tirsdag den 1. august 2017

NEW PORTFOLIO


Efter at jeg er begyndt at læse på Danmarks Medie- og Journalist Højskole i sommers, har jeg fået produceret en masse ting. Dog ikke så meget som jeg er tilfreds med, men jeg er alligevel endt ud med en portfolio med nogle af mine ting og en masse af mine fotografier. Jeg har lavet hjemmesiden hos Cargo Collective, hvilket jeg synes fungerer rigtig fint.

Vær velkomne til at kigge jer omkring på siden, selvom der ikke er så meget endnu. Derudover er alt feedback velkommen. Siden er ikke 100% som jeg gerne vil have den, men den fungerer for nu.

Besøg siden her


søndag den 30. juli 2017

SOMETHING ABOUT BODY CHANGES


OBS! Der er hverken rigtig eller forkert i dette indlæg, blot mine egne erfaringer og tanker.

Jeg har, ligesom så mange andre piger og kvinder her i verden, haft problemer med min krop lige så længe, jeg kan huske. Vi har altid været uvenner og det er så trættende at være sammen med sin værste fjende hele tiden. Det er desværre en tendens, som bare ser ud til at blive værre og værre og rammer yngre og yngre kvinder hver dag. Sociale mennesker kan være skrækkelige og kropsidealer er så svære at ramme, og jeg tror desværre bare, at piger nu til dags rammes tidligere og tidligere af dette selvhad, da de nærmest har en telefon i hånden, fra de er 3 år gamle, hvis ikke tidligere…

Når det så er sagt, så har min egen krop ændret sig meget gennem de sidste par år og jeg slås med det. Meget endda. Det er et meget ømt punkt for mig at fortælle om, da min krop og mit udseende har været en kæmpe problem i mange år efterhånden, dog ikke som nu. Siden jeg var en ung teenager, har jeg haft en ustabil psyke og har sloges med mine indre dæmoner. Disse dæmoner med selvhad, utilstrækkelighed og ensomhed har kunne blive dæmpet med mad. Især chokolade har været min bedste ven i lang tid og en stor afhængighed.

Da jeg boede hjemme hos mine forældre, har jeg aldrig været tilfreds med min krop. Der var altid noget galt, men den hjemmelige stabilitet sørgede for, at det nogenlunde var under kontrol. Så flyttede jeg til København i 2014 og skulle klare mig selv. Siden da har jeg taget 15 kilo på og jeg kan ikke genkende mig selv længere og selv for 15 kilo siden, var jeg ikke glad for spejlbilledet. Jeg ser en overvægtigt og ulykkelig pige, når jeg kigger på mig selv og især hvis andre tager billeder af mig. Jeg væmmes. Hvad har jeg dog gjort ved min krop og hvordan har jeg kunne lade det gå så vidt? Jeg har bare lukket øjnene og åbnet munden.

I sommeren 2015 ramtes jeg har en slem depression og sad indespærret i min lejlighed i lang tid. Dette førte til, at jeg spiste chokolade og usund mad HVER dag og i store mængder for at dulme mine følelser. Når jeg spiste, så var jeg ikke lige så alene og tiden gik. Efter sommerferien forsatte jeg min latterlige kurs og så drak jeg nok også alt for meget, for at flygte fra virkeligheden. Jeg tænkte ikke over konsekvenserne, før at jeg ikke kunne passe min yndlings nederdel mere. Så fik jeg skrækmærker på mine hofter. Så fik jeg strækmærker langt ned af mine lår. Så kunne jeg mærke min mave folde på en anden måde. Så ramte mit bryst min mave på en anden måde, når jeg sad bøjet sammen. Jeg stoppe med at tage selvportrætter og generelt set poste billeder af mig selv. Jeg begyndte, at gå i alt for stort tøj og havde aldrig stramme bluser på længere. Jeg mistede mistet min identitet denne vægtøgning og kunne ikke stå inde for, hvem jeg var.

Nu står jeg her på min maksvægt, med dobbelthage, en vom og strækmærker på kroppen, som vil være permanente minder omkring denne mørke periode af mit liv. Nu virker vejen så lang og jeg bliver ved med at ramme en mur af dårlige undskyldninger. Jeg undgår at møde folk, som jeg kendte for 2-3 år siden, fordi at jeg ser så anderledes ud. Jeg skammer mig, når jeg ser mig selv i spejlet på mit arbejde, når mine veninder sender snaps af mig og når jeg møder nye mennesker.

Denne vægtøgning har også resulteret i, at jeg ikke tør date. Hvis jeg hader min krop, hvordan skal jeg dog kunne lade et andet menneske være nær den? Det her er ikke mig. Da jeg havde fødselsdag i maj måned, så fik jeg kakao og chokolade af mine klassekammerater. Det er den person, som jeg er blevet. Den der forbindes med kakao, chokolade og usund mad. Den identiet vil jeg ikke have. Jeg er også begyndt at joke om, hvordan jeg spiser. Dette er uden tvivl en forsvarsmekaniske, så den faktiske smerte dulmes lidt. At gøre lidt grin med problemet i stedet for faktisk at fortælle, hvad der foregår inden i mig. At jeg i virkeligheden spiser fordi, at jeg er ensom, fordi mit psykiske helbred er dårligt og fordi jeg har fået så mange dårlige vaner. Dog er det så latterligt, for når jeg spiser dårligt, får jeg det også dårlige psykisk og når jeg spiser godt, har jeg det bedre, men falder stadig i.

I forhold til min vægt og mit selvbillede, har jeg virkelig ramt bunden pt. Jeg kan ikke passe mit yndlingstøj og jeg væmmes ved mit eget spejlbillede, men jeg kan stadig ikke finde ud af at tage mit sammen. Hvis det stod til mig rejste jeg langt væk, så ingen kunne se mig, fordi at jeg skammer mig så meget. Den eneste der kan gøre noget ved det, er kun mig selv og det er min hånd, som styrer, hvad der kommer ind i min mund. Jeg ved godt, at nogle ikke ser mig som tyk og så videre, men jeg kan mærke at min krop har ændres sig til det værre og den følelse er meget svær.

Dage som disse kan jeg mærke, hvordan min krop gøre ondt og mine håndled brænder. Ikke af fysisk smerte, men af psykisk. Der er ikke noget værre, end ikke at kunne genkende den krop, som man huser.

Det lyder måske dramatisk og voldsomt, men disse ændringer har virkelig været voldsomme for mig. Stjålet min lyst til at gå ud, tage på arbejde og møde nye mennesker. Nogle dage bugner jeg af motivation og gør alt hvad jeg kan, for at få det bedre, men så ramler det i mit hoved og jeg dulmer sorgerne med mad.

Jeg ser mange serier om overvægtige mennesker og elsker at følge processen og én ting, som jeg har lært, er at mange mennesker netop spiser for at dulme tilstedeværelsen, at glemme og for ikke at føle. Det er svært at indrømme for sine venner, at man har et problem, især mine venner fra København, da de ikke rigtig har kendt mig anderledes. Det er næsten det værste. De kender ikke den rigtige mig, kender ikke min rigtige stil, blot den her pige som altid spiser chokolade, gør grin med sin mad og går i alt for stort tøj. Derudover er jeg også sikker på, at min usikkerhed stråler ud af mig.

Man har kun den samme krop resten af ens liv, så derfor skal man også passe på den og behandle den ordenligt og med respekt. Man ville jo aldrig behandle eller tale til andre personer, som man behandler og taler til sin krop. Jeg er all-in for body positivity og man skal elske sin krop, som den er; men den her krop er ikke mig. Der er så mange smukke mennesker i denne verden i alle former og farver og heldigvis tillader vores verden, at alle er velkomne. Alle skal gøre, hvad der føltes rigtig for dem selv og denne fortælling er blot, hvad der foregår i mit hoved. Jeg vil ikke fortælle, hvad der er rigtigt eller forkert, kun dele mine erfaringer med en krop der ændrer sig, for én med psykisk ustabilitet.

Jeg vil være den mig, som jeg drømmer om. Jeg vil gerne lære at elske mig selv, at kæmpe for mig selv og ikke kigge væk fra problemerne. Blive mit bedste jeg. Det fortjener alle mennekser i denne verden - at være deres fuldstændig bedste og autentiske selv, hvad end det så må være.

Follow on Bloglovin', Facebook and Instagram

søndag den 8. januar 2017

CONTRAST




Når det kommer til min stil i plakater og fotografi, er den utrolig kontrastfuld. Jeg fik disse to plakater i julegave, den ene af mine forældre og den anden af min bror. Jeg har ønsket mig den tatoverede dame fra TOT i virkelig lang tid og nu blev den endelig min. Den anden var jeg bare faldet over nede i Posterland i midtbyen og blev rimelig forelsket i det samme, da Flora Danica-stilen bare har sådanne et detaljeret og skrøbeligt udtryk. Blomster plakaten er vidst fra en udstillingen på SMK, så om det eksisterer flere ved jeg faktisk ikke.

Da jeg kom hjem efter jul, vidste jeg ikke lige hvor, at jeg skulle hænge dem, så de har bare stået ved siden af hinanden. Når jeg sådan har gået og kigget på dem placeret sådan, synes jeg, at de beskriver mig som person meget godt. Lidt hård udenpå og blevet fin og skrøbelig indeni. Hvis jeg blot havde været det ene, havde der slet ikke været den her diversitet i min kunst på mine vægge eller i min personlighed. Jeg synes blot, at det er en lidt spøjs og fin observation. Derudover ønsker jeg VIRKELIG at se ud som den tatoverede kvinde om ikke alt for mange år, dog har det lange udsigter, når man er på SU.

Plakater kan jeg virkelig aldrig få nok af og jeg er så glad for at disse to nu er min efterhånden meget store samling.

onsdag den 4. januar 2017

SPENDING NEW YEARS EVE ALONE


Jeg håber, at I alle sammen er kommet ovenpå efter både jule og nytår, det er jeg ved at være. Trods at december ikke gik som planlagt, med min oldemor der gik bort og min ekskæreste der fik en ny kæreste, så kom jeg igennem på den anden side, selvom juleglæden var langt væk.

I år var jeg ikke blevet inviteret til nogle nytårsarrangementer eller havde, for den sags skyld, heller ikke opsøgt nogen og det har jeg egentlig haft det OK med. Det var selvfølgelig træls, men jeg accepterede situationen og så lidt lyst på det i stedet. Jeg ville ikke have tømmermænd, jeg kom ikke til en eller anden nederen og skuffende fest og jeg skulle ikke tænke på, at jeg nok ikke ville få et kys, når klokken slog 12. Derudover havde jeg også planlagt, at jeg skulle op at træne den 1. januar, for der ville ingen mennesker være og så var jeg endelig kommet i gang igen efter måske et års pause.

Jeg lagde mig dog syg over julen og hurtig blev alt min optimisme forvandlet enormt pessimisme og ensomhed. Så dagen rundede og jeg handlede ind til lidt lækkert mad og en helveds masse slik, så jeg havde, hvad jeg skulle bruge for at komme gennem aftenen. Jeg har dog aldrig prøvet noget så sørgeligt, som at sidde der alene på denne "store" og opblæste dag. Den eneste person jeg snakkede med, var personen i kassen i Meny og jeg kunne følge med i alle mine venner og bekendtes diverse sociale medier og det hjalp bestemt ikke på humøret.

Da klokken slog 12 og jeg stod og kiggede ud over København fra min altan, kunne mit hjerte ikke længere. Nu stod jeg her i 2017 helt palle alene. Sidste nytår havde virkelig heller ikke været en succes, da 2 drenge svinede mig til og at den ene fik jeg til at græde. Dog var det her 100 gange værre, for jeg var hele alene. Jeg knækkede sgu sammen og klyngede mig til Archimedes, som var med mig den aften, men som ikke helt tæller for selskab. Så aftenen gik med at kværne chokolade, spille computer og se en masse film i TV. Jeg var dog heldig at ingen af mine naboer holdt fest, så det var til at holde ud.

Men nu står jeg på den anden siden af 2016 og jeg er lettet. Lettet over at jeg nu kan lægge de sidste 12 måneder bag mig og se fremad. Nu har jeg 365 nye muligheder for at vende mit liv til det bedre og optimismen er på vej tilbage op i mig. Jeg har også gjort mig en erfaring ved at holde nytår alene, for jeg er klar over nu, at det er bedre at være sammen med mennesker du elsker til en eller anden skod fest, end at være alene og se dine kære have det sjovt uden dig.

Så hvis du kender nogen, som til næste år ikke har nogle af være sammen med, så ræk hånden ud. Det vil jeg helt sikkert gøre fremover, for det er en forfærdelig ensom situation at være i. Jeg ved godt, at jeg havde venner der spurgte, efter at jeg havde fortalt, at jeg skulle være alene, men en pity-invite var heller ikke en succes for mig. Næste år må jeg bare gøre situationen bedre og ved nu, at det ikke er det være at være alene. Jeg har kastet mig ud i det nye år og har allerede en masse forsæt, som I nok skal høre om!

Hvordan kom I ind i det nye år?

søndag den 18. december 2016

THIS PAST YEAR

Jeg begriber nærmest ikke, hvor hurtigt dette år er gået - trods når jeg kigger tilbage, så er det jo sket så latterligt meget. Jeg begriber heller ikke, hvor lang tid siden det er, at jeg har skrevet herinde, trods siden her har været i mine tanker ofte.

En trofast læser kommenterede forleden dag, om bloggen her ville består og min første tanke var uden tvivl; ja. Jeg elsker at have et sted, hvor jeg, for det første, kan ventilere, men også et sted, hvor jeg kan dele kreative projekter, billeder og alt muligt andet. Jeg synes ikke forfærdelig meget om at dele mine ting på facebook, da de fleste af mine venner nok ikke gider at se/høre på det. Så det her forum har de perfekte rammer - man kan kigge ind hvis man har lyst, men der er ingen tvang. Så siden her vil består, for jeg har så meget på hjerte, som jeg gerne vil dele. Jeg har nedprioriteret både siden her og min dagbog det sidste års tid, eller nærmest siden at jeg flyttede til København for 2 1/2 år siden - så for mig kræver det bare, at jeg tager nogle timer ud af kalenderen hver uge og giver mig selv tid til at fordybe mig i netop dét her.

Siden her poppede op for efterhånden mange år siden og bloguniverset har ændret sig meget gennem de sidste par år. Der er mange, der ikke gider at følge med mere, da det efterhånden handler meget om sponsorerede indlæg og "mig-mig-mig" og for mig, hvis nogle hører at jeg har en blog, bliver jeg lidt flov. Jeg ved ikke helt hvorfor, men det er nok fordi, at det startede som en teenage-ting for mig og sådan ser jeg det måske nok stadig? Jeg har det underligt med at blive ved, men jeg har heller ikke lyst til at give slip på det.

For mig ses om blog også som en stor mulighed. En mulighed for at dele min tanker, kreativitet og projekter. En mulighed for at blive opdaget og række ud. Derfor vil jeg heller ikke give slip på det, for man kan nå langt. Jeg aner virkelig ikke, hvad jeg vil med mit liv, men siden her kan måske hjælpe mig på vej i den rigtige retning.


Nu er det december og der er snart gået endnu et år og jeg fatter ikke hvor meget, der er sket.

Sidst at jeg tjekkede ind her, havde jeg fået en kæreste. Ham og jeg er ikke sammen mere og det varede ikke længere end måske 4 måneder. Jeg skyndte mig ind i forholdet, da jeg virkelig havde savnet nærvær og tryghed og pludselig, følte jeg mig ikke så ensom længere. Det gik dog ikke, trods at vi havde det sjovt sammen, var vi et dårligt match. Han havde svært ved at sætte sig ind i min psykiske situation og så havde vi meget forskellige prioriteringer i livet, så efter min eksamen på KEA, var det hurtigt slut. Det sluttede desværre ikke så godt, men vi er begge kommet videre, men det har dog efterladt ar på mig. Siden at jeg mødte ham, har jeg ikke rigtig kunne få gang i mine gode rutiner og jeg sidder ligesom bare fast i en rille, som jeg ikke lige ved, hvordan jeg skal komme ud af.

Han fortalte mig, da vi gik fra hinanden, at jeg var mere besværlig, end han regnede med. Jeg ved, at han ikke mente det, som det lyder, men den sætning har virkelig siddet fast i mig - som om at jeg virkelig er umulig at omgås. Jeg ved, at jeg nok ikke er nem, men jeg er da lang mere spændende end de fleste, da jeg har en del selvindsigt og har grublet over livets mange mysterier i mange år. Fred være med det.

2016 så fantastisk ud, da vi fandt hinanden og det var på en måde rart at opleve lidt kærlighed i mit liv igen, trods det fejlede hurtigt. Forholdet efterlod mig helt klart dårligere stillet end jeg var forinden, men jeg ved, at jeg hjalp ham med nogle ting og det ser jeg som et positivt outcome af vores tid sammen.

Trods min mislykkedes kærlighed er det også sket nogle helt vilde ting i 2016. I sommers blev jeg færdiguddannet multimediedesigner på KEA, hvilket virkelig var en lettelse. Jeg kæmpede virkelig med mine relationer på KEA, så at være ude af det, er helt fantastisk og virkelig en lettelse. Jeg fatter nærmest ikke, hvor hurtigt de 2 år gik og hvor mange mennesker, som jeg nåede at møde.

Dog var det ikke det største. I foråret søgte jeg ind på Danmarks Medie- og Journalist højskole på deres grafisk design linje. Det er nok den bedste skole inde for dens felt i Danmark og kun 20 personer kommer ind om året, så jeg havde små chancer. Trods at jeg var lige ved at droppe den første optagelsesprøve, fik jeg afleveret den lige før deadline og var så i en venteposition. Noget tid efter fik jeg at vide, at jeg var kommet videre til den næste optagelsesprøve på skolen, som ville vare over 2 dage. Så i starten af maj, midt i det sidste projekt på KEA, tog jeg til optagelsesprøve på skolen sammen med 60 andre elever. Det var nogle nervepirrende dage og alle omkring en kunne sidde og kigge på ens ting. Jeg kom dog igennem det og blot nogle få uger efter, fik jeg mailen. Mailen om optagelse.

Jeg var på arbejde i Paper Collective, da den kom og jeg opdagede den faktisk først efter nogle få timer efter, at den var kommet. Mit hjerte bankede vildt hurtigt og da jeg læste mailen, fattede jeg ikke mine egne øjne. Jeg var fandeme kommet ind og så endda i første huk! Det er meget normalt, at man ikke klarer den første gang, så det var virkelig vildt. Min første reaktion var at grine og græde på sammen tid og så løb jeg op til mine chefer, stortudede og ringede til mine forældre med det samme. Det var så stort man. Jeg fatter det stadigvæk ikke, trods for at jeg har gået på skolen siden september.

Så nu har jeg allerede gået på skolen i et helt semester og hold nu kæft, hvor det er hårdt. Der er nye projekter hver uge, latterligt lange dage, ens kreativitet bliver presset konstant og jeg er omringet af meget dygtige mennesker. Med mit lave selvværd er det virkelig hårdt for mig psykisk at være omkring så dygtige folk hele tiden, da jeg ser meget dårligt på mig selv - men herre Gud, som vores lærere siger, "vi er eliten" og ja, det er vi! Jeg har har allerede lært SÅ meget og kan ikke vente med at lære mere. Jeg kæmper dog meget med at finde min egen stil, men håber lidt at den kommer i takt med, at jeg når længere i mit skole forløb. Jeg har stadig 2 1/2 år til at finde ud af det heldigvis.

Trods at jeg er kommet ind på drømmeuddannelsen, ved jeg virkelig ikke, hvad jeg skal med mit liv. Jeg har ikke været ude at rejse overhovedet, som mange i min omgangskreds og hvad skal der ske, når jeg er uddannet grafisk designer? Damn... Jeg må se, hvad tiden byder sig.


Andre ting i 2016 har været... at mine forældre har solgt mit barndomshjem og købte verdens lækreste hus, som jeg slet ikke kan vente med at bo halvt i, jeg har boet sammen med Archimedes i over ét år, jeg er fyldt 22, jeg har mødt 2 fantastiske piger i min klasse på skolen og fået en fantastisk veninde gennem Instagram, jeg har taget 10 kilo på, hvilket virkelig er noget møg, men det må der laves om på i 2017, jeg er blevet meget tættere på min bror gennem de sidste par måneder, jeg har kun fået lavet én sølle tatovering i år, jeg er stoppet i Paper Collective og jeg er snart færdig med mit engangskameraprojekt og sikkert også mange andre ting.

Shit et år. Jeg har været psykisk ustabil det meste af året, men det er virkelig sket nogle store positive ting, det er helt vild. Trods det meste eksterne har fungeret rigtig godt, har jeg virkelig kæmpe med mine indre dæmoner - men jeg er optimistisk for 2017. Det er bare fået op for mig, at jeg skal elske/hjælpe mig selv, før at jeg kan lukke andre ind. I just gotta keep trying.


torsdag den 9. juni 2016

MY POSTERS

Gennem de sidste 2-3 år er min interesse for kunst, grafisk design og ikke mindst plakater steget vanvittigt meget. Det har resulteret i at jeg har kastet rigtig mange penge efter plakater. Jeg har ikke helt tal på, hvor mange jeg har, men tidligere på ugen købte jeg 3, så det går altså også stærkt... Plakater skaber sådanne en bestemt stemning i et hjem og siger faktisk utrolig meget om dem, der bor der. Samtidig synes jeg også at det er super kedeligt og uinspirerende at være i et hjem uden kunst på væggene i en eller anden forstand. Mine plakater er hvad, der skaber mit hjem og fremadrettet har jeg 5 plakater, som jeg ved, at jeg skal have - det ender en dag med at jeg har plakater gulv til loft og det bliver helt fantastisk.


Nikon Plakat, kunstner ukendt - Lousiana plakat fra udstillingen med Jeff Wall - Plakat fra den svenske Natalie Foss, købt på Society 6.

Plakaterne i min stue for enden af mit spisebord med et lille sneak peak til mit 365-dages projekt.


Fotografi fra Paper Collective af Kunstneren Ida Lehrmann - Plakat fra Faunascapes - Tattoo Flash af den svenske Johan Ankarfyr, købt på Copenhagen International Tattoo Convention sidste år - En lille fotografi af Bispebjerg Kirkegård, da kirsebærtræerne blomstrede. Taget af mit med engangskamera.

Mindre plakater i min stue over min reol.


En magasinforside som bladet Bitchslap printede nogle plakater af - Plakat fra Paper Collective lavet af den russiske Daria Zaytseva - Ophæng fra GEBREY og bryllupsbilleder af min mormor/morfar og mor/far.

Plakater i min stue ved mit fjernsyn.


Ungdomsbilleder af begge mine forældre - Postkort på Hylden fra Paper Collective lavet af Greg Eason - Bandplakat fra min mormor og morfars band "Grand Old Party", som jeg har arvet.

Diverse sager ved mine hylder i stuen.


Fotografi fra Paper Collective af den svenske Julie Pike - Plakat fra Our Broken Heart med filmen "Det levende slot" - Print af en af Picassos værker - Endnu en plakat fra den Natalie Foss - Tourplakat fra James Blakes "Retrograde" tour - Et broderi jeg har lavet, der siger "Plakateriet 2015"- Plakat fra Paper Collective også af Greg Eason - Fotografi fra Paper Collective af Julie Pike - Endnu en plakat fra Our Broken Heart med filmen "Totoro".

Min store plakat væg i min stue over min sofa.


Plakat fra Paper Collective af kunstneren Amelia Hegardt - Print fra en af Frida Kahlos værker, en af mine nyeste plakater købt i Posterland - Fotografi fra Matilde Fogh - Plakat fra Richard Mosses udstilling på Louisiana(Jeg har måtte fjerne Louisiana teksten, da ingen rammer passede til formaet...) - Plakat far Witchoria, købt på Society 6 - Endnu et fotografi fra Matilde Fogh - Print af et af Henri Matisses værker også helt ny og fra Posterland - Fotografi af detokay købt på FINDERSKEEPERS - Et fotografi af min mormor.

Min plakat væg i mit soveværelse over min seng.


Fotograf af Frida Kahlo, også helt ny og købt i Posterland og rammen er fra IKEA.

Mit badeværelse.



Limited Edition Print fra Paper Collective af Form Us With Love og ramme fra Moebe, dog sidder billedet lidt skævt...

Mit badeværelse.


København plakat fra Kortkartellet, skal dog snart skiftes ud, da det ikke rigtig passer ind i min æstetik længere - Ophæng fra GEBREY.

Min entre/gang.


Chiliplakat som er købt i en lille kortbiks i København.

Mit køkken som er det rum med mindst plakater i.

Follow on Bloglovin', Facebook and Instagram

torsdag den 7. april 2016

365 DAYS DAIRY #3

For et lille stykke tid siden fik jeg fremkaldt min 3. film i mit 365-dages projekt. Jeg kan virkelig se, hvordan billeder har forbedret sig og derudover brugte jeg også et engangskamera fra Fuji frem for Novocolor og det har virkelig hjulpet på kvaliteten. I min proces med at lave det her projekt, er jeg begyndt at tænke på over kompositionen og planlægge, hvor jeg gerne vil tage billeder, så det hele ikke bliver for random. Det begynder at fylde rimelig godt på min væg og jeg er så spændt på at se det udvikle sig. Det bliver så sjovt, bare et par måneder fra nu, at kigge tilbage på de gode stunder. Jeg elsker det allerede og er uden tvivl det bedste projekt, som jeg nogensinde har lavet.

Jeg har forresten åbnet min fotografi side igen på Facebook. Jeg har var meget i tvivl om, jeg skulle slette alt det gamle materiale jeg havde, men jeg havde brug for at starte på en frisk. Til trods for alt mit tidligere arbejde har fået rigtig meget ros, så var det bare ikke mig længere. Lige nu smider jeg kun billeder op fra det her projekt og det får ikke den vilde feedback, men det er en start.


4. februar 2016 - Skyer fra min lejlighed i København NV.


27. februar 2016 - Ny tattoo i toget.


28. februar 2016 - Archimedes og D.


29. februar 2016 - Archimedes og plante + 15. marts 2016 - Cykel på Nørrebrogade. 


6. marts 2016 - I Næstved hjemme til min mors fødselsdag. Min mor, bror, far og farmor.


9. marts 2016 - Utterslev mose.


11. marts 2016 - Mit kærestebrev til min kæreste Daniel. (Surprise!)


16. marts 2016 - Archimedes og min nye bademåtte.


17. marts 2016 - På besøg med GEBREY på kaktusgardneri.


3. marts 2016 - Tøj stativ og monstera plante + 18. marts 2016 - Nye planter.


20. marts 2016 - Solnedgang på vej hjem fra Aarhus.


21. marts 2016 - Archimedes og jeg på badeværelset.

Follow on Bloglovin', Facebook and Instagram

torsdag den 25. februar 2016

365 DAYS DAIRY #2

I går blev det endelig tid til, at jeg skulle have fremkaldt mit 2. engangskamera i mit 365 dages projekt. Jeg er indtil videre rigtig, rigtig glad for projektet og der er simpelthen kommet sådanne nogle fine billeder ud af det. Dog har jeg haft samme problemer med det her kamera, som det første. Blitzen havde sat sit fast igen, så til mit nye kamera har jeg valgt at investere i et andet mærke.

På billedet nedenfor kan det ses, hvordan jeg forestiller mig, at jeg skal præsentere projektet. Efterhånden som månederne går vil den væg blive fyldt mere og mere op. Jeg elsker processen i hele projektet og glæder mig som et lille barn til at åbne konvolutten hver gang, at jeg har fået fremkaldt.

30. januar 2016, Min stue med udsigt til det foreløbige 365 dages projekt.


5. februar 2016, Arhimedes og jeg.


9. februar 2016, I Grand biograf og se "When Marnie Was There"


10. februar 2016, Arhimedes der leger i sengen.


11. februar 2016, Nye fotografier af Matilde Fogh og Archimedes.


18. februar 2016, "You Are More" + Archimedes.


24. februar 2016, Kampagne t-shirt fra Weekday.

Follow on Bloglovin', Facebook and Instagram

torsdag den 18. februar 2016

LATELY ON SATURNS BØRN #2



Jeg har stadig liv i mit "online galleri", Saturns Børn, og har især på det seneste fået delt noget hver dag. Her er de 8 seneste oplæg. Gå ind og følg med, så bliver jeg glad. Derudover har den også fået en tumblr, hvor man også kan indsende sit eget arbejde.

Follow on Bloglovin', Facebook and Instagram

fredag den 5. februar 2016

SOMETHING ABOUT SOLITUDE


Siden har ikke rigtig været et forum, hvor jeg har talt om den depression, som jeg fik diagnostiseret i sommers, dog har jeg lidt tanker, som jeg gerne vil dele med jer. På min instagram har jeg signaleret lidt om min mistrivsel, men jeg har faktisk gået meget stille med dørene med det, trods min sædvanelige ærlighed.

Når jeg kigger tilbage på mine få år i København, har jeg været meget ensom og alene. Tro mig, jeg har ALTID nydt at være alene, men der er et kæmpe stor forskel på at bo alene og være alene på sit værelse hos sine forældre og det var en faktor, som jeg ikke havde overvejet før, at jeg flyttede i min egen lejlighed og i det hele taget, hjemme fra. Når jeg var alene hos mine forældre og jeg langsomt begyndte at kede mig eller blev ensom, kunne jeg altid søge ud af mit værelse og der ville være mennesker, som jeg følte mig trygge hos. Nu tilbringer jeg meget af min tid i min lejlighed alene med katten og det har uden tvivl være det, som fik mig ned i et hul i sommers. Et stort sort og ensomt hul, som ikke var til at bryde. Jeg bliver hurtigt isoleret og nogle dage snakker jeg slet ikke med nogle. En dag som i går, torsdag, talte jeg kun kort med manden bag disken i Lidl. Det er skræmmende, meget skræmmende. Jeg tror, at det her er et problem, som slet ikke bliver belyst. Når jeg har arbejdet i grupper i skolen eller været på arbejde og vi har sagt farvel, får jeg lidt en følelse af tomhed. Jeg glæder mig altid til at komme hjem, da det også er super anstrengende at være ude blandt mennesker, men jeg kommer hjem til ingenting. Ingen jeg kan fortælle om min dag, mine tanker, mine problemer og glæder, kun en kat som brokker sig, fordi han keder sig. Jeg snakker tit i telefon med min mor, men megen menneskelig kontakt har jeg faktisk ikke. Hvertfald ikke på det følelsesmæssige plan.

Jeg ved, at jeg har skolekammerater, venner på mit arbejde og ældre venner her i København, men ingen som jeg ser. Jeg bruger nok 90% i min lejlighed alene, til trods for at jeg har en drøm om, at det bliver sådanne en lejlighed, som folk godt kan lide at komme i og bare kan hygge sig - men her kommer sjældent nogle. Jeg ser min gode ven Anders et par gange om ugen og min ældre veninde, Annika, så jeg også rigtig meget. Dog er hun lige flyttet til Sydney i et halv år. Så jeg er alene. Jeg har altid været en enspænder, men jeg er så afhængig af mennesker og jeg ville da ønske, at jeg bare kunne accepterer at være meget alene, men der er jeg for meget et flokdyr. Ensomheden gør mig skør, nervøs, bange, rastløs, doven og alt bliver uoverskueligt.

Nogle af jer tænker sikkert nok nu, jamen hvorfor får du ikke bare en roommate? Ja, det har jeg overvejet en million gange, men min lejlighed er ikke super delevenlig, da der er en dør mellem de to værelser, som ville gøre det meget lydt, jeg har min kat og jeg tror, at det er svært at gå tilbage til at indrette lejligheden efter to mennesker, nu hvor jeg snart har boet alene i den i et år. Da jeg flyttede ind var jeg så begejsret og jeg glædede mig latterligt meget, men det blev hurtigt sørgmodigt. Mine forældre er her tit, men smutter altid tidligt på aftenen og så er jeg alene derefter. Det er altid lidt antiklimaks, når folk går - for så bliver her så tomt.

Det er næsten morsomt, at en person som jeg, som nyder at være alene, blev fældet af en ting som ensomhed. Men der er helt klart også forskel på at være alene og være ensom og jeg er helt klart ensom. Jeg har en følelse af, at jeg ikke har nogle venner, to be honest og det skammer jeg mig lidt over, for jeg ved, at den tanke ville gøre en masse mennesker kede af det. Hvis jeg sagde det til nogle af mine bekendte, ville de helt sikkert føle sig stødt. Men som en intovært menneske, er venner sværere for mig. Jeg ville ØNSKE, at jeg havde den der vennegruppe, som jeg altid hang ud med, eller bare ét menneske, som jeg dedikere al min tid til. Det var det jeg havde inden sommer, så ensomheden var ikke lige så slem. Hende og mit venskab gik i stykker og nu står jeg her, hvor livet er rigtig svært. Jeg ved ikke helt, om jeg skal gå frem eller tilbage.

Jeg ser faktisk mange mennesker, jeg har mange kollegaer både i Weekday og i Paper Collective, jeg er i praktik og jeg arbejder frivilligt for Sucre Paper, så jeg har massere om ørene og ser mange forskellige mennesker, men jeg er ensom, meget ensom, for alting er ofte så overfladisk. Især her hvor jeg er i praktik, føler jeg mig så isoleret. Jeg går jo ikke i skole og det skaber bare et kæmpe hul. De sidste 2 dage har jeg brugt herhjemme, sovet til langt ud på eftermiddagen, arbejdet hele natten og så er den dag ligesom gået og det er så destruktivt for mig. Der er bare noget, som ikke fungerer.

Jeg render hele tiden og siger til mig selv; "Du skal bare have en kæreste, Amalie". Ja, det vil jeg latterligt gerne, for så ville dette hul helt sikkert blive fyldt mere ud. Dog handler det slet ikke om, at der bare skal være én, det skal være den rigtige, MEN jeg ved, at det ville gøre mit liv meget bedre. Efter snart at have været single i 4 år, er jeg latterlig dårlig til mænd og dating, så der er nok lange udsigter endnu. Jeg glæder mig, jeg glæder mig til hele det eventyr, men det går ikke, at det skal være dét, som får mit liv til at fungerer.

Siden jeg har et lille barn, har jeg altid været meget stille, spøjs og reserveret. Da jeg så startede i skole havde jeg gode venner, men jo ældre jeg blev, jo mere blev jeg pisset på, mobbet og skiftet ud. En følelse af aldrig at være god nok og samtidig kæmpe med at holde relationer, har ensomhed altid lidt været min ven. Jeg hviler lidt i den, men jeg er ikke lykkelig i den.

I mit nye projekt jeg har begyndt her for det nye år med engangskameraene, bliver jeg lige mindet om, hvor ensom og alene jeg er. Januar måned havde jeg nogle fester, jeg arbejdede på et eksamensprojekt med en fra min skole og jeg havde travlt. Nu hvor det er overstået, er der ingen at tage billeder af længere. Alle dage i februar har været billeder af min kat, foruden et enkelt fra Assistentens kirkegård og det er lidt som et få en lussing. Realiteterne der står mig lige i fjæset og det gør mig meget trist.

I tænker helt sikkert også; "Tag dig nu sammen, Amalie!", "Jamen så spørg nogle af dine venner, om de ikke vil ses", "gå mere ud" og ja, det tænker jeg også, det er bare så svært. Så grænseoverskridende og angstprovokerende. Jeg vil gerne gå mere ud, men med hvem? Jeg føler mig ikke rigtig trygge med nogle længere. Jeg har en teori om, at når man flytter til byen, så har Københavnerene allerede vennergrupper, som de hænger ud med, så der bliver ikke brugt meget tid på "fremmede". Hvertfald ikke, når man er en lidt generet pige som jeg. Det er en idé, som jeg deler med min veninde fra Næstved, som også er flyttet herind og bor alene. Der er selvfølgelig mange, som er alene herinde og nye i byen, men jeg har bare ikke rigtig fundet nogle at finde sammen med. Ja, jeg ved ikke, jeg kan kun selv gøre noget ved min skæbne, det ved jeg. Jeg glæder mig bare til at starte på en ny uddannelse, for jeg føler, at jeg står stille, hvertfald socialt og jeg ønsker ikke at spilde et halvt år på at være ensom, derudover er der ingen garanti om, at en ny skole skulle blive bedre. Det tænkte jeg i folkeskolen, i gymnasiet og nu også på KEA.

Jeg ved ikke, om nogle af jer deler de her tanker med mig, eller I blot tænker at det er noget værre vås. Dog er det mit aller største problem i mit liv lige nu og det udformer sig ikke helt, som jeg ønsker det. Til trods for, at jeg er meget tatoveret, er jeg ikke i nogle tattoo-kulturer og til trods for at jeg går meget op i design og kunst, er jeg heller ikke del af den kultur. Jeg står lammet midt i intetheden. Kreative folk kredser sammen, skatere kredser sammen, metalhoveder kredser sammen, tatoverede folk kreds sammen, men jeg står alene og det bekymrer mig. Hvor ville jeg ønske at være omgivet af kreative mennesker, tatoverende mennesker, inspirerende mennesker, hvor vi bare kunne hjælpe hinanden med at udvikle sig og vokse som mennesker. Jeg kender massere af skønne mennesker over internettet, som altid har støttet mig og givet mig inspiration, men i det daglige liv, det fysiske liv er jeg alene.

Det er vildt, hvor ensom man kan føle sig her i København, til trods at man er omringet af mennesker.

Follow on Bloglovin', Facebook and Instagram