mandag den 27. maj 2013

ENOUGH IS ENOUGH

Jeg tænker på ham. Tænker på ham hver dag. Når jeg cykler i skole, når jeg er på arbejde, når jeg skal lægge min til at sove, hver eneste aften og jeg spørger mig selv, hvorfor? Hvor ligger behovet? Jeg sukker efter at komme videre med mit liv i stedet for at have hovedet begravet i gamle minder og i savnet om "hvad der var engang". Ynkeligt. Trist. Komisk. Jeg kigger stadig ind i samtlige biler, jeg cykler forbi, for tænkt nu, hvis han sad derinde? Men hvad ville jeg da stille op? Og hvad ville jeg da få ud af det? Intet. Absolut intet andet end et chok.

Jeg er træt af at gå og savne, men jeg kan ikke rigtig slå mine følelser fra, selvom jeg nu engang ville ønske, at jeg kunne. Nu må det være nok. Nu må det være slut og det troede jeg jo faktisk også, at det var, men åbentbart ikke helt. Siger man ikke også, at man kommer videre, når man møder en ny? Who knows. Ja, måske er man ynkelig og I tænker måske; "Nu må du fandeme tage dig sammen" og ja, det samme tænker jeg. Jeg er træt. Jeg vil ikke savne mere, men når nogle gør indtryk på dig, så forsvinder de jo ikke. Kunne man dog blot trykke slet for evigt.

Jeg er bange. Bange for at ikke kunne komme videre, men mon ikke. Jeg er bange for, at jeg bliver såret igen. Jeg er bange for, at jeg bryder sammen igen. Bange for konsekvenserne. Konsekvenserne af kærlighed. Det er en farlig størrelse.

Tro mig, jeg er glad og velfungerende, men inde i mit inderste indre ligger disse følelser og gemmer sig. De skal nok gå væk, de skal dog bare lige erstattes af nogle andre, men den tid kommer nok. Nu må man blot vente.

6 kommentarer :

  1. du forstår slet ikke, hvor meget jeg kan relatere <3
    og du har ret. "nu må man blot vente."

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er glad for, at jeg ikke er alene. Nogle gange kan man godt føle sig lidt skør <3

      Slet
  2. Du skriver så smukt - tror vi alle kan relatere!

    SvarSlet