torsdag den 20. marts 2014

BEING TRUE TO WHO I AM


Jeg synes, at det er svært at finde ud af, hvad jeg virkelig gerne vil. Altså helt inde i mit aller inderste. Jeg har brugt det meste af min aften på at kigge på inspirerende mennesker, flotte kortfilm, smukke fotografier og meget andet. Det er sådanne kredse og sådanne mennesker, som jeg rigtig gerne vil beslægtes med, hvilket jeg virkelig ikke gøre i den her periode af mit liv. Jeg har svært ved at finde ud af, hvad jeg vil i min fritid, lige ud over at træne og se fjernsyn. Men skal man tage ud og være social, drikke en masse øl eller skal man fokusere på det man virkelig vil, at komme i form til sommer, tage billeder, male grafitti, stå på skateboard, glo på kunst og så videre. Der er hele tiden disse konflikter med ens sociale liv, som man gerne vil udforske og udvide og ens egene lyster. Det kommer af, at man ikke har de samme interesserer og man har en tendens til, bare at give efter de andres ønsker.

Når jeg ser folk som Esben Weile Kjær, Tobias Birk Nielsen, Carl-Emil Storm Gabrielsen og alle disse andre kreative mennesker, så tænker jeg, hvor ville jeg ønske, at jeg omgav mig sådanne sjæle. Melankolske, kreative, smukke sjæle, som brænder for kunst, musik og kreativitet. Jeg er også bange for, at jeg "prøver" for meget. Det virker som om, at det for disse mennesker virker helt naturligt at agere ud fra deres egne tanker, uden at overveje resten af menighedens holdning. Det har jeg virkelig respekt for. Jeg håber og beder inderligt til, at jeg kommer til at beskæftige mig med sådanne mennesker, når jeg flytter til København og forhåbentlig starter på KEA. Jeg ber', jeg ber', jeg ber'. Det er jo mig selv, der skal skabe den kontakt, jeg er bare pisse bange for, at jeg ikke "tør" og jeg bare ender med mennesketyper, som jeg "kender" i forvejen og måske ikke dem, som jeg så inderligt gerne vil være venner med, men som jeg er bange for ikke vil accepere mig.

Jeg ville ønske, at jeg bare tog min kamaera og tog ud i samfundet og fotografere en masse inspirerende mennesker, jeg burde tage kontakt til dem, som vækker min opmærksomhed og hvor ville jeg ønske, at jeg turde. Jeg har bange for, ærligt talt, at mine venner, familie, resten af min omgangskreds og andre i byen vil dømme mig. "Er det ikke mærkeligt, bare at gå og tage billeder?", "Hvorfor snakker du til mig?", "Hvad er hun for en hippie?", "Wannabe!". Mine fordomme om andres fordomme om mig, er min fjende, og det ved jeg. Jeg erkender, at jeg har et reelt problem og det betyder jo også, at det er noget, som jeg kan arbejde på. Men det er bare ærgeligt, at jeg skal tænke så meget over mine handlinger, trods for, at min inderste lyst er at tegne, lave sjove kreative projekter, tage meget kunstneriske billeder, men jeg tør ikke. Hvad fanden er det for noget, at jeg ikke helt tør at dyrke mine egne interesser? Mine venner ved godt, at jeg ikke "er lige som dem", hvis man kan sige det sådan, de accepterer hvem jeg er. Nogle gange skal man så gå på kompromis omkring mange ting. Jeg vil gerne gå til flere koncerter, tage på museer, se kunst, lave kortfilm, tage til Henry's Dream, lave rapportager og meget mere, men har ingen mennesker at dele det med, så det bliver bare ikke til noget, fordi mine venner ikke interesserer sig for sådan noget. Jeg har ingen med samme interesser og hvis jeg kender nogle der har, er jeg for genert til at opsøge dem. Ja Amalie, skyd dig selv i foden bigtime. Jeg vil dyrke mit korte pandehår, mine sokker i skoene om sommeren, mine mange tatoveringer, mine piercinger, mine billeder og alt det der og i stedet for at møde "forargelse" og sære blikker, så bare møde nogle ligemænd som siger "Pisse fedt man!". Sådan lægger landet bare ikke lige nu. Men jeg er næsten sikker på at mit mod til at stå ud som, hvem jeg egentlig er vil blomstre, når jeg flytter til storbyen, eller det håber jeg hvertfald. Eller også vil jeg sammenligne mig med nogle af de typer fra København og bare sige til mig selv "Kæft du er en taber". Min mor sagde også til mig i dag "Der er da vildt mange mennesker, som gerne vil være sammen med dig Amalie, kan du ikke se det?" og jeg kunne blankt svare nej. Jeg tror også, at de mange dårlige kærlighedsoplevelser og mobning i folkeskolen har resulteret i, at jeg har lidt svært ved at virkelig knytte mig til folk og nogle gange, når folk kommer lidt for tæt på, kan det godt blive for meget og det er skide irriterende. Jeg er bare bange for at blive dømt, holdt ude eller blive såret. Det er bare noget, som jeg må arbejde med.

Tro mig, jeg elsker mine venner mega fucking højt. Jeg vil ikke bytte dem ud. Aldrig. Jeg må også bare være tro mod mig selv og mine rigtige venner ville helst klart bare acceptere det hele, det er jeg fuldstændig sikker på. De er simpelthen så gode mennesker, at det gør helt ondt. Det er svært at definere, hvad det er jeg vil. Jeg vil være en del af den vennegruppe, som man ser inde i København som laver projekter sammen, men deler deres passion. Det er dejligt med venner man kan se film med, snakke følelser med, spise sammen med, drikke sammen med, men jeg mangler stadig noget. Jeg kan mærke, at jeg bliver mere og mere frusteret i min kamp efter at bliver sådan et menneske. Og måske skulle jeg bare lade være med at prøve og bare lave lige dét, som netop inspirerer mig, og hvad jeg har lyst til.

Jeg elsker foreksempel at sidde nede ved Susåen her i Næstved, hvor jeg bor og bare høre lækker musik, nyde vejret eller læse en god bog. "Men er det ikke mærkeligt, at sidde der helt alene?" tænker jeg så. Men når jeg er tilpas nok nede, så er jeg fuldstændig ligeglad og gør det bare. Andre folk tanker om mig betyder så meget for mig, hvor jeg egentlig bare burde være ligeglad, da disse mennesker, måske ikke engang interesserer mig. Jeg finder altid mig selv i at rette mig tøj og mit hår, hvis der kommer en flok gutter eller tøser gående, til trods for, at de slet ikke er mine typer? Hvad er det for noget? Så hold da op Amalie og tag dig sammen. Det kan måske virke som om, at jeg bare slår mig selv i hovedet, men jeg er glad for, at jeg kan erkende, hvor det er, at jeg går galt i byen. Selverkendelse er en god ting, hvis man gerne vil udvikle sig.

En ordentlig gang tanker fra mig af. Der var forespørgsel på personlighed og det har i fået. Det er også rart at få afløb med sine tanker og evt. dele side frustationer og/eller glæder. Jeg er bare et sted i mit liv, hvor jeg ikke helt er tilfreds med tilværelsen, jeg er ej ulykkelig eller ked af min hverdag, men jeg ønsker mere. Det hele er så middelmådig og uden udvikling.

Follow on Bloglovin' and Facebook

8 kommentarer :

  1. Jeg kan virkelig godt genkende den følelse! Jeg kommer også selv fra en mindre by, hvor jeg bare ikke følte at jeg hørte rigtig til. Jeg savnede i hvert fald en helt anden type mennesker end dem der boede der! Det er nemlig virkelig rart at have nogen, man kan dele sine kreative tanker med, som man føler forstår hvad man mener. Derfor er jeg også helt sikker på, at du nok skal finde de mennesker, når du kommer videre. Om du starter på KEA eller begynder på noget andet, så skal du nok møde nogle kreative mennesker og lige pludselig så er du omringet af dem! Jeg var faktisk virkelig også nervøs for om jeg ville møde de rigtige mennesker, men det er som om, at når man først har kontakt til én inden for den verden, så åbner der sig hurtigt en ny dør, og så én til - det kommer (næsten) helt af sig selv.
    Jeg har selv haft, og har stadig en frygt for at udleve min kreative drøm! Men for at stykke tid siden mødte jeg en, som jeg fortalte, at jeg var lidt bange for at sige til folk hvad min drøm er. Han gav mig det bedste svar - at selvfølgelig er du bange for at sige det! Det er jo klart at det er skræmmende når det er noget man så gerne vil. Det fik mig til at indse, at alle selvfølgelig tvivler på sig selv. Det handler bare om at lægge den tvivl på hylden og arbejde for det man virkelig vil! Jeg tror også, at alle mennesker har hver deres måde at opnå succes på. Jeg tror tit jeg tænker, at jeg skal nå mit mål på den måde andre har gjort det før mig, hvor jeg egentlig bare burde overveje hvordan JEG bedst kan nå det mål. Men for helvede hvor er det også skræmmende - og ensomt! Det er jo kun dig, dig helt alene der har den følelse af at ville netop dét, og du kan måske ikke engang helt præcist beskrive hvad dét er! Men jeg er også sikker på, at man finder ud af det hen af vejen.

    Ps. Du har ret - det er virkelig rart at komme af med den her slags tanker. Jeg ville aldrig sætte mig ned og skrive noget dagbogs-agtigt omkring mine tanker, men dine indlæg inspirerer mig til at tænke over nogle ting. Jeg håber også, at du kan bruge de tanker jeg får ud af det og skriver her til noget :)

    SvarSlet
  2. Søde, fantastiske Amalie.
    Jeg kan ikke lade være at undre mig over, hver eneste gang jeg læser en af dine personlige indlæg eller ser dine skønne, skønne billeder, hvorfor du ikke har overvejet at søge ind på Medieskolerne i Viborg. Jeg går selv i øjeblikket på grundforløbet på fotografuddannelsen, og kender kun alt for godt den følelse, du beskriver; lysten til at omgive sig med skæve, kreative, inspirerede sjæle. Det synes jeg virkelig, jeg har fået lov til at gøre her!
    Desuden vokser man enormt meget med oplevelsen. Både professionelt og personligt. Jeg plejede selv at føle, jeg var lidt sær, fordi jeg var så optaget af fotografiet og kreativiteten bag. Jeg havde svært ved at håndtere kritik, og var de første par uger hunderæd for at vise mit arbejde frem.
    Jeg synes næsten, du bør tjekke skolen ud :) kan kun varmt anbefale det. Specielt til dig. Jeg har efterhånden lært at genkende talent, når jeg ser det, og synes bestemt ikke dit skal gå til spilde!
    - mia

    SvarSlet
  3. Jeg synes, det er skønt, at du har taget de personlige indlæg op igen! Der findes ingen blog som din, der kan få mig til at reflektere over hverdagen og livet. Du skriver smukt og roligt, og jeg holder meget af at læse dine lange indlæg. De virker bramfrie, og det er befriende, at du ikke kun viser den pæne overflade, men også tager de ting op, som går dig på.
    Jeg er glad for at høre, at du har fået ny inspiration og motivation, og jeg ser enormt meget frem til resultaterne.
    Din blog er helt hundrede en af mine yndlings!

    Lærke
    www.enestund.squarespace.com

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er jeg virkelig glad for Lærke! Jeg kan egentlig også mærke, hvor rart det er, så har jeg lidt mere af mig selv med. Og ja, nu må vi se, hvad det bliver til! Og kæft hvor gør det mig glad, at jeg er en af dine favoritter! Det gjorde hvertfald min morgen en del bedre.

      Jeg kiggede også lige på din blog. Opsætningen, skrivemåden og det hele er bare så fandens fint. Jeg læste lige dit indlæg omkring depressionen, og hvor er det rørende at læse. Normalt er jeg ikke så god til meget "tung" læsning på blogs, men din er jo helt vild skøn og oplysende. Så nu følger jeg sgu med! Glæder mig til at få den læste igennem fra ende til anden ;-)

      Kram Amalie

      Slet
    2. Tusinde tak! Sikke en dejlig besked! :)

      Slet
  4. Jeg synes at du skal komme noget mere til kbh noget mere og du er evig velkommen i min crib :-) kender godt til de følelser du beskriver og derfor håber jeg at du vil komme herind og evt tage nogle billeder sammen en dag.

    Kram

    SvarSlet
  5. Godt nok kommer jeg fra Odense og studerer selv, men jeg ville virkelig synes om - selvom vi ikke kender hinanden - tage med dig på museum og gå ud i København og tage billeder af alt, hvad der fanger blikket.

    Jeg har mit kamera med overalt og har haft det lige siden jeg fik det for fem år siden. Jeg kan sagtens nikke genkendende til dine tanker. Jeg har dem selv, men disse drejer sig mest af alt om, at jeg tager de negative ting alt for tungt. Jeg har ikke problemer med fremmede mennesker og tager gerne initiativet til at snakke med folk og skabe nye kontakter. Jeg har det med at tage en hjælpende hånd fra f.eks. min kæreste meget personligt, og finder hjælpen fjendtlig. Jeg kan ikke lide at blive ydmyget, men jeg bliver jo ikke ydmyget. De hjælper mig jo? Det er det, der er så åndssvagt! Jeg er dog begyndt at arbejde med det, og min kæreste og mine forældre hjælper mig rigtig meget. Det er ikke fordi jeg mangler selvtillid omkring de ting jeg laver og det er heller ikke fordi, jeg ikke lægger mærke til alle de fantastiske ting som der sker ofte. Der skal vist bare en balance til i sidste ende.

    Jeg er sikker på, du nok skal møde nogle mennesker på KEA, som du finder lige i øjet. Man skal bare turde at gøre noget ved det. Du er den eneste, der kan lave om på det og give dig selv det DU ønsker.

    // marlenelykke.bloggersdelight.dk

    SvarSlet
  6. Du er så god Amalie. Alle dine tekster og fotografier er lige i øjet, og så kan jeg relatere til dig. Jeg kan forholde mig til alt, hvad du skriver. At have ønsket om at hænge ud med alle disse folk, du nævner. At det bare virker så naturligt for dem. Og skrækken for at blive dømt på den ene eller måde. Og forvirringen om det hele. Og veninder. Jeg elsker de veninder, jeg har nu, men de er bare så forskellige fra mig. Jeg vil helt andre ting end dem, og regner heler ikke med, at vi forbliver veninder, når vi går ud af skolen til sommer. Vi vil måske mødes engang imellem, men en ordentlig kontakt vil vi nok aldrig holde. Og jeg synes virkelig, det er en trist tanke, men vi er bare for forskellige.

    Jeg har virkelig en dyb respekt for dig, og jeg synes, du gør det så fandens godt. Masser af kærlighed herfra <3

    SvarSlet