fredag den 5. februar 2016

SOMETHING ABOUT SOLITUDE


Siden har ikke rigtig været et forum, hvor jeg har talt om den depression, som jeg fik diagnostiseret i sommers, dog har jeg lidt tanker, som jeg gerne vil dele med jer. På min instagram har jeg signaleret lidt om min mistrivsel, men jeg har faktisk gået meget stille med dørene med det, trods min sædvanelige ærlighed.

Når jeg kigger tilbage på mine få år i København, har jeg været meget ensom og alene. Tro mig, jeg har ALTID nydt at være alene, men der er et kæmpe stor forskel på at bo alene og være alene på sit værelse hos sine forældre og det var en faktor, som jeg ikke havde overvejet før, at jeg flyttede i min egen lejlighed og i det hele taget, hjemme fra. Når jeg var alene hos mine forældre og jeg langsomt begyndte at kede mig eller blev ensom, kunne jeg altid søge ud af mit værelse og der ville være mennesker, som jeg følte mig trygge hos. Nu tilbringer jeg meget af min tid i min lejlighed alene med katten og det har uden tvivl være det, som fik mig ned i et hul i sommers. Et stort sort og ensomt hul, som ikke var til at bryde. Jeg bliver hurtigt isoleret og nogle dage snakker jeg slet ikke med nogle. En dag som i går, torsdag, talte jeg kun kort med manden bag disken i Lidl. Det er skræmmende, meget skræmmende. Jeg tror, at det her er et problem, som slet ikke bliver belyst. Når jeg har arbejdet i grupper i skolen eller været på arbejde og vi har sagt farvel, får jeg lidt en følelse af tomhed. Jeg glæder mig altid til at komme hjem, da det også er super anstrengende at være ude blandt mennesker, men jeg kommer hjem til ingenting. Ingen jeg kan fortælle om min dag, mine tanker, mine problemer og glæder, kun en kat som brokker sig, fordi han keder sig. Jeg snakker tit i telefon med min mor, men megen menneskelig kontakt har jeg faktisk ikke. Hvertfald ikke på det følelsesmæssige plan.

Jeg ved, at jeg har skolekammerater, venner på mit arbejde og ældre venner her i København, men ingen som jeg ser. Jeg bruger nok 90% i min lejlighed alene, til trods for at jeg har en drøm om, at det bliver sådanne en lejlighed, som folk godt kan lide at komme i og bare kan hygge sig - men her kommer sjældent nogle. Jeg ser min gode ven Anders et par gange om ugen og min ældre veninde, Annika, så jeg også rigtig meget. Dog er hun lige flyttet til Sydney i et halv år. Så jeg er alene. Jeg har altid været en enspænder, men jeg er så afhængig af mennesker og jeg ville da ønske, at jeg bare kunne accepterer at være meget alene, men der er jeg for meget et flokdyr. Ensomheden gør mig skør, nervøs, bange, rastløs, doven og alt bliver uoverskueligt.

Nogle af jer tænker sikkert nok nu, jamen hvorfor får du ikke bare en roommate? Ja, det har jeg overvejet en million gange, men min lejlighed er ikke super delevenlig, da der er en dør mellem de to værelser, som ville gøre det meget lydt, jeg har min kat og jeg tror, at det er svært at gå tilbage til at indrette lejligheden efter to mennesker, nu hvor jeg snart har boet alene i den i et år. Da jeg flyttede ind var jeg så begejsret og jeg glædede mig latterligt meget, men det blev hurtigt sørgmodigt. Mine forældre er her tit, men smutter altid tidligt på aftenen og så er jeg alene derefter. Det er altid lidt antiklimaks, når folk går - for så bliver her så tomt.

Det er næsten morsomt, at en person som jeg, som nyder at være alene, blev fældet af en ting som ensomhed. Men der er helt klart også forskel på at være alene og være ensom og jeg er helt klart ensom. Jeg har en følelse af, at jeg ikke har nogle venner, to be honest og det skammer jeg mig lidt over, for jeg ved, at den tanke ville gøre en masse mennesker kede af det. Hvis jeg sagde det til nogle af mine bekendte, ville de helt sikkert føle sig stødt. Men som en intovært menneske, er venner sværere for mig. Jeg ville ØNSKE, at jeg havde den der vennegruppe, som jeg altid hang ud med, eller bare ét menneske, som jeg dedikere al min tid til. Det var det jeg havde inden sommer, så ensomheden var ikke lige så slem. Hende og mit venskab gik i stykker og nu står jeg her, hvor livet er rigtig svært. Jeg ved ikke helt, om jeg skal gå frem eller tilbage.

Jeg ser faktisk mange mennesker, jeg har mange kollegaer både i Weekday og i Paper Collective, jeg er i praktik og jeg arbejder frivilligt for Sucre Paper, så jeg har massere om ørene og ser mange forskellige mennesker, men jeg er ensom, meget ensom, for alting er ofte så overfladisk. Især her hvor jeg er i praktik, føler jeg mig så isoleret. Jeg går jo ikke i skole og det skaber bare et kæmpe hul. De sidste 2 dage har jeg brugt herhjemme, sovet til langt ud på eftermiddagen, arbejdet hele natten og så er den dag ligesom gået og det er så destruktivt for mig. Der er bare noget, som ikke fungerer.

Jeg render hele tiden og siger til mig selv; "Du skal bare have en kæreste, Amalie". Ja, det vil jeg latterligt gerne, for så ville dette hul helt sikkert blive fyldt mere ud. Dog handler det slet ikke om, at der bare skal være én, det skal være den rigtige, MEN jeg ved, at det ville gøre mit liv meget bedre. Efter snart at have været single i 4 år, er jeg latterlig dårlig til mænd og dating, så der er nok lange udsigter endnu. Jeg glæder mig, jeg glæder mig til hele det eventyr, men det går ikke, at det skal være dét, som får mit liv til at fungerer.

Siden jeg har et lille barn, har jeg altid været meget stille, spøjs og reserveret. Da jeg så startede i skole havde jeg gode venner, men jo ældre jeg blev, jo mere blev jeg pisset på, mobbet og skiftet ud. En følelse af aldrig at være god nok og samtidig kæmpe med at holde relationer, har ensomhed altid lidt været min ven. Jeg hviler lidt i den, men jeg er ikke lykkelig i den.

I mit nye projekt jeg har begyndt her for det nye år med engangskameraene, bliver jeg lige mindet om, hvor ensom og alene jeg er. Januar måned havde jeg nogle fester, jeg arbejdede på et eksamensprojekt med en fra min skole og jeg havde travlt. Nu hvor det er overstået, er der ingen at tage billeder af længere. Alle dage i februar har været billeder af min kat, foruden et enkelt fra Assistentens kirkegård og det er lidt som et få en lussing. Realiteterne der står mig lige i fjæset og det gør mig meget trist.

I tænker helt sikkert også; "Tag dig nu sammen, Amalie!", "Jamen så spørg nogle af dine venner, om de ikke vil ses", "gå mere ud" og ja, det tænker jeg også, det er bare så svært. Så grænseoverskridende og angstprovokerende. Jeg vil gerne gå mere ud, men med hvem? Jeg føler mig ikke rigtig trygge med nogle længere. Jeg har en teori om, at når man flytter til byen, så har Københavnerene allerede vennergrupper, som de hænger ud med, så der bliver ikke brugt meget tid på "fremmede". Hvertfald ikke, når man er en lidt generet pige som jeg. Det er en idé, som jeg deler med min veninde fra Næstved, som også er flyttet herind og bor alene. Der er selvfølgelig mange, som er alene herinde og nye i byen, men jeg har bare ikke rigtig fundet nogle at finde sammen med. Ja, jeg ved ikke, jeg kan kun selv gøre noget ved min skæbne, det ved jeg. Jeg glæder mig bare til at starte på en ny uddannelse, for jeg føler, at jeg står stille, hvertfald socialt og jeg ønsker ikke at spilde et halvt år på at være ensom, derudover er der ingen garanti om, at en ny skole skulle blive bedre. Det tænkte jeg i folkeskolen, i gymnasiet og nu også på KEA.

Jeg ved ikke, om nogle af jer deler de her tanker med mig, eller I blot tænker at det er noget værre vås. Dog er det mit aller største problem i mit liv lige nu og det udformer sig ikke helt, som jeg ønsker det. Til trods for, at jeg er meget tatoveret, er jeg ikke i nogle tattoo-kulturer og til trods for at jeg går meget op i design og kunst, er jeg heller ikke del af den kultur. Jeg står lammet midt i intetheden. Kreative folk kredser sammen, skatere kredser sammen, metalhoveder kredser sammen, tatoverede folk kreds sammen, men jeg står alene og det bekymrer mig. Hvor ville jeg ønske at være omgivet af kreative mennesker, tatoverende mennesker, inspirerende mennesker, hvor vi bare kunne hjælpe hinanden med at udvikle sig og vokse som mennesker. Jeg kender massere af skønne mennesker over internettet, som altid har støttet mig og givet mig inspiration, men i det daglige liv, det fysiske liv er jeg alene.

Det er vildt, hvor ensom man kan føle sig her i København, til trods at man er omringet af mennesker.

Follow on Bloglovin', Facebook and Instagram

onsdag den 3. februar 2016

INTERNSHIP AT GEB REY


Når man uddanner sig til multimediedesigner, skal man selvfølgelig i praktik, når man rammer 4. semester. Dér er jeg nu. Jeg er netop i dag startet i praktik hos den nye og lille design virksomhed GEB REY. Måske kender I virksomheden fra Finders Keepers, det var hvertfald dér, at jeg opdagede dem.

For kort tid siden sendte jeg dem en mail, da jeg kunne se at de hverken havde megen billedmateriale eller en passende hjemmeside, så jeg så mit bud for, at jeg kunne være med til at ændre det. Det var så mit held, at pigerne faktisk stod og manglede hjælp til netop dette og vi fik hurtig etableret et praktikforløb. Min opgave hos GEB REY er optimering af sociale medier, billedmateriale og at lave deres nuværende hjemmeside om, samt alverdens andre småting.

GEB REY er en ny virksomhed drevet af to unge kvinder her fra København. Idéen kom af, at det kunne være rart at få nogle af alle de ting op og hænge, som man har stående på bordet. Derfor tænkte de straks i planter og de skabte de her plante ophæng. Jeg har selv 4 hængende herhjemme, dog er min samling slet ikke færdig.

På den ene side er det mega spændende at være en så kæmpe del af sådanne en omvæltning, dog er det også nervepirrende, at der bliver regnet så meget med mig. Jeg er trods alt rigtig sikker på, at det nok skal blive rigtig godt i sidste ende og hele processen nok skal blive rigtig sjov.

Hvis I finder produktet fedt og I gerne vil give mig en hjælpende hånd med mit praktikophold, så like de søde piger på facebook og følg med på instagram. Jeg krydser fingre for, at opholdet bliver spændende, lærerigt og udfordrende!

Follow on Bloglovin', Facebook and Instagram

fredag den 29. januar 2016

365 DAYS DAIRY

Efter næsten et års venten er jeg endelig gået i gang med det her projekt. At tage ét billede hver dag i et år med engangskameraer. Jeg kom på idéen et par måneder inde i 2015, men fordi der allerede var gået et stykke tid, kunne jeg ikke gå i gang med det - så jeg ventede. Så nogle få dage før nytårsaften købte jeg et engangskamera og var klar og startede det hele beruset om natten d. 1. januar. Lige siden har jeg hver dag taget ét billede af, hvad der nu er sket den dag. Hvem jeg har været sammen med, hvor jeg har været og nogle dage bare billeder herhjemme fra.

Projektet er selvfølgelig tænkt som et fotografisk projekt, men også som et personligt projekt. At presse mig selv til at komme ud af døren, så jeg ikke bare får billeder af min kat hver dag. Det skulle gerne rykke lidt i mig som menneske og ikke mindst rykke min kreativitet. Projektet kan jo ses som et slags kreativt nytårs forsæt og det er så motiverende.

I går fik jeg fremkaldt det første kamera og resultatet er blevet virkelig godt og jeg er meget spændt over hele processen. "Feelingen" i billederne er helt fantastisk og især ét billede fra d. 20. januar blev så fantastisk(se nederste billede). På grund af dette fantastiske billede vil jeg fremadrettet tænke mere over kompositionen, over lyset og hvilke motiver jeg bringer ind i billederne. Det billede jeg tog, ville have været så kraftfuld, hvis der havde været et menneske med - det er jo en del af processen i at finde ud af, hvad der virkelig fungerer. Efterhånden som billederne bliver fremkaldt, bliver de hængt op på en af mine vægge i stuen og kommer til at udgøre en stor fotografisk dagbog som månederne går.

Dog har jeg haft problemer med det kamera, som jeg har købt... Blitzen sætter sig fast, så der er blitz på alle billeder, til trods for, at jeg ikke har slået den til, så det har virkelig irriteret mig. Det er en del af oplevelsen, så jeg vælger at forsætte, dog er jeg færdig med at købe fra Novocolor.

Hver måned stræber jeg på at lægge nogle udvalgte billeder op, dog bliver det kun en håndfuld, da jeg undlader at vise for mange billeder af mine venner og familie. Håber at I synes godt om projektet og er lidt så spændte som jeg er!


7. januar, Mant butik


23. januar, Archimedes + 10. januar, balloner i Weekday


8. januar, Archimedes


21. januar, Archimedes og jeg + 26. januar, Anders + 11. januar, Paper Collective


20. januar, mit hjem

Follow on Bloglovin', Facebook and Instagram

mandag den 23. november 2015

BIGGEST INSPIRATION ATM

Gennem det seneste år har min interessse for grafisk design og generelt plakatdesign steget gevaldigt! I mit hjem er jeg oppe på 19 plakater som bryder min lejligheds vægge og lige nu venter jeg på en fra USA. På diverse sociale medier følger jeg mange forskellige slags kunstnere, men efter nogen tid nu har jeg fundet mig mine favoritter;


Natalie Foss er en norsk illustrator, som jeg har fulgt i et lille års tid nu. Fra første gange at jeg så en af hende tegninger, var jeg fuldstændig blown-away. Hendes illustrationer af disse smukke mennesker er så detaljerede, at det halve kunne være nok. Jeg er selv indehaver af to af hendes plakater og de er så vanvittig smukke sammen med nogle af mine mere enkle og farveløse plakater. Hendes kunst er lavet med farveblyanter og er simpelthen så unik og smuk. Hendes kunst kan købes hos det amerikanske Society 6, derudover kan man følge hende på Behance, Instagram, Facebook og hendes hjemmeside selvfølgelig.



Den anden er Victoria Siemer med kaldenavn Witchoria, som er en amerikansk grafisk designer. Jeg synes, at hun er helt igennem genial. Hendes arbejde er i praktik talt meget simpelt, men jeg finder det meget originalt og unikt. Jeg elsker hendes arbejde og har netop bestilt en af hendes værker hjem. Hendes serier "Illuminated", "Geometric Reflections", "Wish You Were Here" og "Human Errors" er mine yndlings, da de vækker så mange følelser i mig og er så genialt tænkt. Jeg synes hvertfald, at hun er helt fantastisk og hvor ville jeg ønske, at det var mig, der havde fået de idéer! Hendes arbejde kan følges på hendes Facebook, Instagram, Behance og hjemmeside. Hendes værker kan forresten købes på Society 6.


Den sidste og den nyeste af mine "opdagelser" er den svenske illustrator og designer Sara Andreasson. Hun er så mega sej og hendes illustrationer er så super fede. Hun har fundet sin helt egen stil i det grafiske univers og jeg kan altid kende hendes værker med store smukke mennesker lavet i stærke farver. Hendes shop er desværre midlertidigt lukket ned, men jeg kan slet ikke vente til at den bliver åbnet igen, for hun er et must i min samling. Jeg synes hvertfald, at hun er super sej og der er så meget i girl power i hendes værker! Man kan se hendes arbejde på hendes hjemmeside, shop(som pt er lukket) og Instagram.

Jeg ønsker at læse grafisk design, når jeg er færdig på KEA til sommer, så jeg håber så inderligt, at jeg finder min egen unikke stil, som disse 3 fantastiske kvinder har. Jeg synes, at det er utrolig svært at finde sig selv som designer, og som menneske generelt, trods læser jeg ikke faktisk design endnu, men jeg håber en dag at 10 øren falder for mig. Forandring og proces sker jo ikke over natten, så jeg finder nok min vej på et tidspunkt.

Follow on Bloglovin', Facebook and Instagram

mandag den 2. november 2015

TÆT PÅ SELVMORD


Se programmet "Tæt på selvmord" her.

Jeg har aldrig prøvet før, at et TV-program har rørt mig så meget, som dette program fra DR3 har. Jeg sidder og græder, hver gang jeg ser det og sidder med en følelse af tomhed, men dog stadig en form for forståelse efterfølgende. De sidste 7 mandage har jeg siddet foran mit fjernsyn, så jeg kunne se netop dette program "Tæt på selvmord". Umiddelbart lyder det som et meget barsk program, som mange mennesker nok ikke kan identificere sig med og ikke kan forstå, men jeg forstår det. Rigtig meget. Dette program belyser selvmord på en anden måde og på anden vis er titlen også lidt misvisende, da den afskrækker mange mennesker i at se programmet. Jeg har været på det laveste i hele mit liv gennem de sidste par måneder, så da jeg så at dette program kom, blev jeg meget interesseret, men hvad jeg skulle gå ind til, var jeg slet ikke forberedt på.

Jeg blev mødt af disse unge mennesker, som led af diverse psykiske problemer(hyppigst depression), som førte til selvmordsforsøg eller selvmordtanker. Man kom ind i hovedet på dem i forskellige situationer af deres liv, deres reflektioner på deres lidelser og hvordan hjernen fungerer, når man har det skidt psykisk. Da jeg så det for første gange, havde jeg en forståelse af, at jeg ikke havde selvmordtanker og ikke var "så" syg, men jeg tog fejl. Disse symptomer og situationer som disse mænd og kvinder fortæller om, kan jeg se mig selv i meget ofte.

Siden at jeg så programmet for første gang, har jeg prøvet at få min mor til at se serien, da hun måske kunne forstå, hvad det er, der foregår i mit hovedet og hvilke følelser, som jeg kan have nogle gange, men jeg tror ikke, at hun tør. Selvmord lyder virkelig også grimt og jeg er ikke i den situation om, at jeg vil begå selvmord eller noget i den stil, det kunne jeg aldrig drømme om, men nogle gange kan livet godt bare være for hårdt, jeg føler mig dårlig til det og det kan ikke være rigtigt, at livet skal være sådan her og det beskriver disse individer så spot-on. De er især 2-3 piger, som jeg ser mig selv skræmmende meget i og jeg undrer mig næsten over, hvorfor jeg ikke er med i sådanne et her program. Jeg ville være en perfekt kandidat.

Programmet har helt klart ændret den måde, som jeg ser min egen sygdom på og at jeg i den grad skal tage den alvorligt. Samtidig kan det være rigtig svært for ens relationer, samt omverdenen, at forstå, hvad der foregår. Derfor opfordrer jeg alle interesserede i, at se serien på DR's hjemmeside, da det er den bedste dokumentar, som de nogensinde har lavet. Jeg har aldrig prøvet, at noget har rørt mig så meget før i hele mit liv og desværre sendes det sidste afsnit i aften. Der er lavet 8 afsnit med det i aften og jeg er så ked af, at det slutter. Jeg har følt mig en form for "hjemme" i dette program, da jeg føler, at disse mennesker ville kunne forstå mig. Det kan mine relationer ikke.

Dog er der ét aspekt i hele serien, som irriterer mig grænseløst. Programmet har helt klart en overvægt af piger, hvilket jeg også tror, er meget naturligt, men de 5-8 forskellige piger som er med i programmet, har ALLE sammen en kæreste. Flere af dem har også et netværk, som kan støtte dem. Det gør mig vred, for jeg sidder i præcis samme situation som disse unge kvinder, men jeg har ingen. Jeg har ingen veninde at snakke med de her ting om, ingen kæreste der kan holde om mig, når verdenen bryder sammen om mig og min familie kan ikke forstå, hvad det foregår, trods de prøver. Jeg føler, at det udstiller det hele lidt forkert, for der er så mange af os, som slås med disse problemer helt alene. Jeg er alene over halvdelen af min dag og det trækker mig helt klart ned ad, det er jeg slet ikke i tvivl om og jeg er heller ikke i tvivl om, at min liv ville være meget bedre, hvis jeg havde en mand i mit liv eller en god veninde. Men det har jeg ikke. Jeg er alene og er et sted, hvor jeg ikke rigtig ved, hvad jeg skal stille op længere. Jeg har bare kunnet bruge de sidste 2 måneder på at se disse programmer og glæde mig til hver mandag, men det er så slut nu og aftnerne bliver endnu tommere.

Jeg vil opfordre alle til at se dette program og jeg håber så inderligt, at DR vil lade denne udsendelse blive liggende i lang tid og i bedste fald publicere det, for jeg føler et kæmpe behov for at gense det, for at få sat nogle ord på mine følelser, som disse mennesker klarer så godt. Hvis du kender nogen, som er psykisk syg, så se den her udsendelse, det vil give en kæmpe forståelse og jeg skal helt klart og prøve at dele programmet med min far og min bror, så de kan forstå, hvad jeg slås med. Men det er et kæmpe skridt at fortælle, at man faktisk har det sådan her og man skammer sig, men måske kunne tingene blive bedre, hvis folk vidste, hvad man går og slås med.

Follow on Bloglovin', Facebook and Instagram

tirsdag den 8. september 2015

ARCHIMEDES


Sig hej til min nye store kærlighed Archimedes. Jeg har altid haft kat hjemme hos mine forældre og har altid været lidt af et kattemenneske. Så nu hvor jeg bor i min egen lejlighed, var tiden endelig moden til at få min HELT egen. Mine forældre var ellers imod i det, men efter en meget hård sommer, fik jeg overtalt dem til, at det var det rigtige at gøre. Så efter mange dages søgen og 2 store skuffelser med andre killinger, så fandt jeg endelig ham her hos en skøn kvinde i Slagelse. Jeg har haft ham i en uges tid og han er ved at være 13 uger gammel nu. Han er noget af en mundfuld, men sådan er det jo med småbørn! Archimedes er måske et bekendt navn for nogle af jer. Han er nemlig opkaldt efter uglen i Disney's "Sværdet i stenen". Jeg er helt vild med navnet, trods det ikke er så nemt at råbe efter ham, når han laver ballade!

Dog har jeg har ondt i hjertet, når jeg skal lade ham være alene hele dagen, hvis jeg skal i skole eller arbejde, men det er jo bare min dårlig samvittighed. Katten sover jo bare, til at jeg kommer hjem igen! Han er hvertfald en rigtig ballademager med krudt i røven og har massere af kærlighed i sig. Jeg vågner op hver morgen ved at han slikker mig i ansigtet og ligger sig helt tæt op af mit ansigt. Det er sådan en kat skal være, en rigtig puttekat. Selvom at han er skøn som killing, glæder jeg mig lidt til, at han bliver lidt mere rolig.

Det føltes mærkelig at have bundet sig sådan, men det er jo det næste skridt i livet, men mere om ambitioner og ansvar senere, nu vil jeg bare nyde min nye bedste ven, Archimedes.

Follow on Bloglovin', Facebook and Instagram

onsdag den 8. juli 2015

onsdag den 1. juli 2015

onsdag den 24. juni 2015

FLICKR FAVORITES #7

***
"***" by Hollie Fernando.

i n f i n i t y
"Infinity" by Silvia Campus.

Untitled
"Untitled" by Joanna Keler.

Untitled
"Untitled" by 栗原AOI.

Untitled
"Untitled" by Maud Chalard.

Follow on Bloglovin', Facebook and Instagram


tirsdag den 23. juni 2015