fredag den 5. februar 2016

SOMETHING ABOUT SOLITUDE


Siden har ikke rigtig været et forum, hvor jeg har talt om den depression, som jeg fik diagnostiseret i sommers, dog har jeg lidt tanker, som jeg gerne vil dele med jer. På min instagram har jeg signaleret lidt om min mistrivsel, men jeg har faktisk gået meget stille med dørene med det, trods min sædvanelige ærlighed.

Når jeg kigger tilbage på mine få år i København, har jeg været meget ensom og alene. Tro mig, jeg har ALTID nydt at være alene, men der er et kæmpe stor forskel på at bo alene og være alene på sit værelse hos sine forældre og det var en faktor, som jeg ikke havde overvejet før, at jeg flyttede i min egen lejlighed og i det hele taget, hjemme fra. Når jeg var alene hos mine forældre og jeg langsomt begyndte at kede mig eller blev ensom, kunne jeg altid søge ud af mit værelse og der ville være mennesker, som jeg følte mig trygge hos. Nu tilbringer jeg meget af min tid i min lejlighed alene med katten og det har uden tvivl være det, som fik mig ned i et hul i sommers. Et stort sort og ensomt hul, som ikke var til at bryde. Jeg bliver hurtigt isoleret og nogle dage snakker jeg slet ikke med nogle. En dag som i går, torsdag, talte jeg kun kort med manden bag disken i Lidl. Det er skræmmende, meget skræmmende. Jeg tror, at det her er et problem, som slet ikke bliver belyst. Når jeg har arbejdet i grupper i skolen eller været på arbejde og vi har sagt farvel, får jeg lidt en følelse af tomhed. Jeg glæder mig altid til at komme hjem, da det også er super anstrengende at være ude blandt mennesker, men jeg kommer hjem til ingenting. Ingen jeg kan fortælle om min dag, mine tanker, mine problemer og glæder, kun en kat som brokker sig, fordi han keder sig. Jeg snakker tit i telefon med min mor, men megen menneskelig kontakt har jeg faktisk ikke. Hvertfald ikke på det følelsesmæssige plan.

Jeg ved, at jeg har skolekammerater, venner på mit arbejde og ældre venner her i København, men ingen som jeg ser. Jeg bruger nok 90% i min lejlighed alene, til trods for at jeg har en drøm om, at det bliver sådanne en lejlighed, som folk godt kan lide at komme i og bare kan hygge sig - men her kommer sjældent nogle. Jeg ser min gode ven Anders et par gange om ugen og min ældre veninde, Annika, så jeg også rigtig meget. Dog er hun lige flyttet til Sydney i et halv år. Så jeg er alene. Jeg har altid været en enspænder, men jeg er så afhængig af mennesker og jeg ville da ønske, at jeg bare kunne accepterer at være meget alene, men der er jeg for meget et flokdyr. Ensomheden gør mig skør, nervøs, bange, rastløs, doven og alt bliver uoverskueligt.

Nogle af jer tænker sikkert nok nu, jamen hvorfor får du ikke bare en roommate? Ja, det har jeg overvejet en million gange, men min lejlighed er ikke super delevenlig, da der er en dør mellem de to værelser, som ville gøre det meget lydt, jeg har min kat og jeg tror, at det er svært at gå tilbage til at indrette lejligheden efter to mennesker, nu hvor jeg snart har boet alene i den i et år. Da jeg flyttede ind var jeg så begejsret og jeg glædede mig latterligt meget, men det blev hurtigt sørgmodigt. Mine forældre er her tit, men smutter altid tidligt på aftenen og så er jeg alene derefter. Det er altid lidt antiklimaks, når folk går - for så bliver her så tomt.

Det er næsten morsomt, at en person som jeg, som nyder at være alene, blev fældet af en ting som ensomhed. Men der er helt klart også forskel på at være alene og være ensom og jeg er helt klart ensom. Jeg har en følelse af, at jeg ikke har nogle venner, to be honest og det skammer jeg mig lidt over, for jeg ved, at den tanke ville gøre en masse mennesker kede af det. Hvis jeg sagde det til nogle af mine bekendte, ville de helt sikkert føle sig stødt. Men som en intovært menneske, er venner sværere for mig. Jeg ville ØNSKE, at jeg havde den der vennegruppe, som jeg altid hang ud med, eller bare ét menneske, som jeg dedikere al min tid til. Det var det jeg havde inden sommer, så ensomheden var ikke lige så slem. Hende og mit venskab gik i stykker og nu står jeg her, hvor livet er rigtig svært. Jeg ved ikke helt, om jeg skal gå frem eller tilbage.

Jeg ser faktisk mange mennesker, jeg har mange kollegaer både i Weekday og i Paper Collective, jeg er i praktik og jeg arbejder frivilligt for Sucre Paper, så jeg har massere om ørene og ser mange forskellige mennesker, men jeg er ensom, meget ensom, for alting er ofte så overfladisk. Især her hvor jeg er i praktik, føler jeg mig så isoleret. Jeg går jo ikke i skole og det skaber bare et kæmpe hul. De sidste 2 dage har jeg brugt herhjemme, sovet til langt ud på eftermiddagen, arbejdet hele natten og så er den dag ligesom gået og det er så destruktivt for mig. Der er bare noget, som ikke fungerer.

Jeg render hele tiden og siger til mig selv; "Du skal bare have en kæreste, Amalie". Ja, det vil jeg latterligt gerne, for så ville dette hul helt sikkert blive fyldt mere ud. Dog handler det slet ikke om, at der bare skal være én, det skal være den rigtige, MEN jeg ved, at det ville gøre mit liv meget bedre. Efter snart at have været single i 4 år, er jeg latterlig dårlig til mænd og dating, så der er nok lange udsigter endnu. Jeg glæder mig, jeg glæder mig til hele det eventyr, men det går ikke, at det skal være dét, som får mit liv til at fungerer.

Siden jeg har et lille barn, har jeg altid været meget stille, spøjs og reserveret. Da jeg så startede i skole havde jeg gode venner, men jo ældre jeg blev, jo mere blev jeg pisset på, mobbet og skiftet ud. En følelse af aldrig at være god nok og samtidig kæmpe med at holde relationer, har ensomhed altid lidt været min ven. Jeg hviler lidt i den, men jeg er ikke lykkelig i den.

I mit nye projekt jeg har begyndt her for det nye år med engangskameraene, bliver jeg lige mindet om, hvor ensom og alene jeg er. Januar måned havde jeg nogle fester, jeg arbejdede på et eksamensprojekt med en fra min skole og jeg havde travlt. Nu hvor det er overstået, er der ingen at tage billeder af længere. Alle dage i februar har været billeder af min kat, foruden et enkelt fra Assistentens kirkegård og det er lidt som et få en lussing. Realiteterne der står mig lige i fjæset og det gør mig meget trist.

I tænker helt sikkert også; "Tag dig nu sammen, Amalie!", "Jamen så spørg nogle af dine venner, om de ikke vil ses", "gå mere ud" og ja, det tænker jeg også, det er bare så svært. Så grænseoverskridende og angstprovokerende. Jeg vil gerne gå mere ud, men med hvem? Jeg føler mig ikke rigtig trygge med nogle længere. Jeg har en teori om, at når man flytter til byen, så har Københavnerene allerede vennergrupper, som de hænger ud med, så der bliver ikke brugt meget tid på "fremmede". Hvertfald ikke, når man er en lidt generet pige som jeg. Det er en idé, som jeg deler med min veninde fra Næstved, som også er flyttet herind og bor alene. Der er selvfølgelig mange, som er alene herinde og nye i byen, men jeg har bare ikke rigtig fundet nogle at finde sammen med. Ja, jeg ved ikke, jeg kan kun selv gøre noget ved min skæbne, det ved jeg. Jeg glæder mig bare til at starte på en ny uddannelse, for jeg føler, at jeg står stille, hvertfald socialt og jeg ønsker ikke at spilde et halvt år på at være ensom, derudover er der ingen garanti om, at en ny skole skulle blive bedre. Det tænkte jeg i folkeskolen, i gymnasiet og nu også på KEA.

Jeg ved ikke, om nogle af jer deler de her tanker med mig, eller I blot tænker at det er noget værre vås. Dog er det mit aller største problem i mit liv lige nu og det udformer sig ikke helt, som jeg ønsker det. Til trods for, at jeg er meget tatoveret, er jeg ikke i nogle tattoo-kulturer og til trods for at jeg går meget op i design og kunst, er jeg heller ikke del af den kultur. Jeg står lammet midt i intetheden. Kreative folk kredser sammen, skatere kredser sammen, metalhoveder kredser sammen, tatoverede folk kreds sammen, men jeg står alene og det bekymrer mig. Hvor ville jeg ønske at være omgivet af kreative mennesker, tatoverende mennesker, inspirerende mennesker, hvor vi bare kunne hjælpe hinanden med at udvikle sig og vokse som mennesker. Jeg kender massere af skønne mennesker over internettet, som altid har støttet mig og givet mig inspiration, men i det daglige liv, det fysiske liv er jeg alene.

Det er vildt, hvor ensom man kan føle sig her i København, til trods at man er omringet af mennesker.

Follow on Bloglovin', Facebook and Instagram

6 kommentarer :

  1. Kære Amalie.
    Din historie rører mig meget. Igennem mit mit frivillige arbejde med ensomme unge, har jeg hørt mange ensomheds-historier, men den her rører mig ekstra. Den måde du beskriver din følelse af ensomhed enormt 'flot'. Det er så mega modigt af dig, at kunne fortælle din historie. Jeg ved at ensomhed er et problem for mange unge. Alt det man skal leve op til i sociale relationer kan være svært, men af erfaring ved jeg, at første skridt på vejen ud af ensomheden, er at kunne se at man er ensom, også skal modet til at bryde ud af den nok komme.
    Jeg vil blot give dig et klap på skulderen for din ærlighed, dit mod og dine tanker. Tak.
    De bedste hilsner Ditte.

    SvarSlet
  2. Hej Amalie
    Din historie rører også mig - jeg har i perioder haft ensomheden tæt på, dog ikke i samme omfang. Jeg vil råde dig til at besøge nogle forskellige kirker (fx. Bethlehemskirken, byens valgmenighed eller hillsong) bare for at prøve det af :-) Nu ved jeg ikke noget om dine holdninger osv. på den front, jeg bor heller ikke i København og kommer dermed ikke i nogle af førnævnte kirker, men jeg ved noget om mine fantastisk gode erfaringer med at finde hvad man leder efter et sådant sted. Jeg ved at folk vil tage godt imod dig og så kan man jo tage den derfra. Bare en lille opfordring - jeg ved ikke om det overhovedet fanger dig :-)

    - Emilie

    SvarSlet
  3. Jeg ved hvordan du føler det. Nu har jeg Jonas, men på vennefronten kan jeg godt føle det samme. Jeg ved, at jeg har min bedste veninde, men hun er ultra social og har mange gode venner - udover mig. Når hun ligger et billede op af hende og en veninden og hashtagger "bedsteveninde" stikker det helt i brystet og jeg føler mig totalt alene.
    Jeg hyggede mig godt med dig under projektet, og vil gerne finde ud af at ses oftere - hvis du har lyst. Du kan sagtens tale med mig om alt - i wont judge men jeg vil forstå dig <3

    SvarSlet
  4. Jeg kan så meget se mig selv i alt det, du skriver. Det med at flytte fra provinsen til København og starte på en uddannelse med en forventning om, at så snart jeg kommer til København, bliver alt bedre. Her er mange flere mennesker, så her kan jeg få en masse nye venner.
    Jeg havde heller aldrig overvejet, hvor ensomt det ville være at bo helt alene i sin egen lejlighed. På den ene side elsker jeg at kunne være bare mig selv, men samtidig frygter jeg at komme hjem og skulle være alene med alle mine tanker og spekulationer og blive rigtig ked af det. Jeg hader at være alene hjemme nu, og før i tiden, inden jeg flyttede, elskede jeg det.
    Det med at ens forældre smutter hjem tidligt, kender jeg godt. Jeg prøver altid at trække tiden ud, så de bliver lidt længere, for der bliver virkelig tomt, når de er taget hjem.
    Dette er også en af grundene til, at jeg tit er hjemme ved mine forældre. Jeg hader at skulle tilbringe en hel weekend alene hjemme i lejligheden uden planer, men samtidig føler jeg også, at tiden og min udvikling går i stå lige så snart, jeg ikke er i København. Så står alt stille. For min forventning er jo, at det jo er i København at tingene sker. Her kan man finde venner og kærester. Kender du det?
    Forresten er det mega ærgerligt, at vi ikke nåede at snakke mere på KEA.

    De aller bedste hilsner Emma

    SvarSlet
  5. Jeg græd igennem hele dit indlæg. Det er som taget ud af min hverdag. Jeg VIL også være sammen med nogle, som jeg kan dele min interesse med. At tage kontakten til andre, har jeg gentagende gjort, men når man bliver afvist eller slået hen med kommentaren: "Det finder vi da ud!", hvorved der går 14 dage og man intet svar har fået. Jeg er bange for, at det kun bliver endnu værre efter gymnasiet.

    SvarSlet
  6. Hvor ville jeg dog ønske at du ikke boede på Djævleøen, for jeg har sådan lyst til at kramme dig, selvom det reelt set nok ville være lidt mærkeligt. Jeg har aldrig nogensinde læst et indlæg, der beskriver hvordan jeg har det, så godt. Alt hvad du skriver her, rammer mig dybt inde. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal skrive, men du har én her i det mørke Jylland, som tænker på dig og hepper på dig.

    De venligste hilsner fra Kirstine.

    SvarSlet