tirsdag den 7. august 2018

MINE NYE GAMLE KAMERAER

Som nogle af jer nok ved, så har jeg altid været utroligt interesseret i fotografi og har dyrket det meget i nogle perioder af mit liv. I 2015 indledte jeg et projekt, hvor jeg skulle tage ét billede om dagen med et engangskamera, hvilket var en hård og fantastisk givende oplevelse. Siden da har jeg altid haft et engangskamera på mig og nydt friheden og tilfældigheden - derudover så har analog fotografi bare ét look, som man ikke kan fange gennem et digital kamera lige så godt. Nu er analog fotografi blevet en rigtig dille igen og mange er begyndt at tage billeder med engangskamera mv. Den bølge har fået mig til at ville videreudvikle min egen fotografi og ikke lade alt styre af et engangskamera. Nu er jeg så blevet den heldige eget af ikke mindst 2 analoge kamera fra henholdsvis 70'erne og 80'erne.


Det overstående billede er af et Ricoh FF3 kamera, som jeg har fået æren af at arve af min oldefar på 99(som stadig lever vel at mærke), da han selvfølgelig ikke længere fik glæde af det. Jeg er helt vild med det look, som dette kamera har, da man virkelig kan fornemme, at det er produceret i 80'erne. Min oldefar har selv rejse rundt med det i Europa og jeg har selv i år både haft det med til Berlin og Italien. Jeg har lige fået fremkaldt min førte rulle film med det(der ligger nogle stykker allerede på Instagram) og det var en kæmpe fornøjelse for det første, at finde ud af, at det stadig virker, derudover var også en fornøjelse at se, at billederne bare lige var det bedre kvalitet end mine tidligere billeder med engangskamera. Dette kamera er rimelig let, har en god størrelse og trækker sig selv op(hvilket har den bedste mekaniske lyd i hele verden).


Dette kamera på dette billede er et Pentax K1000, som jeg så sent som i sidste uge købte af en flink mand på DBA for en slik. Jeg købte lige præcis dette kamera, da jeg følger denne fotograf på Instagram og altid har været vild med hendes billeder. I forbindelse med en Q&A hun holdt, fandt jeg ud af at hun havde dette kamera og at det var hendes yndlings. Så jeg gik med det samme på DBA og fandt det til en virkelig god pris med tilhørende 2 objektiver, en flash og en dansk manual(hvilket jeg har haft meget glæde af). Dette kamera er lidt ældre og har mange flere manuelle indstillinger, som jeg lige har skulle lære at kende. Dog har det også et 50mm 2.8 objektiv der sidder på, så det er skide godt til portrætter og til at skabe billeder med massere af "dybde". Jeg er allerede gået i gang med den første rulle film og glæder mig sådan til at se, hvordan den bliver. Det eneste minus ved dette kamera er, at det er en del tungere det andet og fylder mere i min taske, dog vil jeg bestræbe mig på altid at have det på mig og hvis det ikke er muligt, at jeg så har mit Ricoh med mig.


Jeg er selv helt oppe og køre over disse kamera og glæder mig til at skabe minder, som varer ved på en anden måde end hvad billeder på en mobiltelefon gør. Derudover så bliver det en kæmpe fornøjelse at sidde med mine kommende børn en dag og kigge på fotoalbums fra "da mor var ung" og billeder af dem selv som små, som jeg selv har gjort med mine forældre og bedsteforældre. Jeg synes, at det er så synd at så mange børn vokser op med en iPad i fjæset og millioner af dårlige billeder, som ligger og bliver glemt på skyen. Det vil jeg hvertfald lave om på i min "husholdning".

fredag den 3. august 2018

ANGSTEN FORSVINDER ALDRIG HELT



Det er godt nok lang tid siden, at jeg har været inde på siden her. Det er lidt underligt, for jeg elsker det, som jeg har skabt her, elsker de mennesker, som jeg har lært at kende og jeg elsker især dét, som jeg får ud af at skrive, for mig selv. Jeg gav udtryk for på min Instagram, for lidt tid siden, at jeg virkelig savner at skrive herinde og det er bare for dumt, for det er ikke fordi, at det tager mig flere timer at skrive og det er helt sikkert også bedre for mit helbred, at jeg får mine tanker og følelser ud på "papir", men overskuddet er det sjældent.

En af de ting, som jeg gerne vil tage op, som er begyndt at fylde meget i mit liv igen, er angst. Da jeg var mindre, begyndte jeg at få angst og angstanfald grundet mobning og det var så voldsomt, at jeg ikke gik i skole i et stykke tid. Da jeg begyndte i skole igen blev jeg altid fulgt rundt af min daværende dansklærer, som også var "mobbe"-vejleder. Den lærer reddede mig virkelig... Det mest skræmmende i hele den situation var, at min hjerne skabte en overlevelsesmekanisme, hvor den "blokker" de negative traumer og minder ude. Så jeg husker svagt, at der var ubehageligt beskeder på Arto, at min mor og jeg opsøgte mobberen, at vi sad i cirkler i skolen og at jeg fik mit første angstanfald på skolen, på vej op til mit klasseværelse og at jeg stormede ud af døren og derefter er det meste blankt. Jeg kan svagt huske, at jeg kørte meget i bil. Det var åbentbart det eneste som kunne få mit ned på jorden, når jeg fik angstanfald. Dog husker jeg ikke det med, at jeg blev fulgt rundt af min lærer, det har jeg måtte få berettet af min mor, hvilket er så skræmmende. 

Når jeg hører om den her periode i mit liv, har jeg det så underligt med det, da jeg slet ikke ser det, som værende mig, som der bliver talt om. Det er som om at høre om en anden persons liv og det er simpelthen sådan en skræmmende følelse. Det korte og det langt er, at jeg blev ramt meget slemt af angst dengang og det som det skabte, var skrækkeligt og desværre noget, som stadig forfølger mig. Hver gang at der er sket noget traumatiserende eller når jeg er helt nede, har jeg svært ved at berette om det efterfølgende, da min hjerne simpelthen glemmer det. Det sværeste er, når jeg sidder hos min psykolog og havde det af helveds til, da jeg bookede min tid, men når jeg sidder der, så er det glemt i mit tankemylder. Når jeg hører min mor snakke om dengang, lyder det meget værre, end hvad jeg husker, hvilket på en måde selvfølgelig er meget rart, men mindre rart, når jeg faktisk gerne vil vide, hvad der foregik i det forløb af mit liv. Et biprodukt af hele den episode er, at jeg har lidt svært ved at omgås folk fra den periode, da jeg ikke ved, hvad der præcist skete eller hvordan jeg var. Jeg er rimelig sikker på, at de synes, at det var super mærkeligt, at jeg altid kun var sammen med vores lærer... Jeg har kun én veninde tilbage fra den tid og hun er den veninde, som jeg har haft længst og jeg har sådan en længsel til at spørge hende, om hun kan huske noget fra den periode, men jeg er bange. Bange for at hun synes det er vildt ubehageligt at snakke om eller måske er jeg bare bange for, hvad jeg kan få at vide. 

Dog har angst ikke fyldt så meget i mit liv fra dengang indtil her i mine 20'ere. Jeg har haft nogle små mindre anfald på grund af nogle episode, men det er ikke noget, som har fyldt meget. Ikke indtil nu.

For måske 2 år siden, fik jeg en ny nabo. Den her nabo hører tit høj musik og ryger en fandens masse hash, som lugter i min lejlighed. Pludselig blev hele min verden vendt på hovedet og jeg blev påvirket af de her eksterne ting i mine tryggeste rammer. Tidligere kan jeg slet ikke huske, at jeg blev generet af noget som helst i lejligheden, til trods for, at her faktisk er meget lydt. Den her nabo vækkede noget i mig, som har drevet mig til vanvid til tider. Jeg begyndte at kigge op på vedkommendes vindue hver eneste gang, at jeg kom hjem og fik næsten ødelagt min dag, hvis jeg så, at vedkommende var hjemme, for så vidste jeg, at der lugtede af hash i hele lejligheden. Nogle er ligeglade med sådan noget, men jeg har aldrig røget hash i mit liv og er ikke så glad for folk, der gør det, så jeg hader det virkelig. Det er meget invaliderende for mit privatliv, at få sådan en tung lugt i hele min lejlighed. Jeg begyndte at lægge mit øre mod gulvet og væggene for at høre, hvor musik, snak og andre lyde kom fra. Det blev nærmest en besættelse og hver gang, at jeg kunne høre noget, så skulle jeg vide, hvor det kom fra. Det var simpelthen skrækkeligt. Dog fik jeg etableret kontakt med den her person, hvilket var meget forstående og jeg kan altid smide en SMS, hvis jeg bliver irriteret, men det har bare gjort skade og min hjerne kan ikke gå tilbage. Jeg synes selv, at det lyder så plat og latterligt, men det har ødelagt meget for mig. Når jeg havde gæster, kunne det drive mig til vanvid ikke at kunne få lov til at lytte. Så brændte det indeni og min puls hamrede afsted. Jeg kunne blive helt skør. Det værste i alt det her er uden tvivl, at det har påvirket min søvn virkelig meget. I en periode gik jeg først i seng langt efter midnat, da det var det eneste tidspunkt, at der ikke var nogle lyde. Jeg fik bare ikke min søvn, da jeg ikke kan falde i søvn fra snak, musik og slet ikke folk der dyrker sex, det er virkelig det værste, som man kan udsætte mig for også den dag i dag. 

Jeg begyndte at tale med min psykolog om det og jeg fortalte hende, at jeg følte, at jeg ikke kunne lade være med at lytte, hvor hun sagde, at det kunne jeg jo sagtens, jeg skulle bare lade være med at slukke for fjernsynet, når jeg hørte støj, at jeg skulle lade være med at ligge på gulvet og lytte og jeg bare skulle larme tilbage. Det hjalp mig faktisk rigtig meget, selvom det var sådanne nogle små ændringer, men som sagt, så er skade allerede sket. En anden ting som min psykolog rådede mig til var, at begynde at sove med ørepropper. De tog jo ikke alt lyd, men det hjalp meget. De fleste nætter tog jeg dem i bare for at forebygge. De redder mig dog ikke altid... Dog skiftede den her nabo sin roommate ud og den nye beboer er så meget bedre, end det gamle, så det er jeg meget taknemmelig for. 

Efter hele den her episode er kontrol blevet en kæmpe prioritet i mit liv. Det er det selvfølgelig også blevet af andre grunde, men jeg er bare blevet så sensitiv. Jeg kan ikke holde ud, hvis mine forældre hører musik hjemme i deres eget hus, da jeg bare værdsætte stilhed på en helt anden måde. Min mor tænder ofte de her Facebook videoer og sådan noget, når hun sidder på sin telefon og det kan få mig op i det røde felt. Jeg hører altid de mindste lyde i mine omgivelser og det kan drive mig til vanvid, hvis jeg ikke ved, hvor lyden kommer fra. Hvis folk har selskab eller holder fest uden at melde ud, så tænder jeg også helt af. Jeg har fandeme banket på mange døre efterhånden - for jeg kan simpelthen ikke være til i det. Det ødelægger alt. Efter alt det her har jeg meget svært ved at forestille mig, hvor jeg skal bo i fremtiden. Lejlighed er alt for følsomt for mig og tætte naboer i hus vil også irritere mig. Mange har jo den holdning, at man må gøre, hvad man vil i sit eget hjem, men man skal jo tage hensyn til sine omgivelser, hvilket mange ikke giver en fuck for. 

Jeg synes, at det er så skrækkeligt, at det her skal fylde så meget i min hverdag. Når jeg hører musik omkring mig, så går min puls helt i vejret og jeg kan ikke koncentrerer mig om noget andet. Stilhed er seriøst det bedste for mig nu - ro. Ro til at tænke. Min musiksmag har også ændret sig og nu hører jeg nærmest kun stille musik, da beats og høj bas sætte dårlige tanker i gang. Når jeg er til fest i andre mennesker hjem, kan jeg heller ikke lade være med at tænke på naboerne og hader folk, der ikke tager hensyn. Lige i dette øjeblik, hvor jeg sidder og skriver det her, sidder der en flok unge mennesker nede i min gård og jeg bliver sindssyg. Mange mener, "jamen det er jo sommer og fredag", men det er ikke en undskyldning. Jeg ved, at jeg er blevet helt ekstrem med det, men jeg ville også ønske, at det ikke fyldte så meget i mit hoved, men jeg er åbentbart bare blevet en gammel dame indeni. Jeg er så træt. Jeg er så træt af, at det skal fylde. Jeg er så træt af, at jeg skal være efter mine naboer hele tiden. Jeg er så bange for, at jeg aldrig kan finde ro igen. Jeg er så bange for, hvordan det så bliver at bo sammen med en en dag. 

Som I kan høre, så fylder det her latterligt meget i mit liv og mit næste skridt er at prøve hypnose, så jeg måske kan lære at slippe det lidt og måske finde roden til hvorfor, at det fylder så meget i mig. Det er bare så skræmende, at min angst har manifesteret sig i sådan en lille ting, som ikke betyder noget for andre mennesker. Angst udspringer selvfølgelig også på andre tidspunkter, dog er det her det mest invaliderende, da det er hver eneste fucking dag. Jeg elsker virkelig min lejlighed, men det her fylder så meget, at det ødelægger den en smule. Det her kæmpe behov for kontrol er blevet sådan en stor del af mit liv, at det påvirker alle aspekter; job, skole, venner, arbejde og meget mere og min verden kan godt gå lidt ned, hvis det ikke bliver opfyldt, hvilket det sjældent gør, da livet kan være svært at indrette så stramt. Ak ja. 

Jeg ved, at jeg allerede har rykket mig, men jeg kan bare mærke, at det har ændret mig radikalt som person, hvilket er så skræmmende at tænke på. Jeg må bare se, hvad fremtiden bringer og blive ved med at arbejde på det - dog er jeg rimelig sikker på, at angst nok altid vil forfølge mig. 

mandag den 22. januar 2018

LÆSERBREV TIL DR3


Billedet her er fra sommeren 2017 - jeg kan ikke lide, hvordan jeg ser ud på billedet, for jeg ser utrolig utilpas ud, men det er et fedt billede. Prøver at finde det positive ved billedet, frem for det negative, som jeg altid gør. Det her vil give mening, når du har læst indlægget.

Det her indlæg har jeg villet skrive i snart 2 år, hvis jeg ikke tager fejl. Jeg har mange gange bare ville lade det fare, men det har naget mig i så lang tid, at nu bliver jeg nødt til at få det ud af verdenen. Dog før at jeg begynder at skrive alt for meget, skal jeg gøre opmærksom på, at det jeg skriver, blot er mit indtryk af programmerne og at det altså er nogle gode og vel producerede programmer.


Kære DR3,

For 3 år siden i 2015 kørte der et program hos jer, som hed "Tæt på selvmord", som jeg sad trofast og så hver eneste uge. Jeg skrev om programmet i et indlæg kort efter, at det havde kørt i fjernsyet, da det simpelthen havde gjort så stort indtryk på mig. Det her program beskrev, hvordan livet er, når man går og døjer med selvmordstanker. Alle programmets deltagere havde på et eller andet tidspunkt i deres liv døjet med selvmordstanker eller prøvet at begå selvmord. Det fede ved dette program var dog, at de forskellige deltagere havde forskellige "grader" af selvmordstanker. Jeg glemmer aldrig den unge smukke kvinde som sagde, at hun havde jo ikke lyst til at dø, men det var bare for hårdt at leve. Da programmet kørte i fjernsynet sad jeg aller dybest begravet i min egen depression og jeg ved nærmest ikke, hvad jeg havde gjort, hvis det ikke var for dette program. Der var en masse mennesker, som jeg kunne relatere til og det gør jeg stadig den dag i dag. Så stort indtryk gjorde det på mig, dog har der ikke været sådanne et program siden. Det var virkelig min life-savior i en meget hårdt periode af mit liv. Jeg fortalte mine forældre, at de burde se programmet, for det kunne være, at det kunne hjælpe dem med at forstå nogle af de følelser, som man går med, når man er depressiv. Dog tror jeg blot at titlen på programmet skræmte dem væk - hvilket er lidt ærgerligt. Til trods for hvor godt dette program var mig for, var der noget, der irriterede mig, hvilket jeg vil komme ind på senere.

Sidste år kørte programmet "Petra elsker sig selv", hvilket også var et program, som jeg sad og støttede mig meget op af. Jeg synes, at det var så befriende at høre disse tanker, som jeg hvertfald har om mig selv, komme ud af en andens mund. Så var jeg hvertfald ikke alene om at føle mig forkert. Det var et spændende program, da det virkelig gik ind og berørte nogle meget relevante problemer, som jeg tror at mange kvinder fra min generation går og slås med. At hade sig egen krop. En ting som Petra indså og som jeg fik meget ud af var, at hvis man hele tiden siger til sig selv, at man er grim og tyk, så pludselig begynder ens hoved altså at tro på det. Samtidig ville man aldrig sige sådanne grimme ting til en anden person. Dette program har været meget på mine og mine veninder læber og vi har snakket meget om det, da mange af os har gået med disse tanker selv. Vi er trods alt fanget i et præstationssamfund, hvor det hele tiden handler om at være perfekt på alle punkter i sit liv. Det er et pres, som simpelthen er umuligt at leve under. Dog tror jeg blot af de kommende generation vil få det endnu værre, da sociale medier er en del af deres liv meget tidligere end det var en del af mit. Jeg kan godt frygte lidt for mine egne børn, men nu må vi se, jeg har en idé om, at der vil komme en revolution mod de perfekte sociale medier. Dog efter at jeg havde set dette program, sad jeg nu med et endnu større tomrum, end da jeg så "Tæt på selvmord".

Det problem, der var med begge disse programmer, var, at jeg følte mig helt alene bagefter og jeg kunne simpelthen ikke selv se, hvordan jeg skulle komme ud af mine problemer, hvertfald ikke med den løsning som programmerne gav mig. Det gik først op for mig i "Petra elsker sig selv",  hvor meget dette problem gik mig på og nu har det så irriteret mig i godt og vel et år.

Da jeg så "Tæt på selvmord" havde alle deltagerene i programmet en kæreste på nær en enkelt fyr, hvilket også var ham, som havde det sværrest. Alle deltagerene beskrev i deres hjemmeoptagelser, at de ikke vidste, hvad de skulle gøre, hvis de ikke havde deres kærester. En person der elskede dem, for dem de nu engang var og som var der til at gribe dem, når de faldt. Jeg havde og har stadig ikke sådan en person bag mig. Jeg har ingen, som kan hjælpe mig med at besejre mine dæmoner og gribe mig, når livet nu engang bliver for hårdt, hvertfald ikke en person på så nært hold som en kæreste. Jeg er feminist og tror ikke på den idé om, at en kvinde, eller hvilken som helst anden person, ikke kan være lykkelig uden en partner. For hvis man er bedste venner med sig selv, er alt andet blot bonus, dog betyder det ikke, at man skal gå og slås med sine dæmoner alene. Jeg har selvfølgelig nogle veninder, mine forældre og på det tidspunkt min psykolog, men det er altså bare ikke den samme dybe relation som en kæreste. Jeg er da også helt overbevist om, at jeg ikke var faldet så dybt, hvis jeg havde haft en kæreste, men det skal ikke være løsningen for, at jeg kan få det bedre. Så efter det sidste afsnit af "Tæt på selvmord" følte jeg mig så tom - jeg havde ikke en kæreste, hvordan skal jeg så få det bedre?

Den samme følelse sad jeg nu forstærket med efter, at jeg havde set "Petra elsker sig selv". Jeg synes programmet var fantastisk, da det handlede om hendes selvbillede og ikke hende i forhold til verdenen. Dog gjorde det sidste afsnit mig rasende og jeg følte mig meget forladt og bedraget. Nu er det selvfølgelig noget tid siden, at jeg har set programmet og jeg husker ikke ordret, hvad hun sagde. Dog var resultatet af programmet, eller hvertfald det sidste afsnit, at hvis Asbjørn(Petras kæreste) blot elskede hende for den hun var, elskede hun også sig selv for alle sine skavanker. Hans kærlighed var løsningen, eller hvertfald en stor del af den. Det sidste afsnit handlede meget om ham og deres ferie, som skulle være en afslutning på programmet og hvor hun skulle udstille sin krop i badetøj overfor ham. Jeg husker blot en masse klip af de to værende lykkelige og at de til slut går hånd i hånd ud mod horisonten. Jeg var så rasende og skuffet. Jeg sad bare med en følelse af, at jeg skulle have en kæreste, før at jeg kunne lære at elske mig selv. Jeg er helt med på, at have en partner i sit liv både vil bringe en en masse lykke og selvtillid, men det kan ikke være rigtigt, at det er det som skal være afgørende for mit selvbillede. Jeg kan hurtig komme til at lyde som en sur mokke, som ikke vil have med mænd at gøre og sådanne står det selvfølgelig ikke til, men jeg som kvinde, vil aldrig være afhængig af et andet menneske for min egen lykke - at give en anden person sådanne en stor magt er bare for skrøbeligt. Tro mig, jeg glæder mig utrolig meget til den del af mit liv, dog må der da være andre måde at blive glad for mig selv på? Jeg gad utrolig godt at have set det program, hvor Petra havde været single, hvordan havde programmet så artet sig? Jeg ved hvertfald fra mig selv, at jeg har mere selvtillid og selvværd, når jeg har haft en kæreste, frem for når jeg ikke har, så det kunne blot havde været sjovt, at se programmet fra et singleperspektiv - Så havde jeg hvertfald ikke følt mig så efterladt.

Det største problem for mig ligger helt sikkert i, at jeg helst ikke vil være afhænging af et andet menneske for lykke. Jeg kender mange mennesker, som slet ikke kan finde ud af være alene med dem selv og det synes jeg er så trist, dog er jeg helt sikkert selv for meget alene, hvilket heller ikke er godt. For forholdet med en selv er det vigtigste og mest dyrebare, som man kan have. Jo bedre venner man er med sig selv, jo bedre er man over for andre mennesker. Der er jo udtrykket "Fall in love with yourself first" hvilket jeg virkelig elsker. Hvis man konstant går og leder og leder, så er det meget sjældent, at det faktisk lykkes, hvorimod hvis man er afslappet i sit eget skin, så kommer kærlighed på de underligste tidspunkter.

Jeg synes, at det var nogle fantastiske programmer, som jeg ikke villet have været foruden, men det var nok noget i castingen, som der ikke var blevet tænkt over. Det skal selvfølgelig heller ikke være opsat, men jeg manglede bare det perspektiv. Jeg ved, at når jeg får en kæreste at dele mit liv med, bliver det også helt fantastisk, men jeg vil ikke gå og være trist og utilfreds indtil da. Jeg må selv kæmpe lidt for min lykke og investere tid i mig selv, for at bliver min egen aller bedste ven.

Hvis I har set programmerne, så skriv endelig, hvad I synes, for jeg er utrolig nysgerrig.

Med kærlig hilsen,
Amalie

søndag den 7. januar 2018

BLOGGENS FREMTID


Det er efterhånden lang tid siden, at jeg har skrevet herinde. Omkring 5 måneder faktisk. Fet handler ikke engang om, at jeg ikke har noget på hjerte, for jeg har massere, som jeg gerne vil dele. Jeg har været i tvivl om i meget lang tid, hvad der skulle ske med bloggen her. Hvorvidt om jeg skulle lukke den ned og ende det kapitel af mit liv, men samtidig kan jeg også bare mærke, at det ikke føltes rigtig. Jeg er ikke færdig med at skrive, dele billeder og have dialoger med skønne mennesker. Jeg har lært så mange oprigtige søde mennesker at kende over det her medie og der er så fantastisk. Samtidig har blogs bare fået et form for rygte og jeg "skammer" mig lidt over at sige, at jeg blogger. For mig handler det jo ikke om mode og alt det fis længere, men mere følelser, reflektion, kreativitet og fordybelse. Min blogging karriere begyndte for efterhånden mange år siden og jeg var blot en teenager dengang. Der er ikke så mange, der læser blogs og jeg læser heller ikke nogle længere. Dog elsker jeg at skrive. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor meget det betyder for mig og jeg er vild med de bekendtskaber, jeg har skabt gennem bloggen her.

Der er rigtige mange, der bruger instagram som en form for blog nu og det elsker jeg. Instagram er helt sikkert også det medie, som jeg bruger aller mest, men samtidig er det det også et medie, som jeg ikke har lyst til at krænke mit hjerte ud på. Mine tekster skal folk selv have lyst til at gå ind og læse og ikke få kastet i ansigtet. Det har altid været min holdning til bloggen her, den skal kun besøges af folk der faktisk har interesse.

Derfor har jeg tænkt mig at lade bloggen være, som den er. For mig handler det virkelig om at prioritere min tid, så jeg får skrevet alle disse ting, som jeg gerne vil. Jeg har mange tekster, som jeg gerne vil skrive, men grundet mangel på underskud og inspiration går min tid kun på min skole og mit arbejde. De sidste 4 år, siden at jeg flyttede til København, har det hele ikke rigtig spillet, da jeg har studeret non-stop hele tiden, samtidig med at skulle finde fodfæste i en ny by og lære at bo alene. Bloggen har helt klart ikke været en prioritet, men den glæde som den giver mig, må jeg prøve at finde frem igen. Jeg er så glad for de individer, som har fulgt bloggen til trods for den lille aktivitet. Hver eneste visning, kommentar, besked og samtale jeg har haft, er jeg så taknemmelig for, det skal I virkelig vide.

Jeg håber, at alle er kommet godt ind i det nye år og jeg glæder mig til at vende tilbage hertil, hvor jeg virkelig høre til.

tirsdag den 1. august 2017

NEW PORTFOLIO


Efter at jeg er begyndt at læse på Danmarks Medie- og Journalist Højskole i sommers, har jeg fået produceret en masse ting. Dog ikke så meget som jeg er tilfreds med, men jeg er alligevel endt ud med en portfolio med nogle af mine ting og en masse af mine fotografier. Jeg har lavet hjemmesiden hos Cargo Collective, hvilket jeg synes fungerer rigtig fint.

Vær velkomne til at kigge jer omkring på siden, selvom der ikke er så meget endnu. Derudover er alt feedback velkommen. Siden er ikke 100% som jeg gerne vil have den, men den fungerer for nu.

Besøg siden her


søndag den 30. juli 2017

SOMETHING ABOUT BODY CHANGES


OBS! Der er hverken rigtig eller forkert i dette indlæg, blot mine egne erfaringer og tanker.

Jeg har, ligesom så mange andre piger og kvinder her i verden, haft problemer med min krop lige så længe, jeg kan huske. Vi har altid været uvenner og det er så trættende at være sammen med sin værste fjende hele tiden. Det er desværre en tendens, som bare ser ud til at blive værre og værre og rammer yngre og yngre kvinder hver dag. Sociale mennesker kan være skrækkelige og kropsidealer er så svære at ramme, og jeg tror desværre bare, at piger nu til dags rammes tidligere og tidligere af dette selvhad, da de nærmest har en telefon i hånden, fra de er 3 år gamle, hvis ikke tidligere…

Når det så er sagt, så har min egen krop ændret sig meget gennem de sidste par år og jeg slås med det. Meget endda. Det er et meget ømt punkt for mig at fortælle om, da min krop og mit udseende har været en kæmpe problem i mange år efterhånden, dog ikke som nu. Siden jeg var en ung teenager, har jeg haft en ustabil psyke og har sloges med mine indre dæmoner. Disse dæmoner med selvhad, utilstrækkelighed og ensomhed har kunne blive dæmpet med mad. Især chokolade har været min bedste ven i lang tid og en stor afhængighed.

Da jeg boede hjemme hos mine forældre, har jeg aldrig været tilfreds med min krop. Der var altid noget galt, men den hjemmelige stabilitet sørgede for, at det nogenlunde var under kontrol. Så flyttede jeg til København i 2014 og skulle klare mig selv. Siden da har jeg taget 15 kilo på og jeg kan ikke genkende mig selv længere og selv for 15 kilo siden, var jeg ikke glad for spejlbilledet. Jeg ser en overvægtigt og ulykkelig pige, når jeg kigger på mig selv og især hvis andre tager billeder af mig. Jeg væmmes. Hvad har jeg dog gjort ved min krop og hvordan har jeg kunne lade det gå så vidt? Jeg har bare lukket øjnene og åbnet munden.

I sommeren 2015 ramtes jeg har en slem depression og sad indespærret i min lejlighed i lang tid. Dette førte til, at jeg spiste chokolade og usund mad HVER dag og i store mængder for at dulme mine følelser. Når jeg spiste, så var jeg ikke lige så alene og tiden gik. Efter sommerferien forsatte jeg min latterlige kurs og så drak jeg nok også alt for meget, for at flygte fra virkeligheden. Jeg tænkte ikke over konsekvenserne, før at jeg ikke kunne passe min yndlings nederdel mere. Så fik jeg skrækmærker på mine hofter. Så fik jeg strækmærker langt ned af mine lår. Så kunne jeg mærke min mave folde på en anden måde. Så ramte mit bryst min mave på en anden måde, når jeg sad bøjet sammen. Jeg stoppe med at tage selvportrætter og generelt set poste billeder af mig selv. Jeg begyndte, at gå i alt for stort tøj og havde aldrig stramme bluser på længere. Jeg mistede mistet min identitet denne vægtøgning og kunne ikke stå inde for, hvem jeg var.

Nu står jeg her på min maksvægt, med dobbelthage, en vom og strækmærker på kroppen, som vil være permanente minder omkring denne mørke periode af mit liv. Nu virker vejen så lang og jeg bliver ved med at ramme en mur af dårlige undskyldninger. Jeg undgår at møde folk, som jeg kendte for 2-3 år siden, fordi at jeg ser så anderledes ud. Jeg skammer mig, når jeg ser mig selv i spejlet på mit arbejde, når mine veninder sender snaps af mig og når jeg møder nye mennesker.

Denne vægtøgning har også resulteret i, at jeg ikke tør date. Hvis jeg hader min krop, hvordan skal jeg dog kunne lade et andet menneske være nær den? Det her er ikke mig. Da jeg havde fødselsdag i maj måned, så fik jeg kakao og chokolade af mine klassekammerater. Det er den person, som jeg er blevet. Den der forbindes med kakao, chokolade og usund mad. Den identiet vil jeg ikke have. Jeg er også begyndt at joke om, hvordan jeg spiser. Dette er uden tvivl en forsvarsmekaniske, så den faktiske smerte dulmes lidt. At gøre lidt grin med problemet i stedet for faktisk at fortælle, hvad der foregår inden i mig. At jeg i virkeligheden spiser fordi, at jeg er ensom, fordi mit psykiske helbred er dårligt og fordi jeg har fået så mange dårlige vaner. Dog er det så latterligt, for når jeg spiser dårligt, får jeg det også dårlige psykisk og når jeg spiser godt, har jeg det bedre, men falder stadig i.

I forhold til min vægt og mit selvbillede, har jeg virkelig ramt bunden pt. Jeg kan ikke passe mit yndlingstøj og jeg væmmes ved mit eget spejlbillede, men jeg kan stadig ikke finde ud af at tage mit sammen. Hvis det stod til mig rejste jeg langt væk, så ingen kunne se mig, fordi at jeg skammer mig så meget. Den eneste der kan gøre noget ved det, er kun mig selv og det er min hånd, som styrer, hvad der kommer ind i min mund. Jeg ved godt, at nogle ikke ser mig som tyk og så videre, men jeg kan mærke at min krop har ændres sig til det værre og den følelse er meget svær.

Dage som disse kan jeg mærke, hvordan min krop gøre ondt og mine håndled brænder. Ikke af fysisk smerte, men af psykisk. Der er ikke noget værre, end ikke at kunne genkende den krop, som man huser.

Det lyder måske dramatisk og voldsomt, men disse ændringer har virkelig været voldsomme for mig. Stjålet min lyst til at gå ud, tage på arbejde og møde nye mennesker. Nogle dage bugner jeg af motivation og gør alt hvad jeg kan, for at få det bedre, men så ramler det i mit hoved og jeg dulmer sorgerne med mad.

Jeg ser mange serier om overvægtige mennesker og elsker at følge processen og én ting, som jeg har lært, er at mange mennesker netop spiser for at dulme tilstedeværelsen, at glemme og for ikke at føle. Det er svært at indrømme for sine venner, at man har et problem, især mine venner fra København, da de ikke rigtig har kendt mig anderledes. Det er næsten det værste. De kender ikke den rigtige mig, kender ikke min rigtige stil, blot den her pige som altid spiser chokolade, gør grin med sin mad og går i alt for stort tøj. Derudover er jeg også sikker på, at min usikkerhed stråler ud af mig.

Man har kun den samme krop resten af ens liv, så derfor skal man også passe på den og behandle den ordenligt og med respekt. Man ville jo aldrig behandle eller tale til andre personer, som man behandler og taler til sin krop. Jeg er all-in for body positivity og man skal elske sin krop, som den er; men den her krop er ikke mig. Der er så mange smukke mennesker i denne verden i alle former og farver og heldigvis tillader vores verden, at alle er velkomne. Alle skal gøre, hvad der føltes rigtig for dem selv og denne fortælling er blot, hvad der foregår i mit hoved. Jeg vil ikke fortælle, hvad der er rigtigt eller forkert, kun dele mine erfaringer med en krop der ændrer sig, for én med psykisk ustabilitet.

Jeg vil være den mig, som jeg drømmer om. Jeg vil gerne lære at elske mig selv, at kæmpe for mig selv og ikke kigge væk fra problemerne. Blive mit bedste jeg. Det fortjener alle mennekser i denne verden - at være deres fuldstændig bedste og autentiske selv, hvad end det så må være.

Follow on Bloglovin', Facebook and Instagram

søndag den 8. januar 2017

CONTRAST




Når det kommer til min stil i plakater og fotografi, er den utrolig kontrastfuld. Jeg fik disse to plakater i julegave, den ene af mine forældre og den anden af min bror. Jeg har ønsket mig den tatoverede dame fra TOT i virkelig lang tid og nu blev den endelig min. Den anden var jeg bare faldet over nede i Posterland i midtbyen og blev rimelig forelsket i det samme, da Flora Danica-stilen bare har sådanne et detaljeret og skrøbeligt udtryk. Blomster plakaten er vidst fra en udstillingen på SMK, så om det eksisterer flere ved jeg faktisk ikke.

Da jeg kom hjem efter jul, vidste jeg ikke lige hvor, at jeg skulle hænge dem, så de har bare stået ved siden af hinanden. Når jeg sådan har gået og kigget på dem placeret sådan, synes jeg, at de beskriver mig som person meget godt. Lidt hård udenpå og blevet fin og skrøbelig indeni. Hvis jeg blot havde været det ene, havde der slet ikke været den her diversitet i min kunst på mine vægge eller i min personlighed. Jeg synes blot, at det er en lidt spøjs og fin observation. Derudover ønsker jeg VIRKELIG at se ud som den tatoverede kvinde om ikke alt for mange år, dog har det lange udsigter, når man er på SU.

Plakater kan jeg virkelig aldrig få nok af og jeg er så glad for at disse to nu er min efterhånden meget store samling.

onsdag den 4. januar 2017

SPENDING NEW YEARS EVE ALONE


Jeg håber, at I alle sammen er kommet ovenpå efter både jule og nytår, det er jeg ved at være. Trods at december ikke gik som planlagt, med min oldemor der gik bort og min ekskæreste der fik en ny kæreste, så kom jeg igennem på den anden side, selvom juleglæden var langt væk.

I år var jeg ikke blevet inviteret til nogle nytårsarrangementer eller havde, for den sags skyld, heller ikke opsøgt nogen og det har jeg egentlig haft det OK med. Det var selvfølgelig træls, men jeg accepterede situationen og så lidt lyst på det i stedet. Jeg ville ikke have tømmermænd, jeg kom ikke til en eller anden nederen og skuffende fest og jeg skulle ikke tænke på, at jeg nok ikke ville få et kys, når klokken slog 12. Derudover havde jeg også planlagt, at jeg skulle op at træne den 1. januar, for der ville ingen mennesker være og så var jeg endelig kommet i gang igen efter måske et års pause.

Jeg lagde mig dog syg over julen og hurtig blev alt min optimisme forvandlet enormt pessimisme og ensomhed. Så dagen rundede og jeg handlede ind til lidt lækkert mad og en helveds masse slik, så jeg havde, hvad jeg skulle bruge for at komme gennem aftenen. Jeg har dog aldrig prøvet noget så sørgeligt, som at sidde der alene på denne "store" og opblæste dag. Den eneste person jeg snakkede med, var personen i kassen i Meny og jeg kunne følge med i alle mine venner og bekendtes diverse sociale medier og det hjalp bestemt ikke på humøret.

Da klokken slog 12 og jeg stod og kiggede ud over København fra min altan, kunne mit hjerte ikke længere. Nu stod jeg her i 2017 helt palle alene. Sidste nytår havde virkelig heller ikke været en succes, da 2 drenge svinede mig til og at den ene fik jeg til at græde. Dog var det her 100 gange værre, for jeg var hele alene. Jeg knækkede sgu sammen og klyngede mig til Archimedes, som var med mig den aften, men som ikke helt tæller for selskab. Så aftenen gik med at kværne chokolade, spille computer og se en masse film i TV. Jeg var dog heldig at ingen af mine naboer holdt fest, så det var til at holde ud.

Men nu står jeg på den anden siden af 2016 og jeg er lettet. Lettet over at jeg nu kan lægge de sidste 12 måneder bag mig og se fremad. Nu har jeg 365 nye muligheder for at vende mit liv til det bedre og optimismen er på vej tilbage op i mig. Jeg har også gjort mig en erfaring ved at holde nytår alene, for jeg er klar over nu, at det er bedre at være sammen med mennesker du elsker til en eller anden skod fest, end at være alene og se dine kære have det sjovt uden dig.

Så hvis du kender nogen, som til næste år ikke har nogle af være sammen med, så ræk hånden ud. Det vil jeg helt sikkert gøre fremover, for det er en forfærdelig ensom situation at være i. Jeg ved godt, at jeg havde venner der spurgte, efter at jeg havde fortalt, at jeg skulle være alene, men en pity-invite var heller ikke en succes for mig. Næste år må jeg bare gøre situationen bedre og ved nu, at det ikke er det være at være alene. Jeg har kastet mig ud i det nye år og har allerede en masse forsæt, som I nok skal høre om!

Hvordan kom I ind i det nye år?

søndag den 18. december 2016

THIS PAST YEAR

Jeg begriber nærmest ikke, hvor hurtigt dette år er gået - trods når jeg kigger tilbage, så er det jo sket så latterligt meget. Jeg begriber heller ikke, hvor lang tid siden det er, at jeg har skrevet herinde, trods siden her har været i mine tanker ofte.

En trofast læser kommenterede forleden dag, om bloggen her ville består og min første tanke var uden tvivl; ja. Jeg elsker at have et sted, hvor jeg, for det første, kan ventilere, men også et sted, hvor jeg kan dele kreative projekter, billeder og alt muligt andet. Jeg synes ikke forfærdelig meget om at dele mine ting på facebook, da de fleste af mine venner nok ikke gider at se/høre på det. Så det her forum har de perfekte rammer - man kan kigge ind hvis man har lyst, men der er ingen tvang. Så siden her vil består, for jeg har så meget på hjerte, som jeg gerne vil dele. Jeg har nedprioriteret både siden her og min dagbog det sidste års tid, eller nærmest siden at jeg flyttede til København for 2 1/2 år siden - så for mig kræver det bare, at jeg tager nogle timer ud af kalenderen hver uge og giver mig selv tid til at fordybe mig i netop dét her.

Siden her poppede op for efterhånden mange år siden og bloguniverset har ændret sig meget gennem de sidste par år. Der er mange, der ikke gider at følge med mere, da det efterhånden handler meget om sponsorerede indlæg og "mig-mig-mig" og for mig, hvis nogle hører at jeg har en blog, bliver jeg lidt flov. Jeg ved ikke helt hvorfor, men det er nok fordi, at det startede som en teenage-ting for mig og sådan ser jeg det måske nok stadig? Jeg har det underligt med at blive ved, men jeg har heller ikke lyst til at give slip på det.

For mig ses om blog også som en stor mulighed. En mulighed for at dele min tanker, kreativitet og projekter. En mulighed for at blive opdaget og række ud. Derfor vil jeg heller ikke give slip på det, for man kan nå langt. Jeg aner virkelig ikke, hvad jeg vil med mit liv, men siden her kan måske hjælpe mig på vej i den rigtige retning.


Nu er det december og der er snart gået endnu et år og jeg fatter ikke hvor meget, der er sket.

Sidst at jeg tjekkede ind her, havde jeg fået en kæreste. Ham og jeg er ikke sammen mere og det varede ikke længere end måske 4 måneder. Jeg skyndte mig ind i forholdet, da jeg virkelig havde savnet nærvær og tryghed og pludselig, følte jeg mig ikke så ensom længere. Det gik dog ikke, trods at vi havde det sjovt sammen, var vi et dårligt match. Han havde svært ved at sætte sig ind i min psykiske situation og så havde vi meget forskellige prioriteringer i livet, så efter min eksamen på KEA, var det hurtigt slut. Det sluttede desværre ikke så godt, men vi er begge kommet videre, men det har dog efterladt ar på mig. Siden at jeg mødte ham, har jeg ikke rigtig kunne få gang i mine gode rutiner og jeg sidder ligesom bare fast i en rille, som jeg ikke lige ved, hvordan jeg skal komme ud af.

Han fortalte mig, da vi gik fra hinanden, at jeg var mere besværlig, end han regnede med. Jeg ved, at han ikke mente det, som det lyder, men den sætning har virkelig siddet fast i mig - som om at jeg virkelig er umulig at omgås. Jeg ved, at jeg nok ikke er nem, men jeg er da lang mere spændende end de fleste, da jeg har en del selvindsigt og har grublet over livets mange mysterier i mange år. Fred være med det.

2016 så fantastisk ud, da vi fandt hinanden og det var på en måde rart at opleve lidt kærlighed i mit liv igen, trods det fejlede hurtigt. Forholdet efterlod mig helt klart dårligere stillet end jeg var forinden, men jeg ved, at jeg hjalp ham med nogle ting og det ser jeg som et positivt outcome af vores tid sammen.

Trods min mislykkedes kærlighed er det også sket nogle helt vilde ting i 2016. I sommers blev jeg færdiguddannet multimediedesigner på KEA, hvilket virkelig var en lettelse. Jeg kæmpede virkelig med mine relationer på KEA, så at være ude af det, er helt fantastisk og virkelig en lettelse. Jeg fatter nærmest ikke, hvor hurtigt de 2 år gik og hvor mange mennesker, som jeg nåede at møde.

Dog var det ikke det største. I foråret søgte jeg ind på Danmarks Medie- og Journalist højskole på deres grafisk design linje. Det er nok den bedste skole inde for dens felt i Danmark og kun 20 personer kommer ind om året, så jeg havde små chancer. Trods at jeg var lige ved at droppe den første optagelsesprøve, fik jeg afleveret den lige før deadline og var så i en venteposition. Noget tid efter fik jeg at vide, at jeg var kommet videre til den næste optagelsesprøve på skolen, som ville vare over 2 dage. Så i starten af maj, midt i det sidste projekt på KEA, tog jeg til optagelsesprøve på skolen sammen med 60 andre elever. Det var nogle nervepirrende dage og alle omkring en kunne sidde og kigge på ens ting. Jeg kom dog igennem det og blot nogle få uger efter, fik jeg mailen. Mailen om optagelse.

Jeg var på arbejde i Paper Collective, da den kom og jeg opdagede den faktisk først efter nogle få timer efter, at den var kommet. Mit hjerte bankede vildt hurtigt og da jeg læste mailen, fattede jeg ikke mine egne øjne. Jeg var fandeme kommet ind og så endda i første huk! Det er meget normalt, at man ikke klarer den første gang, så det var virkelig vildt. Min første reaktion var at grine og græde på sammen tid og så løb jeg op til mine chefer, stortudede og ringede til mine forældre med det samme. Det var så stort man. Jeg fatter det stadigvæk ikke, trods for at jeg har gået på skolen siden september.

Så nu har jeg allerede gået på skolen i et helt semester og hold nu kæft, hvor det er hårdt. Der er nye projekter hver uge, latterligt lange dage, ens kreativitet bliver presset konstant og jeg er omringet af meget dygtige mennesker. Med mit lave selvværd er det virkelig hårdt for mig psykisk at være omkring så dygtige folk hele tiden, da jeg ser meget dårligt på mig selv - men herre Gud, som vores lærere siger, "vi er eliten" og ja, det er vi! Jeg har har allerede lært SÅ meget og kan ikke vente med at lære mere. Jeg kæmper dog meget med at finde min egen stil, men håber lidt at den kommer i takt med, at jeg når længere i mit skole forløb. Jeg har stadig 2 1/2 år til at finde ud af det heldigvis.

Trods at jeg er kommet ind på drømmeuddannelsen, ved jeg virkelig ikke, hvad jeg skal med mit liv. Jeg har ikke været ude at rejse overhovedet, som mange i min omgangskreds og hvad skal der ske, når jeg er uddannet grafisk designer? Damn... Jeg må se, hvad tiden byder sig.


Andre ting i 2016 har været... at mine forældre har solgt mit barndomshjem og købte verdens lækreste hus, som jeg slet ikke kan vente med at bo halvt i, jeg har boet sammen med Archimedes i over ét år, jeg er fyldt 22, jeg har mødt 2 fantastiske piger i min klasse på skolen og fået en fantastisk veninde gennem Instagram, jeg har taget 10 kilo på, hvilket virkelig er noget møg, men det må der laves om på i 2017, jeg er blevet meget tættere på min bror gennem de sidste par måneder, jeg har kun fået lavet én sølle tatovering i år, jeg er stoppet i Paper Collective og jeg er snart færdig med mit engangskameraprojekt og sikkert også mange andre ting.

Shit et år. Jeg har været psykisk ustabil det meste af året, men det er virkelig sket nogle store positive ting, det er helt vild. Trods det meste eksterne har fungeret rigtig godt, har jeg virkelig kæmpe med mine indre dæmoner - men jeg er optimistisk for 2017. Det er bare fået op for mig, at jeg skal elske/hjælpe mig selv, før at jeg kan lukke andre ind. I just gotta keep trying.


torsdag den 9. juni 2016

MY POSTERS

Gennem de sidste 2-3 år er min interesse for kunst, grafisk design og ikke mindst plakater steget vanvittigt meget. Det har resulteret i at jeg har kastet rigtig mange penge efter plakater. Jeg har ikke helt tal på, hvor mange jeg har, men tidligere på ugen købte jeg 3, så det går altså også stærkt... Plakater skaber sådanne en bestemt stemning i et hjem og siger faktisk utrolig meget om dem, der bor der. Samtidig synes jeg også at det er super kedeligt og uinspirerende at være i et hjem uden kunst på væggene i en eller anden forstand. Mine plakater er hvad, der skaber mit hjem og fremadrettet har jeg 5 plakater, som jeg ved, at jeg skal have - det ender en dag med at jeg har plakater gulv til loft og det bliver helt fantastisk.


Nikon Plakat, kunstner ukendt - Lousiana plakat fra udstillingen med Jeff Wall - Plakat fra den svenske Natalie Foss, købt på Society 6.

Plakaterne i min stue for enden af mit spisebord med et lille sneak peak til mit 365-dages projekt.


Fotografi fra Paper Collective af Kunstneren Ida Lehrmann - Plakat fra Faunascapes - Tattoo Flash af den svenske Johan Ankarfyr, købt på Copenhagen International Tattoo Convention sidste år - En lille fotografi af Bispebjerg Kirkegård, da kirsebærtræerne blomstrede. Taget af mit med engangskamera.

Mindre plakater i min stue over min reol.


En magasinforside som bladet Bitchslap printede nogle plakater af - Plakat fra Paper Collective lavet af den russiske Daria Zaytseva - Ophæng fra GEBREY og bryllupsbilleder af min mormor/morfar og mor/far.

Plakater i min stue ved mit fjernsyn.


Ungdomsbilleder af begge mine forældre - Postkort på Hylden fra Paper Collective lavet af Greg Eason - Bandplakat fra min mormor og morfars band "Grand Old Party", som jeg har arvet.

Diverse sager ved mine hylder i stuen.


Fotografi fra Paper Collective af den svenske Julie Pike - Plakat fra Our Broken Heart med filmen "Det levende slot" - Print af en af Picassos værker - Endnu en plakat fra den Natalie Foss - Tourplakat fra James Blakes "Retrograde" tour - Et broderi jeg har lavet, der siger "Plakateriet 2015"- Plakat fra Paper Collective også af Greg Eason - Fotografi fra Paper Collective af Julie Pike - Endnu en plakat fra Our Broken Heart med filmen "Totoro".

Min store plakat væg i min stue over min sofa.


Plakat fra Paper Collective af kunstneren Amelia Hegardt - Print fra en af Frida Kahlos værker, en af mine nyeste plakater købt i Posterland - Fotografi fra Matilde Fogh - Plakat fra Richard Mosses udstilling på Louisiana(Jeg har måtte fjerne Louisiana teksten, da ingen rammer passede til formaet...) - Plakat far Witchoria, købt på Society 6 - Endnu et fotografi fra Matilde Fogh - Print af et af Henri Matisses værker også helt ny og fra Posterland - Fotografi af detokay købt på FINDERSKEEPERS - Et fotografi af min mormor.

Min plakat væg i mit soveværelse over min seng.


Fotograf af Frida Kahlo, også helt ny og købt i Posterland og rammen er fra IKEA.

Mit badeværelse.



Limited Edition Print fra Paper Collective af Form Us With Love og ramme fra Moebe, dog sidder billedet lidt skævt...

Mit badeværelse.


København plakat fra Kortkartellet, skal dog snart skiftes ud, da det ikke rigtig passer ind i min æstetik længere - Ophæng fra GEBREY.

Min entre/gang.


Chiliplakat som er købt i en lille kortbiks i København.

Mit køkken som er det rum med mindst plakater i.

Follow on Bloglovin', Facebook and Instagram