjort, hvis det ikke var for dette program. Der var en masse mennesker, som jeg kunne relatere til og det gør jeg stadig den dag i dag. Så stort indtryk gjorde det på mig, dog har der ikke været sådanne et program siden. Det var virkelig min life-savior i en meget hårdt periode af mit liv. Jeg fortalte mine forældre, at de burde se programmet, for det kunne være, at det kunne hjælpe dem med at forstå nogle af de følelser, som man går med, når man er depressiv. Dog tror jeg blot at titlen på programmet skræmte dem væk - hvilket er lidt ærgerligt. Til trods for hvor godt dette program var mig for, var der noget, der irriterede mig, hvilket jeg vil komme ind på senere.

Sidste år kørte programmet "Petra elsker sig selv", hvilket også var et program, som jeg sad og støttede mig meget op af. Jeg synes, at det var så befriende at høre disse tanker, som jeg hvertfald har om mig selv, komme ud af en andens mund. Så var jeg hvertfald ikke alene om at føle mig forkert. Det var et spændende program, da det virkelig gik ind og berørte nogle meget relevante problemer, som jeg tror at mange kvinder fra min generation går og slås med. At hade sig egen krop. En ting som Petra indså og som jeg fik meget ud af var, at hvis man hele tiden siger til sig selv, at man er grim og tyk, så pludselig begynder ens hoved altså at tro på det. Samtidig ville man aldrig sige sådanne grimme ting til en anden person. Dette program har været meget på mine og mine veninder læber og vi har snakket meget om det, da mange af os har gået med disse tanker selv. Vi er trods alt fanget i et præstationssamfund, hvor det hele tiden handler om at være perfekt på alle punkter i sit liv. Det er et pres, som simpelthen er umuligt at leve under. Dog tror jeg blot af de kommende generation vil få det endnu værre, da sociale medier er en del af deres liv meget tidligere end det var en del af mit. Jeg kan godt frygte lidt for mine egne børn, men nu må vi se, jeg har en idé om, at der vil komme en revolution mod de perfekte sociale medier. Dog efter at jeg havde set dette program, sad jeg nu med et endnu større tomrum, end da jeg så "Tæt på selvmord".

Det problem, der var med begge disse programmer, var, at jeg følte mig helt alene bagefter og jeg kunne simpelthen ikke selv se, hvordan jeg skulle komme ud af mine problemer, hvertfald ikke med den løsning som programmerne gav mig. Det gik først op for mig i "Petra elsker sig selv",  hvor meget dette problem gik mig på og nu har det så irriteret mig i godt og vel et år.

Da jeg så "Tæt på selvmord" havde alle deltagerene i programmet en kæreste på nær en enkelt fyr, hvilket også var ham, som havde det sværrest. Alle deltagerene beskrev i deres hjemmeoptagelser, at de ikke vidste, hvad de skulle gøre, hvis de ikke havde deres kærester. En person der elskede dem, for dem de nu engang var og som var der til at gribe dem, når de faldt. Jeg havde og har stadig ikke sådan en person bag mig. Jeg har ingen, som kan hjælpe mig med at besejre mine dæmoner og gribe mig, når livet nu engang bliver for hårdt, hvertfald ikke en person på så nært hold som en kæreste. Jeg er feminist og tror ikke på den idé om, at en kvinde, eller hvilken som helst anden person, ikke kan være lykkelig uden en partner. For hvis man er bedste venner med sig selv, er alt andet blot bonus, dog betyder det ikke, at man skal gå og slås med sine dæmoner alene. Jeg har selvfølgelig nogle veninder, mine forældre og på det tidspunkt min psykolog, men det er altså bare ikke den samme dybe relation som en kæreste. Jeg er da også helt overbevist om, at jeg ikke var faldet så dybt, hvis jeg havde haft en kæreste, men det skal ikke være løsningen for, at jeg kan få det bedre. Så efter det sidste afsnit af "Tæt på selvmord" følte jeg mig så tom - jeg havde ikke en kæreste, hvordan skal jeg så få det bedre?

Den samme følelse sad jeg nu forstærket med efter, at jeg havde set "Petra elsker sig selv". Jeg synes programmet var fantastisk, da det handlede om hendes selvbillede og ikke hende i forhold til verdenen. Dog gjorde det sidste afsnit mig rasende og jeg følte mig meget forladt og bedraget. Nu er det selvfølgelig noget tid siden, at jeg har set programmet og jeg husker ikke ordret, hvad hun sagde. Dog var resultatet af programmet, eller hvertfald det sidste afsnit, at hvis Asbjørn(Petras kæreste) blot elskede hende for den hun var, elskede hun også sig selv for alle sine skavanker. Hans kærlighed var løsningen, eller hvertfald en stor del af den. Det sidste afsnit handlede meget om ham og deres ferie, som skulle være en afslutning på programmet og hvor hun skulle udstille sin krop i badetøj overfor ham. Jeg husker blot en masse klip af de to værende lykkelige og at de til slut går hånd i hånd ud mod horisonten. Jeg var så rasende og skuffet. Jeg sad bare med en følelse af, at jeg skulle have en kæreste, før at jeg kunne lære at elske mig selv. Jeg er helt med på, at have en partner i sit liv både vil bringe en en masse lykke og selvtillid, men det kan ikke være rigtigt, at det er det som skal være afgørende for mit selvbillede. Jeg kan hurtig komme til at lyde som en sur mokke, som ikke vil have med mænd at gøre og sådanne står det selvfølgelig ikke til, men jeg som kvinde, vil aldrig være afhængig af et andet menneske for min egen lykke - at give en anden person sådanne en stor magt er bare for skrøbeligt. Tro mig, jeg glæder mig utrolig meget til den del af mit liv, dog må der da være andre måde at blive glad for mig selv på? Jeg gad utrolig godt at have set det program, hvor Petra havde været single, hvordan havde programmet så artet sig? Jeg ved hvertfald fra mig selv, at jeg har mere selvtillid og selvværd, når jeg har haft en kæreste, frem for når jeg ikke har, så det kunne blot havde været sjovt, at se programmet fra et singleperspektiv - Så havde jeg hvertfald ikke følt mig så efterladt.

Det største problem for mig ligger helt sikkert i, at jeg helst ikke vil være afhænging af et andet menneske for lykke. Jeg kender mange mennesker, som slet ikke kan finde ud af være alene med dem selv og det synes jeg er så trist, dog er jeg helt sikkert selv for meget alene, hvilket heller ikke er godt. For forholdet med en selv er det vigtigste og mest dyrebare, som man kan have. Jo bedre venner man er med sig selv, jo bedre er man over for andre mennesker. Der er jo udtrykket "Fall in love with yourself first" hvilket jeg virkelig elsker. Hvis man konstant går og leder og leder, så er det meget sjældent, at det faktisk lykkes, hvorimod hvis man er afslappet i sit eget skin, så kommer kærlighed på de underligste tidspunkter.

Jeg synes, at det var nogle fantastiske programmer, som jeg ikke villet have været foruden, men det var nok noget i castingen, som der ikke var blevet tænkt over. Det skal selvfølgelig heller ikke være opsat, men jeg manglede bare det perspektiv. Jeg ved, at når jeg får en kæreste at dele mit liv med, bliver det også helt fantastisk, men jeg vil ikke gå og være trist og utilfreds indtil da. Jeg må selv kæmpe lidt for min lykke og investere tid i mig selv, for at bliver min egen aller bedste ven.

Hvis I har set programmerne, så skriv endelig, hvad I synes, for jeg er utrolig nysgerrig.

Med kærlig hilsen,
Amalie

4 kommentarer :

  1. Fuck, hvor er det sejt og konstruktivt skrevet. Jeg har selv set "Petra elsker sig selv" (desværre ikke "Tæt på selvmord") og tanken - den her "kæresten-er-løsningen"-del - har slet ikke strejfet mig før nu.
    Jeg har selv været gennem nogle hamrende svære, depressive perioder - de fleste mens jeg har været i forhold. Det kunne være rigtig sejt med et program, som fokuserer i højere grad på hvordan DU bedst kan hjælpe dig selv - selvfølgelig med god støtte fra ens nære netværk - så det ikke skal opfattes som et must at være i et forhold for at kunne komme igennem.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusinde tak Mia, det er jeg mega glad for, at du synes!

      Men synes du har meget ret! Det kunne nemlig være super spændende med et program, som handler om individet og ikke verden omkring det. Tak for din kommentar!

      Slet
  2. Svar
    1. Jeg er glad for, at du kan følge problematikken <3

      Slet