torsdag den 25. oktober 2012

KNÆK CANCER - MIN HISTORIE

I denne uge, som nogle af jer nok ved, kører TV2 en "knæk cancer" kampagne og jeg synes simpelthen er en skide god idé og alle de udsendelser de sender er helt fantastiske og så rørende. Jeg har selv haft kræft i min familie og mistede for nogle år siden noget af det kæreste jeg ejede. I har læst om hende mange gange og bl.a. hørt hendes musik.

Min smukke mormor.
Photobucket
Min mormor hed Kirsten og var en smuk kvinde fyldt med livsglæde. Min mormor var en kvinde, der har lige fra hun været ung, været fyldt med energi og spredte glæde alle vegne. Hun rørte mange hjerter med hendes sang og bragt to skønne mennesker til verden. Min mor og min morbror. Derefter lagde hun sangen på hylden og passede hendes familie. Tiden gik og deres børn blev voksne. Min mormor har senere i sit liv spillet meget til revy - og hold kæft hvor gjorde hun det godt. Man kunne mærke hendes inderlighed og hendes glæde for, hvad hun lavede. Hun har altid været kreativt anlagt, så det er nok dér, at jeg har det fra. Hun har altid syet. Syet min mors brydekjole, syet en masse tøj til mig, da jeg var mindre og bare altid haft en kæmpe talent. Hun var helt fantastisk og jeg er så ked af, at hun nåede at dø, før at hun kunne lære mig noget af det - jeg kunne jo have haft min eget personligt skrædder. Suk. Men deres børn fik selv børn, min bror og jeg. De har altid været de bedste bedsteforældre. Massere af hygge, slik, disney sjov, glæde, kram, kys og kærlighed. Jeg kan huske min mormors dejlige latter og hvordan hun altid gik og sang for sig selv. Trods hende og min morfars mange nedture, så var hun glad og smilende over for min bror og jeg. Jeg har dog altid været et meget genert barn og var ikke så god til andre mennesker. Jeg har selvfølgelig altid elsket dem, men hvad jeg har skullet sige, har altid været svært. Jo ældre jeg blev, jo mere modig og moden jeg blev, så voksede min kærlighed og ligeledes min interesse for dem. I året 2008 var jeg virkelig begyndt at knytte bånd med hende. Men så vendte det hele. Kirsten begyndte at tabe sig og hun synes jo bare, at det var fantastisk. Det er jo altid dejlig at tabe sig uden at lave noget. Jeg er bare så skide ked af, at hun ikke undrede sig bare lidt. Jeg ved ikke hvordan, men pludselig blev hun syg. Hun blev indlagt. Hun havde kræft. Jeg var jo ikke sindssygt gammel, så jeg blev selvfølgelig ikke oplyst om alle detaljerne. Hun havde hvertfald kræft og det var desværre ret sent i forløbet, at det hele foregik. Hvis jeg ikke tager fejl og hvis jeg husker rigtig, havde hun kræft i bygspytskirtlen. Det hele gik så stærkt.
Photobucket
Julen 2008. Min mormor, morfar og min morbrors familie skulle hjem til os og fejre helligdagen. Det var så skræmmende. Når man får kræft det sted, som hun havde det gør, at organet ikke fungerer optimalt. Alt galden var kommet ud i hendes krop. Hun var helt gul. Det var så skræmmende. Det var en super hyggelig juleaften, men det hele skulle spillet lidt, det stemningen var trykket. Den aften fik jeg en plakat med deres band, da de var unge. Jeg blev så glad og den dag i dag, hænger billedet på min væg. Når folk er kede af det, syge eller noget i den duer, er jeg sindssygt dårlig til at håndtere det og især, når det er min familie. Jeg sagde ikke så meget til hende, jeg viste ikke min begymring, jeg gjorde ingenting - og det kan man jo fortryde nu.

Året 2009 startede ikke så godt ud. Hendes sygdom blev værre og værre. Kræften blev opdaget så sent at der ikke var meget at gøre. Jeg tror faktisk ikke, at det behandlede hende på nogen måde, da det var for sent (Igen, mangel på info). Dagene gik og alt blev værre. Det var svært at klare skolen og det var svært at snakke om, men jeg levede bare med det og følte ikke helt, at det var "ægte". I slutningen af januar gik det hele ned. Hun blev indlæg på Odense syghus og min mor boede nærmest derovre. Den 22. januar modtog min far, bror og jeg en besked om, at hvis vi skulle sige farvel, så skulle det være nu. Jeg kan huske, at jeg var hjemme sammen med min far. Min bror var oppe og træne og vi prøvede at ringe til ham, men fik ingen kontakt. Så kørte ved ned til træningscenteret og gik ind og fandt ham og sagde at vi skulle afsted. Han blev chokeret. Vi tog til Odense med toget og gik ind på hospitalet. Jeg kan huske, at vi fjollede på vej derover og jeg tror egentlig ikke, at vi vidste, hvad der foregik. Vi gik ind på de sterile og ubehagelige hospitals gange og jeg kunne se min morfar tøffe rundt ude på gangen. Jeg undrede mig hvorfor, men da jeg kom tættere på kunne jeg regne ud hvorfor. Hendes åndedræt... Hun var så tæt på bristepunktet, så hele hendes krop kæmpede så hårdt. Det var det mest ubehagelig lyd, som jeg nogensinde har hørt. Det kæmpende, tunge og uregelmæssige åndedræt. Jeg kan slet ikke beskrive det. Det siddet stadig i mit hoved og jeg vil nok aldrig glemme det. Jeg kan huske min morfars ansigts udtryk. Jeg kan huske min mors helt røde øjne og det bedrøvede blik, hele hendes verden styrte sammen. Jeg kom ind på stuen og så dette menneske ligge i sengen. Helt smadret at se på, helt gul i huden, tynd og bevidstløs. Min mor sad ved hendes side og holdt hende i hånden. Jeg ved ikke, hvor længe jeg var inde på stuen. Jeg kunne ikke få mig selv til at røre hende, jeg kunne ikke få mig selv til at kigge på hende. Jeg var smadret. Jeg har virkelig aldrig oplevet noget lignende. Jeg stilte mig i vinduet og kiggede bare ud uden overhoved at fokusere på noget. Jeg stod bare der med tårene trillende ned at mine kinder. Jeg behøvede ikke engang at blinke, før at de kunne trille. Jeg ved ikke, hvor længe jeg stod der, men noget af det værste ved det hele var, at se min familie græde. Se min storbror græde, som ellers altid har været stærk. At se min far græde, som er en mand med meget kontrol og ikke udtrykker sine følelser så tit. Men det værste var helt klart at se min mor græde. Hende som altid er der og hende som er min støtte. Det var forfærdeligt at se de bedste mennesker i mit liv helt smadrede og så kede af det. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle håndtere det. Jeg kunne ikke kigge på min mor, jeg kunne ikke kigge på min morfar, jeg kunne ikke sige, at jeg var ked af det og jeg kunne ikke kramme nogle af dem. Det var så hårdt. Da jeg var inde i rummet turde jeg ikke at røre ved hende. Jeg turde ikke sige farvel. Vi forlod hospitalet og lod min mor være der med hendes far. Dagen efter var hun væk. Den 23. januar 2009.
Photobucket
Det var en skoledag dagen efter og jeg tog afsted. Jeg kunne ikke holde ud at være derhjemme. Ingen fra min klasse vidste at hun var død. Jeg gik ind i klasse og min tøsegruppe kom med det samme. Det første den ene siger: Hvordan har min mormor det? Og lige dér knækkede filen. Jeg knækkede sammen og hende der sagde det, blev simpelthen så flov og ked af det, men hun kunne jo ikke vide det. Min klasselærer sagde det til klassen og jeg sad bare og hulkede. Jeg kan ikke huske, om jeg tog hjem bagefter. Hele perioden efter var et helvede og det er også en af grundene til, at jeg ikke kan huske så meget. Efter jeg blev mobbet i folkeskolen har min krop fået sin egen forsvarsmekanisme. Jeg glemmer ting. Min hjerne sletter mange ting. Jeg kan godt huske, hvad der er sket, men alle detaljer er væk. Jeg kan huske, at jeg sad meget på mit værelse, hvor jeg pludselig har kunne høre min mor græde. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Skulle man gå derind? Skulle man lade være? Skulle man trøste hende? Det var svært. Det var det værste nogensinde. Jeg kunne ikke sove i mange uger efter og jeg græd mig tit i søvn. Detaljerne er væk. Jeg kan huske, at lige inden at hun blev syg, gav hun mig et armbånd, som jeg skulle lave for hende. Det havde jeg glemt alt om og lidt tid efter, at hun var død, fandt jeg det. Jeg knækkede fuldstændig - jeg følte, at jeg havde svigtet hende.
Photobucket
Da hun lå på hospitalet, vidste hun ikke, at hun skulle dø. Min mor og morfar ville ikke udsætte hendes for den frygt. Hun dødede i troen på, at alt ville blive bedre. Det var bedre sådan. Ingen mennesker behøver den frygt og hun dødede lykkelig og nu er hun et bedre sted. En ting jeg har fortrud siden er, at jeg ikke sagde farvel. At hun ikke vidste, at jeg elskede hende, da jeg aldrig havde fortalt hende det. Det er jeg virkelig ked af. Jeg har meget svært ved at sige "jeg elsker dig" til de personer, som jeg VIRKELIG holder af. Jeg fortryder at jeg ikke tog hendes hånd, men jeg kunne ikke. Det kunne jeg simpelthen ikke. Jeg elsker hende og tænker tit på hende. Der er mange ting, som sætter alle minderne i gang.

Hendes bisættelse. Der var så mange smukke blomster og et kæmpe fremmøde i kirken og jeg kan huske, at jeg tog noget tøj på med farve, da jeg vidste, at hun ikke ville havde, at vi skulle være kede af det og i sort. Hun ville have haft liv og glæde. Det var uvirkelig og alle græd. Det var det værste at se hele ens familie  græde. Min kusine, der ikke var så gammel, sad og sagde mens hun græd: "Jeg savner hende, jeg savner hende". Det var færdeligt, da hun egentlig ikke vidste, hvad der egentlig foregik. Hun var ked af det, fordi alle andre var kede af det. Medlidenheden var også så forfærdelig og jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det har været for min mor og morfar. Min mor havde mistet den person, som havde givet hende liv og min morfar havde mistet sit livs kærlighed. Det var uvirkeligt, men det var en smuk bisættelse. Mange blomster der bare var et udtryk for, alt hvad hun stod for. Glæde, farver, fuld af liv, skønhed.
Photobucket
En ting som jeg er aller mest ked af, er at min familie lidt af gået i opløsning siden. Båndet er ikke lige så stærkt og hun var virkelig holdepunktet. Jeg vil sørge for, at min egen familie ikke skal gå i opløsning og jeg vil ALTID se mine forældre, så ofte som muligt, for man ved altid, hvornår man mister dem. Men den ting som jeg er aller mest ked af, er at hun ikke ser, hvem jeg er blevet til. Jeg er blevet en kreativ ung voksen, som ville kunne have lært så meget af hende. Jeg tror, at hun ville have været stolt. Det håber jeg hvertfald. Jeg er ked af, at hun ikke oplever mit liv, min udvikling, mine op- og nedture. Jeg er ked af at hun ikke kommer til at være med til at se mig blive student, at hun ikke vil være til mit bryllup og hun ikke komme til at møde mine børn. Hun er et kæmpe forbillede for mig og jeg vil gøre alt for at gøre hende stolt. Min første tatovering er også et minde for hende. I kan læse om den her. Det bliver nok ikke den sidste tatovering med hende. Det var mit første dødsfald som var tæt på mig, så det tog hårdt på mig og modnede mig meget. Jeg tør slet ikke forestille mig de næste dødsfald.

Men der er jo mange andre, der har oplevet noget meget værre, men det her er min historie omkring kræft. Jeg mistede min mormor. Jeg håber ikke at nogle andre i min familie får det. Jeg håber ikke, at jeg selv bliver ramt og ønsker ikke at det overhoved skal ramme nogen. Men det gør det desværre, så vær nu vågne. Læg mærke til de signaler din krop sender. Vent ikke med at gå til læge ligesom min mormor. Pludselige vægttab, smerte og træthed er et tegn på kræft. Hvis du har den mindste tvivl, så få det tjekket. Hellere blive tjekket for meget end for lidt - lad os knække cancer.

For min smukke, inspirende og fantastiske mormor. Jeg elsker dig Kirsten, og jeg er ked af, at jeg ikke fik fortalt dig det. Du har fået en stor betynding for, hvem jeg er blevet. Du har en helt speciel plads i mit hjerte og du vil altid være i mine tanker.

Din egen sóde "Malle"

14 kommentarer :

  1. Smuk fortælling.... Virkelig flot at du tør stå sådan frem på bloggen, og blotte dig totalt. Mistede selv min farfar for snart 11 år siden... På min 5 års fødselsdag. Faktisk har jeg også planer om at min første tatovering skal være dedikeret til ham.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusinde tak skal du have Natascha! Puha, det lyder som en hård omgang og det lyder, som en meget uretfærdig dag :-( Det er hvertfald den tatovering, som jeg er aller mest glad for, så jeg synes, at det lyder, som en rigtig god idé <3

      Slet
  2. Knæk det lort. Det er det aller aller værste.
    Jeg har ikke mistet noget nær til cancer. Men jeg har min mor der så lang tilbage jeg kan huske, og stadig den dag i dag, kæmper imod canceren.. Desværre kan det ikke altid helbredes eller fjernes - endnu!

    Rigtig dybt og smukt skrevet! Det er tydelig at denne kvinde betyder noget helt specielt for dig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg holder med dig! Hun skal nok klare den - det er sket før <3
      Og tusinde tak <3

      Slet
  3. Hold kæft, hvor er det smukt skrevet. Jeg er sikker på, hun ville være rigtig stolt af dig, hvis hun kunne se dig nu! Jeg synes, det er fedt, at du er så åben, og at din blog er så personlig. Respekt

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusinde tak <3
      Og jeg er glad for at høre, at du tror det. Og tak - jeg kan godt lide at få at vide, at den er personlig. Det er virkelig rart. Tusinde tak <3

      Slet
  4. du fik mig til at tænke, til at skrive. min farmor
    http://fjumskat.blogspot.dk/2012/10/farmor.html

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er glad for, at jeg har kunnet få nogle tanker i gang <333
      Smuk indlæg du har skrevet.

      Slet
  5. Wow, hvor er det smukt, det her. Virkelig smukt, at du har lyst til at dele det, og din mormor lyder som en fantastisk kvinde. Denne tekst gav mig tårer i øjnene, og jeg sidder i øjeblikket og er på kanten til at græde. Jeg mistede selv min mormor for 3,5 år siden. Hun havde også kræft, og nogle andre sygdomme. Hun havde heller ikke lyttet til sin krops signaler, og hun var bange for læger, så kræften blev oplevet alt for sent. Min mormor har naturligvis altid betydet meget for mig, men jeg har aldrig haft et ekstremt tæt bånd til hende. Hun lå på hospitalet i næsten et år, og hendes sygdpm blev værre og værre, inden hun kom på hospice og boede i en månedstid inden hendes død. Heldigvis for mig gik der ekstremt lang tid, så jeg nåede at tænke over det hele. De sidste uger, på hospicet, var vi på besøg hos hende næsten hver dag, og min mor tabte sig også meget i min mormors sygdomsforløb, fordi hun var så nervøs, at hun mistede appetitten. De sidste par dage kunne hun ikke tale eller se, og da hun mistede al bevægeligheden, vidste vi, at det var tæt på at være slut. Vi sagde farve en aften, og "håbede" på, at det var slut. At ingen af os, heller ikke hende selv, behøvede at kæmpe mere. Vi kunne ikke falde i søvn om aftenen, og næste morgen, klokken fem, ringede de fra hospicet og fortalte, at det var slut. Vi tog derud, og jeg husker, at jeg prøvede at glemme det hele med glæde. Jeg tog til gymnastik nogle timer senere, og fortalte det, men jeg glemte alle triste følelser, fordi jeg ikke kunne holde til at have dem i kroppen. Min venindes bedstefar døde samme dag, og når vi har snakket om tilfældet, har vi sørget for at glemme alle de triste følelser. Ikke blot for hinanden, men også for os selv, så vi ikke selv skulle føle dem.
    Efter hendes død gik mange ting galt. Vi har aldrig haft meget kontakt til min morfar, da han har boet i København, og jeg i Aarhus, men min søster og jeg har altid fået gaver af ham, og vi har snakket i telefon med ham nogle gange. Efter min mormors død mistede vi al kontakt med min morfar og hans kone, min ene onkel samt hans to døtre. De gad ikke længere være i familie med os, grundet en lille konflikt til min mormors begravelse. Jeg blev ked af det, men da vi aldrig har været meget sammen med dem, havde jeg det fint med det. Men jeg kan forestille mig, hvor hårdt det har være for min mor; Hun mistede ikke blot sin mor, men også hendes far, hendes ene bror og hendes to niecer. Det eneste positive i sagen er, at min familie nu har fået et meget stærkere bånd til min mors anden bror og hans familie.
    Jeg har det også svært med at sige "jeg elsker dig" til dem, som jeg virkelig elsker. Det havde jeg heldigvis ikke dengang, men det var virkelig hårdt at se så mange mennseker græde, folk, man aldrig har set græde før.

    Puha, så kom jeg lige ud med hele min historie her, en hel roman nærmest. Men du skal bare vide, at jeg virkelig forstår dig og føler med dig <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusinde tak Matilde og skønt at du har ville læse det hele <3 Det er jo noget af en mundfuld!
      Men din historie er utrolig tragisk - især for din kære mor. Du kan havde ret i, at et langt sygdomsforløb kan give en tid til at tænke, men samtidig.. Man når at se vedkommende bliver virkelig syg og det hele bliver bare forlænget. Det er ligesom et plaster - det skal bare hurtigt rives af, så det er overstået! Men jeg er glad for, at du har kunne finde en hvis trykhed ved det.

      Men jeg er glad for at høre din historie. Den var meget rørende <3 Jeg tror desværre at der er mange unge sjæle der har mistet deres familie til cancer. Suk.

      Tak fordi at du tog dig tid til at skrive kommentaren <3

      Slet
  6. Respekt! Amalie det er virkelig smukt at du skriver sådan en fin tekst om din mormor, hun lyder som et dejligt menneske. Bliver helt rørt..

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusinde tak søde Sonia! Det betyder meget <3

      Kram x 1.000.000 <3

      Slet