mandag den 21. juli 2014

SOMETHING DIFFICULT


Ærlighed er ofte noget, som har været meget værdsat på siden her. Jeg er selv meget dårlig til at læse lange og personlige indlæg, men til gengæld er jeg meget glad for at skrive dem. Nogle værdsætter de her slags indlæg MEGET, da de kan relatere til dem, men til dem der følger med på grund af fotografering eller mode, kan bare lukke siden ned. No hard feelings og ingen tvang.

Men jeg vil bare fortælle lidt om mit sabbatår og hvordan jeg har haft det. For jeg troede egentlig at jeg bare skulle rende at hygge mig, finde en kæreste, lave spændende projekter og komme i form, men alt er bare gået lidt skævt. Det har været en af de hårdeste år i mit liv. Selvfølgelig har nogle af mine tidligere år været hårde, dødsfald, mobning, skole og så videre, men i år har det været noget helt andet. Jeg har ikke haft en kamp med nogen, men bare en kamp med mig selv. En daglig kamp, som jeg ofte følte, at jeg var ved at tabe.

Jeg har jo arbejdet fuldtid i vores lokale H&M; og jeg er så taknemmelig. Det job har gjort mig til en helt anden person, et andet menneske. Jeg er meget mere åben, kreativ og initiativrig. Og jeg er god til mit job - Det er altid rart at blive bekræftet af mine kollegaer og det er jeg i den grad blevet - jeg ved, hvad jeg laver(fuck janteloven lige her). Og det har været dejligt at have noget at lave, virkelig. Jeg har tjent en masse penge, brugt en masse penge på tatoveringer og på at hygge mig. Man skulle tro, at jeg havde en vild opsparing, men nej. Måske skulle jeg have tænkt mig om, men jeg har bare spist en masse god mad, gået en masse i biografen og købt en masse sko - det skal der også været plads til. Det hele lyder måske godt, men nej. Ikke helt hvertfald.

Største delen af året har jeg haft det svært. Været ensom. Følt mig ulækker. Følt mig uønsket. Idéforladt. Afvist. Dårlig til mine talenter og jeg ved ikke hvad. Det har bare ikke været sjovt. Og i øjeblikket er det slemt. Og hvorfor? Jeg har fået et lækkert værelse i København, jeg har næsten mit kørekort, fået nogle rigtig gode veninder på jobbet. Dog er jeg lidt tom, rastløs, ked af det.

Tidligere på året frygtede jeg, at jeg havde en depression. Og hvor er det trist. Hvilke 20 årige kan ikke finde ud af agere normalt for et år, uden at få et form for sammenbrud eller knæk på sjælen. Hvordan skal resten af livet så ikke blive? At man kan få et par uger og ha' det godt, og pludselig går det bare galt? På en eller anden måde, kan jeg godt forstå, hvorfor jeg er single, men har jo en kæmpe mundfuld og samtidig, er jeg rimelig sikker på, at jeg når at ødelægger det for mig selv, inden at det dårligt nok er kommet i gang. Afvisninger er der massere af.

Det værster er dog næsten, at jeg ikke fortæller mine gode venner, at jeg har det dårligt. Jeg går bare i min lille boble, fordi jeg er bange for, at skræmme dem væk. At blive for meget, for overvældende. Sådanne veninder har jeg nemlig selv haft, hvor jeg ikke har kunne håndtere det, desværre. Folk vil jo blive forfærdede, hvis jeg virkelig fortalte dem, hvad der foregik indeni mig. Mine venner er alle sammen nogle rigtige humørbomber og ikke stille, som mig selv. Pudsigt nok. Så jeg har en idé om, at de ikke gider at høre på mit lort, dog ved jeg, at de ville - De er jo mine venner og vi stoler på hinanden. Min veninde sagde sågar her forleden(nok den sejeste veninde jeg har(ser rimelig meget på til hende)). "Du har ikke haft det så godt i år, vel?". Nej, det har jeg ikke. Uden at jeg har behøvet at sige noget, sagde hun sådan. Det kom bag på mig og har siddet i mig. Hun har også sagt til mig, at hun forstår slet ikke, at jeg siger, at jeg er usikker, fordi det virker slet ikke sådan. Det er rart, at en anden siger det - Det er nok bare min historie, der bider mig i røven og tynger.

Samtidig ser jeg så mange triste sjæle, hvertlfald på de sociale medier. Alle er lidt melankolske, dystre og ensomme. Vi er ensomme, sammen. Så mange instagram's som er fylde med blege, triste ansigter. Langt trist hår. Tynde lemmer. Tydelige blodåre. Og det værste er, at jeg er fascineret. Fascineret og inspireret af disse individer. De er smukke og rummer så meget. Nogle af de mest kreative og inspirerende mennesker jeg kender til, er også triste og dybe. Har det svært. Skal man virkelig have det dårligt, for at være kreativ? Det virker desværre sådan. De største forfattere, kunstnere og genier vi har, er ofte dem, som er fucked up.

Hver dag vågner jeg op til en ny kamp, en kamp med tiden, en kamp med min krop(som nok er den største kamp), en kamp med ensomheden eller kreativiteten. Jeg kigger mig i spejlet HVER DAG og er utilfreds, fordi alle forestillinger om skønhed er så fucked up. Jeg har kæmpet med det de sidste mange år, men for tiden er det slemt og bliver bare værre - men det er heldigvis bare noget, som jeg kan gøre noget ved - derfor glæder jeg mig også til at flytte, så man kan starte et nyt kapitel på sit liv og starte forfra et sted med nye mennesker. Lige dér, er jeg en smule optimistisk.

En langt lettere menigsløst indlæg, med massere af tanker der flyver ind fra alle kroge af mit hoved. Ergo, jeg har det bare ikke så godt, ærligt talt. Sabbatår er ikke fest og farver, man er alene, man arbejder meget, man ser ikke sine venner hver dag, som man gjorde i skolen og det hele af ustruktureret og bare pisse fucking hårdt. Hvertfald for mig - Ikke en nydelse. Lige nu har jeg svært ved at se på fremtiden og samtidig glæder jeg mig - Håber på det bedste, men frygter tilbage fald. Hvorfor kan man ikke bare være glad og åben? Hvorfor al den smerte, selvdestruktivitet og nedbrydning.

Da jeg gik i folkeskole, blev mobbet og havde det af helveds til, der havde jeg en veninde, som altid var glad. Altid smilte, snakkede med alle, var smuk og bare havde styr på sit pis. En dag sagde jeg til hende "Hvorfor er du så glad hele tiden? Jeg kan ikke lide folk, der er glade hele tiden!" Hvilket barn siger det? Der er sgu noget galt, når man siger sådan noget. Og ved I hvad? I dag er hun min ældste veninde - Og hun er stadig skide glad og jeg er taknemmelig for, at hun har holdt mit lort ud gennem vores liv.

Follow on Bloglovin' and Facebook


12 kommentarer :

  1. kan ikke beskrive, hvor meget jeg beundrer dig for at kunne skrive dette - og så smukt og velskrevet endda. tror der er flere end man lige skulle tro, som har det ligesom dig - i hvert fald rammer du nærmest perfekt, hvordan jeg i en periode har haft det. håber du får det bedre. virkelig, for jeg ved, at det ikke er pissefedt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er så taknemmelig for, at du har det på den måde - Og det er rart, at vide at man ikke er alene om de følelser, for det kan man godt bilde sig selv lidt ind. Jeg er sikker på, at jeg får det bedre, det er en periode, som bare skal overståes.

      Slet
  2. Det gør virkelig ondt at læse, at du har det sådan. Jeg har aldrig kommenteret her på bloggen, men for mig er du et af de mest inspirerende mennesker, jeg længe er stødt på. Jeg beundrer og ikke mindst misunder din stil, dine kreative evner og dine flotte tatoveringer!! Du er jo for pokker indbegrebet af inspiration! (Og hey på mine fødder sidder der JuJu sandalder og blonde sokker hæhæ)
    Jeg genkender mange af de ting, du skriver i indlægget. Jeg har også oplevet nogle ting, der ofte bare har gjort det pisse træls at være mig, og som stadig i dag kan hæmme mig. Jeg har ALTID været introvert, og selvom at min generthed er blevet meget bedre, så har den virkelig til tider været ved at æde mig op.
    Har du nogensinde overvejet at få talt med en psykolog? Jeg var nået til et punkt sidste år, hvor jeg virkelig følte, at jeg ikke kunne rumme mere, og i den forbindelse talte jeg med en rigtig god psykolog. Jeg har altid været lidt skeptisk i forhold til psykologer, men hold op, hvor har det hjulpet. Bare det at få sagt tingene højt gjorde en kæmpe forskel.
    Jeg håber virkelig for dig, at flytningen er dét der skal til, og at du får det bedre – det fortjener du. Og scroll så lige op og kig en ekstra gang på det billede – du er jo hammer smuk! 

    SvarSlet
    Svar
    1. Forhelvede C, hvor blev jeg glad, da jeg læste din kommentar. Det er kommentarer som det her, som gør det det hele værd, på en eller anden måde. Netop det du skriver, har været mit mål, da jeg lavede min blog, at inspirerer nogen, så det gør mig så glad!

      jeg har gået til psykolog mange gange i mit liv, men jeg ved ikke hvorfor, men føler at det er et nederlag at skulle afsted og vil bare føle mig dum, at sidde der og snakke om skide tøseproblemer, men altså, det er jo deres arbejde kan man sige.

      Og tak til dig, for denne skønne, skønne besked. Det værdsætter jeg meget!

      Slet
  3. Åh hvor jeg kender det. Hold kæft hvor har jeg også været ensom. Selvom det er svært, så er det faktisk muligt at tage en beslutning og tænke "fuck det" om alt det negative og fokusere på det positive. Det vigtigste er, at man selv tror på det. Tror på det bedste. Tror på mulighederne.
    Og nu er du kommet til København og kan for alvor være dig selv. Den blomst, du er, kan for alvor åbne sig og udfolde sit fulde potentiale. Der er ingen grund til at kigge ned i fortovet når der er så smukt og farverigt omkring en. København er så stor. Tænk alt er muligt. Du er skøn og smuk og har god grund til at smile til dig selv i spejlet. Og danse. Du er en helt særlig pige, du er sej, modig, smuk, anderledes på den bedste måde - alt hvad man kan beundre. Hvis bare du kunne se dig selv med andres øjne. Så er jeg sikker på, at du ville danse og smile, søde Amalie.

    Kærlighed fra C

    SvarSlet
    Svar
    1. C, jeg har simpelthen så meget respekt for dig, at du slet ikke fatter det. Det skal du VIRKELIG vide. Men jeg prøver at tro, tro på at man er god nok, men jeg synes bare at nederlagene hober sig op efterhånden og så smuldrer det bare imellem ens hænder. Og jeg er sikker på, at København er dér, hvor jeg skal være - jeg kan bare mærke det. Det bliver så rart med en ny start og et nyt liv - Det er tiltrængt efterhånden. Og hvor skriver du smukt og kan løfte hele min dag. Du er rimelig fantastisk. Altid så positiv. Kæft du er sej altså C.

      Slet
  4. Det er så sejt, at du tør dele noget så personligt! Det er præcis sådan, jeg selv går og har det. Hver dag er en ny udfordring, og derfor er det helt utroligt "rart" at vide, at man ikke er alene med de tanker. Ærligt, du for cool og inspirerende.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er glad for, at du ser sådan på det, for jeg var MEGET usikker på, om jeg skulle nedlægge indlægget igen, men man så stå ved, hvad man laver! Og du er ikke alene. Tidligere har det hjulpet mig, at kun lave dét, som jeg ville. Ikke tage med til ting, hvis jeg ikke ville og brugte meget tid ved floder og i skoven, hvor tankerne kunne få frit løb. Det hjælper, hvertfald for mig <3

      Slet
  5. Jeg kan slet ikke forstå at du kan være så utilfreds med dit eget spejlbillede. Siden dengang hvor vi gik i klasse sammen, har jeg været død misundelig på dit gode udseende og i de mindre klasser gik jeg bare rundt og håbede og ønskede at jeg kunne blive lige så pæn som dig. Op med humøret, du er fantastisk <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor blev jeg overrasket da jeg så denne besked! Tak Helena! Og hvor må jeg sige, at jeg har simpelthen så meget respekt for dig, for du gør det fandeme godt. Så flot det du har gang i. Og tak, tak, tak tak!

      Slet
  6. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige noget, der kunne få dig til at elske dit udseende. Men jeg har selv været dér, hvor jeg hadede min krop, og derfor ved jeg, at selvom man bliver glad for komplimenter, så kan man ikke finde ud af at tro på, at folk virkelig mener dem. Jeg var selv så langt ude, at jeg dækkede mit spejl til på et tidspunkt i slutningen af folkeskolen. Jeg ved stadig ikke helt, hvordan jeg kom udover det had. Det var en langsom process, hvor jeg fik det sidste skub, da jeg fik en kæreste i gymnasiet. Men det er også en skræmmende tanke, at jeg først lærte at elske min krop, da en anden gjorde det. Nu er jeg single igen, men har stadig den selvtillid i mig, som han gav mig, og jeg tror også, at det er den selvtillid, som gør mig smukkere end jeg var, da jeg prøvede at gemme mig selv væk i utilfredshed.

    Den anden dag diskuterede jeg kropsidealer med to af mine drengevenner. De er begge ret spinkle og ikke lave, men alligevel ikke såå høje, så de er trætte af det mandlige kropsideal. Det er spøjst, fordi jeg aldrig selv har været utilfreds med mit udseende, fordi jeg sammenlignede mig med modeller eller lignende - det var virkelig bare inde i mit hoved, at jeg var overbevist om, at jeg var grim. Derfor er jeg også meget uenig i mine to venners syn på, at de ikke kan være idealet for nogle piger. Selvfølgelig er der et overordnet ideal, men der er altså også en grund til, at alle slags mennesker kan finde sig en partner; fordi vores individuelle idealer alligevel er nuancerede. Min gode veninde forguder hendes kæreste, som træner ekstremt meget. Prøv at forestil dig ham, når jeg siger, at vi kalder ham "bodybuilderen" hehe. Hun synes, han er det smukkeste, hvor i mod jeg intet ser i ham. Jeg bliver nærmest frastødt, fordi det er så overdrevet udseendesmæssigt, og fordi jeg synes, at det signalerer nogle forkerte prioriteringer i hans hverdag; jeg gider sgu ikke være kærester med én, som bruger al sin tid i et fitness center. Nå, men da jeg diskuterede det her med mine to venner, slyngede én af dem ud; "Jamen du kan jo også være ligeglad med det kvindelige ideal, for du er jo slank". Jeg er enig med ham i, at det sikkert gør det nemmere, end hvis jeg havde problemer med min vægt, men jeg stadig langt fra idealet. Jeg har små bryster og smalle hofter, og det er altså ikke idealet for alle drenge. Men jeg er ligeglad, for jeg vil ikke have alle drenge.

    Shit, jeg havde egentlig tænkt, jeg ville skrive noget om sabbatår, men tror jeg har plapret nok nu. Lige til sidst: du er virkelig køn, Amalie, og dine tatoveringer er så modige!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ih hvor fik jeg et smil på læben, da jeg læste den her besked, så meget respekt til dig, for at bruge så meget tid på at skrive den, virkelig. jeg fik selv en kæreste, da jeg gik i gymnasiet, og der var jeg også bare glad og tilfreds, men da han gjorde det forbi med mig og praktisk talt smadrede mit hjerte i en million stykker, har jeg været bitter og utilfreds lige siden. Nu har jeg det bare super svært over for drenge og er meget usikker på mit udseende. Og gang på gang bliver man droppet inden at det overhoved er gået i gang, og det er bare et nederlag. så jeg tror også, at det er der den ligger, der er ikke nogen indtil videre der har villet ha' mig, så hvordan skal man så ville ha' en selv? Måske er det sådan, at det hænger sammen.

      Og jeg tror altså heller ikke, at alle drengene vil ha' de der tynder piger, det er bare os selv der gerne vil det! Og du har ret, vi gider ikke have alle!

      Haha, men skøn besked, virkelig! Jeg tror, at vi 2 ville have meget at snakke om! Tak skønne Agnes!

      Slet