fredag den 5. december 2014

SOME THOUGHTS OF LOVE


Kærlighed er et meget omdiskuteret emne her på siden, og det er fair nok, hvis man ikke vil høre på mere. Men det er nu en pudsig størrelse. Og det er jo faktisk meningen med livet - ja, meningen er at formere sig og føre sin unikke genetik videre - men de mentale formål er vel at være lykkelig. Og lykke kommer som regel fra kærlighed. Kærlighed til sin elskede, til sine børn, sin familie, sine venner, sin kat, sin hobby, sit job, sin passion og jeg kunne blive ved. Uden denne kærlighed ved man ikke, hvad man skal gøre ved sig selv. Så er man bare frygtelig alene.

Jeg har netop set filmen "Her"(som i hende på engelsk) og den er så vanvittig smuk, at jeg slet ikke fatter det. Den har efterladt mig i en meget sørgmodig del af mig selv, et sted som jeg desværre tit er. Hvor følelsen af at være alene er voldsom stor, som om at hele verden "don't give a fuck"(hvilket den sikkert heller ikke gøre), og man er bare ensom. I starten af filmen har Theodore, filmens hovedrolle, en teori om at han har følt, alt hvad man kan og nu vil han kunne opleve ringere udgave af, hvad han allerede før har følt. Den tanke kender vi alle nok godt. Det der perfekte første kys med din første kæreste, som man ikke regner med, at nogle kan leve om det. Det ubeskrivelige gode venskab med din gamle barndomsven. Den kæreste som føltes som den eneste rigtige i verden. Man tænker, at det kan blive svært at efterleve og alt er tabt. Som den håbløse romantiker som jeg nu engang er, håber ikke at landet ligger sådan til - og det gør det sgu nok heller ikke, selv om det nu godt kan føltes sådan til sider - dog bliver man nogle gange overrasket!

Jeg, er som mange andre nok også er, blevet fanget af Tinder. Tinderholic måske. Og det er forfærdeligt. Man leder og leder efter et match, og når man så ikke matcher med den helt perfekte fyr, bliver man så skuffet. Man er sgu ikke god nok, kan man godt tænke. Og når det så sker, bliver der ikke skrevet - og det er da frustrerende. Men det er nu mere denne konstante søgen, der er værre. Altid på jagt - og de få gange, hvor jeg lidt har lagt det på hylden, går alting faktisk fint. Man har det fint med sig selv, fint med bare at være "dig" og ikke bekymre sig så meget om det. Desværre, før eller siden kommer savnet, ensomheden og et slags tomrom. Når man har oplevet den "kærlighed", så længtes man jo. Som en narkoman, længtes man efter dette stof. Denne bedøvelse det nu engang er at blive forelsket.

Kærlighed er, hvad der gør en hel, men også det, der ødelægger os. Vi skulle være det gladeste folk i verden, men hvordan kan alle være så glade, når ensomheden stiger og alle lever gemmen deres telefoner. Ja, jeg ved det hvertfald ikke. Men når man har de øjeblikke, hvor man ikke har behov for at dokumentere og man bare nyder momentet, er så fantastisk. Huske et mindet i stedet for at huske det fede billede. Det er fantastisk. Lad os have flere af de oplevelser - mere glæde, flere oprigtige grin, flere hede kys og sjove fester. Dét er det, jeg drømmer om.

"Sometimes I think I have felt everything I'm ever gonna feel.
And from here on out, I'm not gonna feel anything new.
Just lesser versions of what I've already felt."

Follow on Bloglovin', Facebook and Instagram

3 kommentarer :

  1. Min mening er, at kærlighed ikke er noget der ødelægger en, men det man tror er kærlighed, kærlighed i forklædning. Det, der er betinget kærlighed, den kærlighed som oftes ses i forhold, parforhold, er oftes både lykkelige men også ødelæggende. Hvorfor? Fordi alle forhold består af projiceringer, vi projicerer alt vores smerte og alt vores ubevidste over på vores partner, og det er der problemerne opstår, og partneren gør det samme (jeg interesserer mig meget for psykologi).
    Ubetinget kærlighed er ikke ødelæggende, men det er ikke ofte man oplever det. Ubetinget kærlighed ses sjældent i forhold! Nogle mener ubetinget kærlighed ikke findes.
    Men man kan have ubetinget kærlighed til sig selv og også til andre mennesker, hvis man lærer ikke at projicerere alt det man fortrænger over på dette menneske og det andet mennesker kan det samme - hvis man kan se sig selv som man er, både elske sig selv ubetinget, men også se at man ikke er perfekt, men at det netop gør en perfekt, så har du altid kærlighed. Og hvis din partner kan se sig selv som han/hun er, vil han/hun også se dig som du er.
    Problemet er at forhold går ud på forventninger til hinanden. Vi forventer ting af hinanden, men hvorfor? Det er ødelæggende. Egoistisk. Det er ikke kærlighed, det er ikke accept for det andet menneske, det er grådighed, det er et ønske om at den anden skal ændre sig eller at tingene aldrig er gode nok, tro mig jeg kender den følelse og man ser det i alle forhold.

    Kærlighed er ikke betinget eller afgrænset eller afskåret. Elsker du, så elsker du. Det går aldrig væk. Kærlighed er ikke det, at du elsker et menneske, men kærlighed er blot det, at DU ELSKER. DET er smukt. At kunne elske. At være kærlighed!
    Det her er min overbevisning i hvert fald :-)

    Jeg læste engang et digt: "Dette må vi lære; ikke at elske hinanden, men at gå elskende ind under det samme opstandelseslys kind i mod kind".

    Kærlighed er helende, ikke ødelæggende. Kærlighed tilhører alle, og er ikke afgrænset til et eller nogle mennesker. DU elsker. DU er kærlighed. Alle er kærlighed, men vil vi indse det?
    Du er kærlighed på trods af al den smerte du føler og al den ensomhed du oplever. Det handler ikke om det, men om du imødekommer dig selv med kærlighed eller med frygt.

    Det er mennesket der gør kærlighed til noget ødelæggende, men det er ikke kærlighed, det er egoisme, grådighed, forventninger, krav, utilfredshed. Det er ikke kærlighed.
    At kunne elske sig selv og al sin smerte og ulykkelighed, det er kærlighed. At elske det uperfekte menneske man er.

    Kærlighed er ikke noget du skal finde et sted i andre mennesker, kærlighed er hele tiden til stede, inden i dig. Tør du mærke det? Tør du indse at du er fyldt af kærlighed? at dit væsen er ren kærlighed? at din sjæl er kærlighed? Det er skræmmende, men jeg tror på vi er kærlighed men vi er gjort fremmede for kontakten til vores inderste væsen. Vi flygter, vi tør ikke mærke at vi er kærlighed og autentiske mennesker inderst inde. Så vi flygter ind i de sociale medier, hvor vi kan være noget udenpå i stedet for inden i, vi kan lade som om vi er noget udadtil, opbygge vores ego i stedet for at søge indad og mærke kærligheden inden i os.

    Vi går ud og køber en masse dyrt tøj, får en fin lejlighed, et godt betalt job, en masse venner, spiser på dyre restauranter, og propper vores liv med overfladiske, ligegyldige ting og kommer længere og længere væk fra det inderste i os, det rene, kærligheden.

    - Matilde


    www.ablogaboutsocialanxiety.blogspot.com

    SvarSlet
  2. Og hvorfor projicerer vi i forhold? Hvorfor er jeg utilfreds med min partner (eller min partner utilfreds med mig)? Fordi JEG ikke elsker mig selv, fordi jeg ikke er tilfreds med mig selv. Hvis jeg havde fuld accept og kærlighed til mig selv, havde jeg ikke behov for at have forventninger til mig selv og derfor heller ikke forventninger til min partner.
    Jeg synes det er interessant at dykke ned i disse ting, man bliver klar over hvorfor tingene er som de er, og at det ikke behøver at være sådan!
    Forelskelse er ikke kærlighed. Forelskelse er projicering! Det psykologiske der sker, når man bliver forelsket har intet at gøre med kærlighed, den proces er fuldstændig ligmed projicering. Men en POSITIV projicering - omvendt end når man er i forhold og forelskelsen forsvinder, der er stadig projicering men den er NEGATIV. I forelskelse ser man alt det fantastiske ved dette menneske, alle de ting som man ser i sig selv eller de kvaliteter som man ville ønske man selv havde!
    Det andet menneske er et spejl af dig selv, Du bliver ikke forelsket i mennesket men i et spejlbillede :-) Du bliver forelsket i kvaliteter ved dig selv som du ønsker at opdage (gennem dette menneske).

    SvarSlet