torsdag den 23. april 2015

SOMETHING ABOUT MOVING TO COPENHAGEN


Jeg har efterhånden boet i København i 8 måneders tid nu og hvor er tiden dog fløjet afsted. Jeg føler, at jeg næsten lige er flyttet herind og der er stadig så mange ting, som stadig er nyt, dog føler jeg mig hjemme her. Det gør jeg ikke i Næstved. Når jeg vender snuden hjemad til de gamle, så kan jeg ikke vente med at komme hjem til min lejlighed i København igen. Ikke fordi jeg ikke er vild med Næstved, mine gamle venner eller min familie, men det er ikke mit "hjem" mere. Min hverdag er her i København, mit arbejde, min skole og ikke mindst de venner, som jeg ser hver dag.

Dog har det ikke været nemt. En ting er at flytte hjemme fra, en anden ting er at flytte til en anden by og en helt anden ting er, at starte i skole dagen efter, at du er flyttet. Det skete for mig. Det var stressende, uhyggeligt og meget spændende det hele. Siden at jeg startede i skole, har det været lidt op af bakke. Med mit arbejde, med min vægt, med ensomhed og generelt bare at tilpasse sig. Dog elsker jeg København. Men jeg har haft flere dårlig dage end gode dage, men de gode dage har virkelig også været gode. Massere af søde mennesker, øl og gode stunder. En anden ting er at sidde her hjemme, tænke sig selv halvt ihjel over diverse kærlighedseskapader. Jeg har drukket mig igennem Tinder og diverse sjove aftner, men det er bare ikke nok. Ensomheden begynder at trænge sig på, den store lejlighed kan være stille til tider og der er bare så mange smukke mænd herinde i København, så man kan blive helt rundtosset. Dog kommer jeg ingen vegne. Næste skridt må være en kat, som helt sikkert ville bryde lejligheden lidt. Det er pudsigt, at man kan føle sig så alene og dog se så mange søde mennesker hverdag, men det er vel bare mit lod her i livet.

For nogle uger/måneder siden fik jeg et tilbagefald med mit angst og det blev svært at komme i skole, men jeg fik trukket mig selv igennem det. Det hele har været usikkert og ligger stadig lige i overfladen. Jeg var vildt tæt på at skubbe den bedste veninde, som jeg nogensinde har haft væk og grave mig selv ned i et dybt hul. Jeg er stadig ikke oppe af hul endnu, der er lidt vej endnu. Jeg har svært ved at være alene, ødelægger forhold, drikker hjernen ud i weekenden og har ikke rigtig ro, dog handler det bare om, at man må sætte foden ned. Sætte foden ned og revurdere. Gå et skridt tilbage og tage en slapper og få styr på det hele. Man burde droppe byturene, fredagscaféerne og bruge tid med sig selv, men hvad kan man ikke gå glip af? Hvilke mennesker får man ikke snakket med? Hvilke øjeblikke går min glip af?

En anden ting er også at bo der, hvor jeg bor. Det første sted jeg boede, var skam også i Nord Vest, men det er anderledes, der hvor jeg bor nu. Jeg elsker min lejlighed, min altan og det meste i området, dog kan det være skræmmende til tider. Man hører så mange skidte ting om Nord Vest og det hele er ikke løgn. Der er mange ballademagere, mange skumle typer, mange store grupper unge mænd og rigtig mange udrykningskøretøjer. I de 2 måneder jeg har boet i min lejlighed nu, har jeg set mænd bliver banket og hele vejen op til mig har været spærret på grund skuddrama. Dér var jeg virkelig bange. Virkelig. Men trods alt det elsker jeg København. Jeg elsker at køre igennem Nørrebro, når jeg skal ind til byen og jeg elsker at bruge tid på gaderne med mine gode venner fra skolen. Jeg har også den teori om, at området ikke bliver mere attraktivt og friskt, hvis der ikke flytter unge mennesker herud, som kan vende skuden, så det er bare med at komme i gang!

København er skønt, men har været det hårdeste, som jeg har skulle se i øjenene længe. Jeg har sloges meget med mig selv, mine indre dæmoner og ikke mindst med skolen. Skolen er hård, men det sociale gør det hele det værd. Uden tvivl. Dog kan man gode have en følelse af, at man glider fra sine gamle venner. De føler, at man ikke snakker om andet end København, men det er jo også det, som er min hverdag og jeg kommer aldrig til at bo i Næstved igen, det ved jeg nu.

Der går mange tanker igennem mit hoved i øjeblikket og det sidste par uger har været meget hårde, men man må se fremad og glæde sig til sommeren herinde i København, som kun kan blive fantastisk.

Follow on Bloglovin', Facebook and Instagram

1 kommentar :

  1. Jeg synes helt bestemt at du burde købe dig en kat til de sene aftener, hvor du mangler selskab. Angsten vil bestemt ikke være lige så slem, hvis du har et levende væsen (særligt en sød og pelset ven) ved din side!
    Derudover vil jeg tilføje, at du simpelthen beskriver dit liv og hverdag så fint og så levende og det må jeg virkelig give dig - det er du virkelig dygtig til!
    Må jeg ikke have lov til at spørge ind til din uddannelse? Jeg er selv i overvejelsesfasen med særligt henblik på multimediedesigner, men jeg mangler lidt et personligt point of view, synes du at det er fedt, at det er dét værd?

    SvarSlet