fredag den 4. januar 2013

SATURNS BØRN

Photobucket
Melankoli, sænket stemningsleje. I psykiatrisk terminologi betegner melankoli en særlig dyb form for depression. I psykologien er melankoli betegnelsen for det ene af de fire temperamenter eller vedvarende fremherskende stemningslejer, der på helt normal vis kan gøre sig gældende hos et menneske. Melankolikeren er tilbøjelig til at være følsom, omsorgsfuld, samvittighedsfuld, tungsindig, sørgmodig, indadvendt, sky, påvirkelig, irritabel og lidet aktiv. Sædvanligvis optræder dog kun nogle af disse egenskaber og altid blandet med træk fra de tre andre temperamentstyper: flegmatikeren, sangvinikeren og kolerikeren. Den antagelse, at alle menneskers personlighed kan beskrives i form af temperamenter, går tilbage til det antikke Grækenland. Temperamentslæren har fortsat aktualitet i dele af den moderne psykologi.

Betegnelsen melankoli optræder første gang i medicinske skrifter fra slutningen af 400-t. f.Kr., hvor den bruges om en psykisk sygdomstilstand betinget af en overflod af sortfarvet galde. I den græske væskelære er menneskets psykiske sundhed baseret på en balance mellem de fire legemsvæsker blod, sort galde (som lokaliseres i milten), gul galde og slim. Intens intellektuel virksomhed regnedes for en af årsagerne til for stor forekomst af sort galde og dermed til en melankolsk tilstand; følgelig er melankolien ofte opfattet som en trussel mod den vise eller, som i middelalderen, mod eneboernes og munkenes mentale sundhed. I det pseudo-aristoteliske skrift Problemata, nedskrevet i 400- eller 500-t. e.Kr., resumeres temperamentslæren, og det siges her, at alle, som har ydet noget særligt inden for filosofi, statskunst og digtning, har været melankolikere.

I senantikken og senere i arabisk astrologi blev melankoli forbundet med planeten Saturn, som blev anset for en særlig kold og mørk stjerne. "Saturns børn" blev i renæssancen og århundrederne efter en betegnelse for melankolikerne, i hvis horoskop Saturn var placeret i ascendenten. Forestillingerne om Saturn var imidlertid tvetydige. Dens lange omløbstid er tegn på besindighed og visdom, og Saturns børn er derfor mennesker kvalificeret til åndeligt arbejde, og omvendt indvirker åndeligt arbejde på et menneske og får det til at underkaste sig Saturns herredømme. En sådan opfattelse findes hos Firenze-platonikeren Marsilio Ficino, der i 1400-t. identificerede den "aristoteliske" melankoli fra Problemata med den poetiske rasen i Platons dialog Faidros. I og med Ficinos idé om kunstneren som født under Saturn er den opfattelse af geni formuleret, som senere kom til fuld udfoldelse i romantikkens genidyrkelse . Som melankoliker veksler kunstneren mellem en tilstand af inspiration og henrevethed og en tilstand af mismod og sort fortvivlelse.

- Gyldendal

Melankoli er noget, som jeg ofte sammenlignes med. Billeder med stemning og billeder med noget bag, dystre. Melankoli. Ofte når jeg er deprimeret, søger jeg kreative steder hen og jeg fordyber mig i ting. Melankoli fremmer kreativiteten og ordet melankoli forkommer mig ikke, som et negativt ladet ord. Nærmere som noget mystisk, kreativt, alternativt, smukt og mørkt.

6 kommentarer :

  1. Årh sødeste, du er så god...
    Kys

    SvarSlet
  2. det her er sort of lige hvad jeg havde brug for iaften.. tak du <3

    SvarSlet
  3. Jeg har heller aldrig set melankoli som noget negativt, men som noget meget mystisk og mørkt, men alligevel smukt og skrøbeligt.
    Billedet er for resten ret fantastisk, især til beskrivelsen melankoli <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er glad for, at du har den samme opfattelse som mig<3 Og tusinde tak søde!

      Slet