søndag den 30. juli 2017

SOMETHING ABOUT BODY CHANGES


OBS! Der er hverken rigtig eller forkert i dette indlæg, blot mine egne erfaringer og tanker.

Jeg har, ligesom så mange andre piger og kvinder her i verden, haft problemer med min krop lige så længe, jeg kan huske. Vi har altid været uvenner og det er så trættende at være sammen med sin værste fjende hele tiden. Det er desværre en tendens, som bare ser ud til at blive værre og værre og rammer yngre og yngre kvinder hver dag. Sociale mennesker kan være skrækkelige og kropsidealer er så svære at ramme, og jeg tror desværre bare, at piger nu til dags rammes tidligere og tidligere af dette selvhad, da de nærmest har en telefon i hånden, fra de er 3 år gamle, hvis ikke tidligere…

Når det så er sagt, så har min egen krop ændret sig meget gennem de sidste par år og jeg slås med det. Meget endda. Det er et meget ømt punkt for mig at fortælle om, da min krop og mit udseende har været en kæmpe problem i mange år efterhånden, dog ikke som nu. Siden jeg var en ung teenager, har jeg haft en ustabil psyke og har sloges med mine indre dæmoner. Disse dæmoner med selvhad, utilstrækkelighed og ensomhed har kunne blive dæmpet med mad. Især chokolade har været min bedste ven i lang tid og en stor afhængighed.

Da jeg boede hjemme hos mine forældre, har jeg aldrig været tilfreds med min krop. Der var altid noget galt, men den hjemmelige stabilitet sørgede for, at det nogenlunde var under kontrol. Så flyttede jeg til København i 2014 og skulle klare mig selv. Siden da har jeg taget 15 kilo på og jeg kan ikke genkende mig selv længere og selv for 15 kilo siden, var jeg ikke glad for spejlbilledet. Jeg ser en overvægtigt og ulykkelig pige, når jeg kigger på mig selv og især hvis andre tager billeder af mig. Jeg væmmes. Hvad har jeg dog gjort ved min krop og hvordan har jeg kunne lade det gå så vidt? Jeg har bare lukket øjnene og åbnet munden.

I sommeren 2015 ramtes jeg har en slem depression og sad indespærret i min lejlighed i lang tid. Dette førte til, at jeg spiste chokolade og usund mad HVER dag og i store mængder for at dulme mine følelser. Når jeg spiste, så var jeg ikke lige så alene og tiden gik. Efter sommerferien forsatte jeg min latterlige kurs og så drak jeg nok også alt for meget, for at flygte fra virkeligheden. Jeg tænkte ikke over konsekvenserne, før at jeg ikke kunne passe min yndlings nederdel mere. Så fik jeg skrækmærker på mine hofter. Så fik jeg strækmærker langt ned af mine lår. Så kunne jeg mærke min mave folde på en anden måde. Så ramte mit bryst min mave på en anden måde, når jeg sad bøjet sammen. Jeg stoppe med at tage selvportrætter og generelt set poste billeder af mig selv. Jeg begyndte, at gå i alt for stort tøj og havde aldrig stramme bluser på længere. Jeg mistede mistet min identitet denne vægtøgning og kunne ikke stå inde for, hvem jeg var.

Nu står jeg her på min maksvægt, med dobbelthage, en vom og strækmærker på kroppen, som vil være permanente minder omkring denne mørke periode af mit liv. Nu virker vejen så lang og jeg bliver ved med at ramme en mur af dårlige undskyldninger. Jeg undgår at møde folk, som jeg kendte for 2-3 år siden, fordi at jeg ser så anderledes ud. Jeg skammer mig, når jeg ser mig selv i spejlet på mit arbejde, når mine veninder sender snaps af mig og når jeg møder nye mennesker.

Denne vægtøgning har også resulteret i, at jeg ikke tør date. Hvis jeg hader min krop, hvordan skal jeg dog kunne lade et andet menneske være nær den? Det her er ikke mig. Da jeg havde fødselsdag i maj måned, så fik jeg kakao og chokolade af mine klassekammerater. Det er den person, som jeg er blevet. Den der forbindes med kakao, chokolade og usund mad. Den identiet vil jeg ikke have. Jeg er også begyndt at joke om, hvordan jeg spiser. Dette er uden tvivl en forsvarsmekaniske, så den faktiske smerte dulmes lidt. At gøre lidt grin med problemet i stedet for faktisk at fortælle, hvad der foregår inden i mig. At jeg i virkeligheden spiser fordi, at jeg er ensom, fordi mit psykiske helbred er dårligt og fordi jeg har fået så mange dårlige vaner. Dog er det så latterligt, for når jeg spiser dårligt, får jeg det også dårlige psykisk og når jeg spiser godt, har jeg det bedre, men falder stadig i.

I forhold til min vægt og mit selvbillede, har jeg virkelig ramt bunden pt. Jeg kan ikke passe mit yndlingstøj og jeg væmmes ved mit eget spejlbillede, men jeg kan stadig ikke finde ud af at tage mit sammen. Hvis det stod til mig rejste jeg langt væk, så ingen kunne se mig, fordi at jeg skammer mig så meget. Den eneste der kan gøre noget ved det, er kun mig selv og det er min hånd, som styrer, hvad der kommer ind i min mund. Jeg ved godt, at nogle ikke ser mig som tyk og så videre, men jeg kan mærke at min krop har ændres sig til det værre og den følelse er meget svær.

Dage som disse kan jeg mærke, hvordan min krop gøre ondt og mine håndled brænder. Ikke af fysisk smerte, men af psykisk. Der er ikke noget værre, end ikke at kunne genkende den krop, som man huser.

Det lyder måske dramatisk og voldsomt, men disse ændringer har virkelig været voldsomme for mig. Stjålet min lyst til at gå ud, tage på arbejde og møde nye mennesker. Nogle dage bugner jeg af motivation og gør alt hvad jeg kan, for at få det bedre, men så ramler det i mit hoved og jeg dulmer sorgerne med mad.

Jeg ser mange serier om overvægtige mennesker og elsker at følge processen og én ting, som jeg har lært, er at mange mennesker netop spiser for at dulme tilstedeværelsen, at glemme og for ikke at føle. Det er svært at indrømme for sine venner, at man har et problem, især mine venner fra København, da de ikke rigtig har kendt mig anderledes. Det er næsten det værste. De kender ikke den rigtige mig, kender ikke min rigtige stil, blot den her pige som altid spiser chokolade, gør grin med sin mad og går i alt for stort tøj. Derudover er jeg også sikker på, at min usikkerhed stråler ud af mig.

Man har kun den samme krop resten af ens liv, så derfor skal man også passe på den og behandle den ordenligt og med respekt. Man ville jo aldrig behandle eller tale til andre personer, som man behandler og taler til sin krop. Jeg er all-in for body positivity og man skal elske sin krop, som den er; men den her krop er ikke mig. Der er så mange smukke mennesker i denne verden i alle former og farver og heldigvis tillader vores verden, at alle er velkomne. Alle skal gøre, hvad der føltes rigtig for dem selv og denne fortælling er blot, hvad der foregår i mit hoved. Jeg vil ikke fortælle, hvad der er rigtigt eller forkert, kun dele mine erfaringer med en krop der ændrer sig, for én med psykisk ustabilitet.

Jeg vil være den mig, som jeg drømmer om. Jeg vil gerne lære at elske mig selv, at kæmpe for mig selv og ikke kigge væk fra problemerne. Blive mit bedste jeg. Det fortjener alle mennekser i denne verden - at være deres fuldstændig bedste og autentiske selv, hvad end det så må være.

Follow on Bloglovin', Facebook and Instagram

3 kommentarer :

  1. Jeg genkender mange af dine tanker og følelser. Jeg er også psykisk ustabil, og har helt sikkert taget en del på de sidste par år pga "trøstespisning" og medicin. Håber at du formår at arbejde hen imod et sted hvor du bedre kan være i din krop. Jeg arbejder selv meget på det, og det er hårdt, men godt. Balancen mellem at ignorere sine følelser ved at spise, og at passe godt på sin krop er meget vanskelig noglegange. Det er hele det der skift mellem ligegyldighed og overspisning og så den anden side med selvhad. Intet af det er rart. Kæmpe kæmpe kram til dig ❤

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er helt en proces, at komme et sted hen, hvor man er tilfreds med sig selv - det sker ikke lige over natten.

      Den her kommentar læste jeg har for par dage siden og den har siddet lidt fast i mig. Det du skriver omkring skriftet mellem ligegyldighed og overspisning. Og balanencen mellem at ignorer sine følelser med at spise og så passe på mig selv. Det gjorde bare lidt indtryk på mig - tak for det <3

      Kæfte mega stort kram til dig også og sender lige så meget god energi tilbage din vej <3

      Slet
    2. Det er rart at høre at ens ord gør indtryk. Håber at du kunne bruge dertil et eller andet. Jeg synes du er så sej at skrive om dine tanker herinde - jeg ved selv hvor svært det kan være at skrive/snakke om ens forhold til ens krop, og det bliver kun mere vanskeligt når det er mixet med psykiske problemer. For om man vil det eller je så er de to ting bare noglegange flettet sammen og svære at finde hoved og hale i. Jeg har desuden en Facebook-side sammen med nogle andre piger der hedder "Tabubrydere" som handler om at være ung og psykisk sårbar, som du måske kunne få noget ud af at kigge på. Sender en kæmpe portion god energi din vej også!

      Slet