onsdag den 17. juni 2015

SOMETHING ABOUT FEELING LEFT OUT

Jeg har måtte komme frem med en erkendelse om, at mit mentale helbred ikke har det alt for godt. Det har det ikke haft i et stykke tid og skulle nok have været sat i behandling i opløbet. Tidligere har jeg kunne se den form for selverkendelse som en styrke, men for tiden føler jeg mig ikke særlig stærk. Skolen har knækket mig langsomt gennem det sidste år og nu føltes det som om, at jeg bliver stukket med en kniv i maven.

Jeg er et sted i mit liv, hvor jeg ikke er særlig glad for at være. Jeg bliver hurtigt stresset, overanalyserer og overtænker alting, dømmer mig selv på andres vegne, hvor jeg ærligt talt ikke tænker særlig høje tanker om mig selv. Jeg er et sted, hvor min sorger er blevet begravet i mad, som påvirker mig selvværd voldsomt meget. Jeg er et sted, hvor det kan være en lille kamp at være i skole, for der skal jeg snakke med folk, som jeg ikke kender. Jeg er et sted, hvor jeg kan bryde sammen efter et møde på arbejdet, fordi jeg føler mig udenfor. Og det værste af det hele er, at jeg godt ved, hvem der skal lave om på alle de her ting. Det er mig selv.

Jeg har for første gang i lang tid en bedste veninde. Det har jeg ikke haft i mange år og det er en helt fantastisk følelse, at man kan dele sit liv og sine erfaringer med en anden. Jeg kan dog stadig mærke et hul i mig. Sociale arrangementer, som man ikke er med til, vennergrupper man ikke er en del af længere. Selvom jeg sikkert stadig er det, men går og overtænker mine handlinger, så jeg langsom får smidt mig selv ud.

Den følelse som gårsdagens snapchats kan give dig, er ganske overraskende. Et virvar af mennesker, folk du kender, gode stunder og sjove klip. Alt sammen noget, som du IKKE er del af. Det kan give mig ondt i maven og en lyst til aldrig at snakke med dem igen. Men hvad vil det nytte? At man føler sig endnu mere holdt udenfor? Det eneste der er for at gøre, er at komme tilbage ind i kampen. Kæmpe om de venskaber, som er ved at gå tabt og prøve at opbygge nogle nye. Dog er det en ting som undrer mig og det er, hvorfor alkohol altid skal være inkluderet. Ja, man har det skide sjovt og hæmningerne kan få lov til at flyde ud, men hvad nu, hvis man ikke vil drikke? Jeg er et sted, hvor jeg prøver at få lidt kontrol over mig krop igen og lære den bedre at kende og så nytter det ikke noget, at jeg drikker det hele væk og ender ud i et weekend med øl, junkfood og smøger.

Disse tanker om at være holdt udenfor har plaget mig siden, at jeg var ganske lille. Aldrig at kunne føle sig godt nok, aldrig at føle sig en del af fællesskabet, med mindre at jeg altid var med til alting. Det er en mærkelig holdning, men jeg har efterhånden lært mig selv bedre at kende, så jeg ved, hvad der kan sætte disse tanker og følelser i gang.

Jeg havde mit første angstanfald i mange år efter hånden for nogle måneder siden og det var småting, som provokerede det hele i gang. Jeg kan tydelig huske, den første ting som gik ind og startede det. Min årgang på KEA sad til en forlæsning en morgen og jeg sidder lidt og ikke rigtig følger med længere. Pludselig får jeg øje på en gruppe drenge, som sidder og griner. Først er det bare 2, men pludselig vender drengene sig om til deres kammerater ved siden af og de griner også. Alt samtidig med, at de kigger på mig. Jeg fik det så voldsomt skidt og jeg ved ikke engang, om det bare lignende at de kiggede på mig eller om det faktisk var det, der skete. Senere samme uge brød jeg sammen i skolen foran hele min studiegruppe. Det værste er dog, at ikke en eneste af dem, har spurgt ind til det senere.

Vi mennesker er sociale væsner og jeg elsker at bruge tid på mig selv, men når man vælges fra og man tvinges til at være alene, så bliver det ubehageligt. Jeg er dog bare meget taknemmelig for, at jeg har nogle få nogle med mig, som jeg altid kan regne med, trods jeg ikke tror, at de tænker det samme om mig. Jeg ved, at jeg har isoleret mig, har haft alt for meget at se til med mit studie og har nedprioteret dem, som jeg ellers værdsætter højest. Og nu står jeg her og føler mig ganske alene.

En ting ved jeg dog; hvis jeg vil have noget anderledes, er jeg den eneste, som kan ændre på det.

Follow on Bloglovin', Facebook and Instagram

3 kommentarer :

  1. Min dejlige skat
    Jeg bliver både ked af det, rørt og utrolig stolt når jeg læser dit opslag.
    Du har så meget selvindsigt men så utrolig lille et selvværd men dog så meget mod at du skriver om dine problemer offentligt.
    Du er en ener, ja du er speciel. Du har altid gået dine egne veje. Du har altid kæmper andres sag. Du er et meget følsomt menneske der bare gerne vil elskes og værdsættes.
    Når du føler at folk omkring dig vælger dig fra tror jeg, at det kan handle om at du gør dem usikker. Du virker og er meget stærk men samtidig meget genert og sårbar. Det kan være svært at se hvem du er grundet din generthed. En generthed som ofte kan forveksles med arrogance. Noget som du på ingen måde indeholder.
    Dem der ikke kender din historie som mobbeoffer ved jo ikke hvad der bliver aktiveret i dig når du føler at du bliver valgt fra.
    Du ved at far, Sebastian og jeg er der for sig ALTID, og vi støtter dig i din kamp om at finde din plads hvor du føler dig tilpas, tilfreds og elsket.
    Det er dig der skal lave det hårde arbejde og jeg ved at du kan min skat ❤️❤️❤️

    "Lov mig at du altid vil huske, at du er modigere end du syntes, stærkere end du ser ud til og klogere end du tror"

    Citat -Peter Plys

    SvarSlet
  2. Hvor er din mor fantastisk. Og jeg er helt enig med hende. Du er så stærk og smuk og det er så sejt at du deler dine tanker og følelser i stedet for at lukke dig inde med dem.

    SvarSlet
  3. Hvor er det spot on igen! Utroligt hvor ens vi egentlig er.
    Flere af disse indlæg, tak.
    og hvor har din mor evigt ret - lyt til hende.

    kh anonym

    SvarSlet