mandag den 2. november 2015

TÆT PÅ SELVMORD


Se programmet "Tæt på selvmord" her.

Jeg har aldrig prøvet før, at et TV-program har rørt mig så meget, som dette program fra DR3 har. Jeg sidder og græder, hver gang jeg ser det og sidder med en følelse af tomhed, men dog stadig en form for forståelse efterfølgende. De sidste 7 mandage har jeg siddet foran mit fjernsyn, så jeg kunne se netop dette program "Tæt på selvmord". Umiddelbart lyder det som et meget barsk program, som mange mennesker nok ikke kan identificere sig med og ikke kan forstå, men jeg forstår det. Rigtig meget. Dette program belyser selvmord på en anden måde og på anden vis er titlen også lidt misvisende, da den afskrækker mange mennesker i at se programmet. Jeg har været på det laveste i hele mit liv gennem de sidste par måneder, så da jeg så at dette program kom, blev jeg meget interesseret, men hvad jeg skulle gå ind til, var jeg slet ikke forberedt på.

Jeg blev mødt af disse unge mennesker, som led af diverse psykiske problemer(hyppigst depression), som førte til selvmordsforsøg eller selvmordtanker. Man kom ind i hovedet på dem i forskellige situationer af deres liv, deres reflektioner på deres lidelser og hvordan hjernen fungerer, når man har det skidt psykisk. Da jeg så det for første gange, havde jeg en forståelse af, at jeg ikke havde selvmordtanker og ikke var "så" syg, men jeg tog fejl. Disse symptomer og situationer som disse mænd og kvinder fortæller om, kan jeg se mig selv i meget ofte.

Siden at jeg så programmet for første gang, har jeg prøvet at få min mor til at se serien, da hun måske kunne forstå, hvad det er, der foregår i mit hovedet og hvilke følelser, som jeg kan have nogle gange, men jeg tror ikke, at hun tør. Selvmord lyder virkelig også grimt og jeg er ikke i den situation om, at jeg vil begå selvmord eller noget i den stil, det kunne jeg aldrig drømme om, men nogle gange kan livet godt bare være for hårdt, jeg føler mig dårlig til det og det kan ikke være rigtigt, at livet skal være sådan her og det beskriver disse individer så spot-on. De er især 2-3 piger, som jeg ser mig selv skræmmende meget i og jeg undrer mig næsten over, hvorfor jeg ikke er med i sådanne et her program. Jeg ville være en perfekt kandidat.

Programmet har helt klart ændret den måde, som jeg ser min egen sygdom på og at jeg i den grad skal tage den alvorligt. Samtidig kan det være rigtig svært for ens relationer, samt omverdenen, at forstå, hvad der foregår. Derfor opfordrer jeg alle interesserede i, at se serien på DR's hjemmeside, da det er den bedste dokumentar, som de nogensinde har lavet. Jeg har aldrig prøvet, at noget har rørt mig så meget før i hele mit liv og desværre sendes det sidste afsnit i aften. Der er lavet 8 afsnit med det i aften og jeg er så ked af, at det slutter. Jeg har følt mig en form for "hjemme" i dette program, da jeg føler, at disse mennesker ville kunne forstå mig. Det kan mine relationer ikke.

Dog er der ét aspekt i hele serien, som irriterer mig grænseløst. Programmet har helt klart en overvægt af piger, hvilket jeg også tror, er meget naturligt, men de 5-8 forskellige piger som er med i programmet, har ALLE sammen en kæreste. Flere af dem har også et netværk, som kan støtte dem. Det gør mig vred, for jeg sidder i præcis samme situation som disse unge kvinder, men jeg har ingen. Jeg har ingen veninde at snakke med de her ting om, ingen kæreste der kan holde om mig, når verdenen bryder sammen om mig og min familie kan ikke forstå, hvad det foregår, trods de prøver. Jeg føler, at det udstiller det hele lidt forkert, for der er så mange af os, som slås med disse problemer helt alene. Jeg er alene over halvdelen af min dag og det trækker mig helt klart ned ad, det er jeg slet ikke i tvivl om og jeg er heller ikke i tvivl om, at min liv ville være meget bedre, hvis jeg havde en mand i mit liv eller en god veninde. Men det har jeg ikke. Jeg er alene og er et sted, hvor jeg ikke rigtig ved, hvad jeg skal stille op længere. Jeg har bare kunnet bruge de sidste 2 måneder på at se disse programmer og glæde mig til hver mandag, men det er så slut nu og aftnerne bliver endnu tommere.

Jeg vil opfordre alle til at se dette program og jeg håber så inderligt, at DR vil lade denne udsendelse blive liggende i lang tid og i bedste fald publicere det, for jeg føler et kæmpe behov for at gense det, for at få sat nogle ord på mine følelser, som disse mennesker klarer så godt. Hvis du kender nogen, som er psykisk syg, så se den her udsendelse, det vil give en kæmpe forståelse og jeg skal helt klart og prøve at dele programmet med min far og min bror, så de kan forstå, hvad jeg slås med. Men det er et kæmpe skridt at fortælle, at man faktisk har det sådan her og man skammer sig, men måske kunne tingene blive bedre, hvis folk vidste, hvad man går og slås med.

Follow on Bloglovin', Facebook and Instagram

4 kommentarer :

  1. Det er nemlig en fantastisk dokumentar serie! Jeg er så glad for at du skriver om den. Jeg har også fulgt trofast med hver mandag, og er så ærgelig over det er slut. Der burde efter min mening være meget mere fokus på det emne, for det er en alvorlig ting... Og det rammer mange, også dem vi ikke "tror" det om. Du har rigtig meget ret i alt det du skriver, det er dejligt at læse, for jeg kender næsten ingen andre som har fulgt med, måske fordi titlen har afskrækket dem?
    Jeg kender dig (desværre) ikke, men jeg håber du på et tidspunkt får din mor, din familie til at forstå hvordan du har det, hvad du end går rundt med af tanker- det må du ikke være alene om, det ved jeg af egen erfaring :)
    Rigtig godt indlæg tak for det!

    SvarSlet
  2. Hej Amalie

    Jeg har det ligesom dig

    SvarSlet
  3. Du er ikke alene om det.
    Har det på nøjagtig samme måde og har gjort mig nøjagtig de samme tanker.
    Tilmed i et mikro lille værelse i nordvest også.
    Bliver stille og roligt kvalt i min ensomhed for hver dag der går.

    Du er en skøn og inspirerende pige. Husk det!

    Kh anonym

    SvarSlet
  4. Elsker den dokumentarserie - jeg sad også hver mandag aften og så det,
    og når jeg sad og så det følte jeg mig lidt mindre alene.
    Du er ikke alene, husk det!

    Kh - Anna

    SvarSlet