tirsdag den 9. april 2019

FARVEL FOR NU INSTAGRAM

Jeg har gjort noget relativt drastisk, hvis jeg skal spørge mig selv. Jeg har deaktiveret min Instagram. Buf. Den er væk. Jeg kan ikke søges frem. Det er virkelig en underlig følelse, for jeg startede på Instagram tilbage i mine teenage år og nu sidder jeg snart som 25 årig om under en måned. Jeg kan ikke rigtig huske tiden uden - eller jo, det kan jeg selvfølgelig godt. Man læste flere blog, man var mere på Facebook og diverse andre medier som Arto, MSN og forskellige forums. Dog skulle alting ikke dokumenteres og jeg tror, at man nød dem mere.

Jeg er fornyligt begyndt hos en psykoterapeut. Jeg har altid gået til psykolog, men efter at være havnet i en rille hos min gamle, så har jeg startet noget nyt. Det er meget underligt og anderledes og slet ikke, hvad jeg vil tale om nu hvertfald. Grunden til at jeg er hos hende, er at jeg er stressramt og egentlig har været det i lang tid. Hvad jeg har kunne konkludere af vores sessioner indtil nu, er at jeg skal have ro i min hverdag og i mit hoved, hvilket er mere svært end hvad man skulle tro.

En af de ting, som jeg kan bruge MANGE timer om dagen på, er sociale medier. Især Instagram er min største synder, da jeg godt hurtigt bare kan blive fanget i en slags loop. Jeg skal lige tjekke stories, så skal jeg tjekke feedet, så skal jeg lige kigger på discover og så starter møllen bare forfra. Dette loop foregår rigtig mange gange i løbet af min dag og jeg får intet konstruktivt ud af det. Tjo, jeg finder ud af, at min veninde har været i zoo eller at min yndlings tatovør har lagt en ny tatovering ud. Udover det, er der faktisk ikke super meget at komme efter. Tro mig, jeg elsker mediet og er jo netop storforbruger af det. Jeg elsker selv at lægge ting ud, til trods for, at jeg ikke har gjort det ordenligt i lang tid. Jeg elsker mulighederne Instagram giver. Man kan følge med i sine venners liv, man kan følge med i folk der inspirerer en og man kan komme ud med nogle holdninger, noget visuelt og faktisk dele noget godt indhold med verden. Dog når det begynder at fjerne min tilstedeværelse i den virkelig verden er der noget galt i mit forbrug.

Jeg sad foran mit spejl i fredags og gjorde mig klar til dagens gøremål, da en masse følelser bare strømmede ind over mig. Jeg havde været til terapi om mandagen og min krop kunne bare ikke mere. Den gav op. Jeg begyndte at græde og fik en voldsom lyst til at fjerne alle de stressende elementer i mit liv. Jeg fik lyst til at sige op på mit arbejde, fik lyst til at sælge min lejlighed, fik lyst til at råbe og skrige af mine naboer, fik lyst til at slette alt på min Instagram og fik generelt bare en enorm lyst til at rive alt op med rødder og bare brænde det. Det gjorde jeg ikke, selvom uroen i mig føltes som en atombombe der netop var sprunget. Mine håndled kløede, tårer løb og mit hjerte hamrede. Det eneste jeg faktisk kunne gøre noget ved, var blot Instagram. Første overvejede jeg at slette alting, men da jeg så gik ind og læste lidt, fandt jeg ud af, at jeg kunne deaktivere den og at den først blive synlig, når jeg en dag logger ind på den igen.

Nu har den været væk siden i fredags og det føltes faktisk bedre, end jeg regnede med. Jeg kan mærke, hvor en voldsom vane, som jeg faktisk have fået opbygget gennem årene og mine fingre blev ved med at trygge dér, hvor appen lå på min iPhone. Nu er den væk. Dog kan jeg mærke et savn også. Jeg mangler mit talerør, et sted at dele min dag og mine tanker. Jeg har altid været et meget visuelt menneske og nu mangler jeg faktisk stedet, hvor jeg var visuel. Det er underligt. Nu bruger jeg så Facebook rigtig meget - dog kan man ikke rigtig ende i sammen slags loop, men jeg må holde øje med den vane.

Jeg ved ikke, hvornår jeg åbner den igen. Det kan være om et år, en måned eller på søndag. Who knows? Jeg ved hvertfald, at jeg lige skal have en pause og faktisk prøve at lave ting, fordi det er noget, som jeg har lyst til og ikke fordi, at det skal på Instagram. I går skulle jeg ud til min cykel efter, at jeg havde fået fri fra arbejde, var der selvfølgelig er en fugl der har lagt en fugleklat på min sadel. Min første tanke var, at det skulle da på min story og virkelig vise hvilken fucking mandag, som jeg havde haft. Men næ, det kunne jeg ikke. Så jeg tog bare et billede af det. Det føltes lidt tomt, men nok også meget sundt. At det bare var en følelse og oplevelse for mig, som ikke behøves at deles - og hvis den skal deles, bliver det i virkeligheden, mund til mund.

Samtidig er jeg ikke i tvivl om, at der også komme nogle konsekvenser for, at jeg ikke længere er på. At jeg misser nogle vigtige informationer, begivenheder eller bare småting i min omgangskreds liv. Sådan må det bare være. Lige nu er mit helbred min førsteprioritet og det bør det faktisk altid være. Jeg snakkede også med min veninde om det og vi blev enige om, at vi mennesker nok ville være mere lykkelig uden Instagram. Det er jeg fuldstændig overbevist om, da vi nok vil være mere til stede hvor vi er og nyde øjeblikkene i stedet for at dokumentere dem. Instagram er jo fantastisk og fremmer mange gode ting - dog stjæler det også vores opmærksomhed og det handler meget om likes, opmærksomhed og om at være "god nok" og "rigtig". Suk, det er svært at navigerer rundt i, men lige nu, skal Instagram bare ikke være en stressfaktor for mig og når jeg engang åbner den igen, skal jeg hvertfald revurdere mit forbrug.

God tirsdag.

søndag den 6. januar 2019

ØNSKER FOR 2019



Glædeligt nytår alle sammen, jeg håber, at I kom godt ind i det nye år - jeg havde faktisk en ganske udemærket nytårsaften, for jeg var hvertfald først hjemme kl. 7 om morgenen, så noget fungerede hvertfald.

Jeg har gået og tænkt på, at jeg gerne ville lave et indlæg omkring mit år 2018, for for fanden hvor var det et irriterende år. Dog har jeg netop læst Amalie Wessels seneste indlæg om 2019 og blev inspireret til at gøre som hende - at kigge fremad i stedet for at kigge for meget bagud, dog vil jeg gerne komme hurtigt rundt om 2018.

2018 har været et utrolig udfordrende og uheldigt år. Jeg har været utrolig stressramt, angstramt, været udsat for overfald, fået knust mit hjerte og bare haft utrolig mange kedelig og uheldige episoder - især igennem de sidste par måneder af året. Dog har jeg ikke tænkt mig at tænke på alt det negative ved 2018. Jeg har netop siddet og skrevet en masse om alt det lort, der er sket det sidste år, da det gik op for mig, at det ikke hjælper at tale mere om det, hvertfald ikke her. Jeg vil prøve at kigge på nogle af de positive ting der skete i 2018 i stedet for:

  • Jeg var i Berlin for først gang i mit liv og elskede det
  • Jeg var på bilferie til Italien med min familie for første gang i mange år
  • Jeg har endelig anerkendt at grafisk design ikke er noget for mig - hvertfald ikke hvor jeg er i mit liv lige nu
  • Jeg tog chancen med kærlighed og kæmpede virkelig for det, dog uden held, men jeg prøvede
  • Jeg er blevet bedre til at kende mine grænser, især i forhold til andre mennesker. Derudover er blevet langt bedre til konfrontationer og har ikke noget problem med at tale om ting, der er svære
  • Jeg har fået lavet 3 tatoveringer, som jeg er virkelig glad for
  • Jeg er begyndte at bruge tandtråd hver dag
  • Jeg reder min seng hver dag(De små ting tæller!)
  • Jeg er begyndte at sorteret mit affald bedre
  • Jeg spiser mindre kød
  • Jeg har fået nogle vanvittig gode venner, som fremmer det bedste i mig og som jeg håber, at jeg har resten af mit liv
  • Jeg lærte at ikke alle bekendskaber overlever og at det er OK
  • Jeg kom i praktik hos nogle super søde og dygtige mennesker
  • Archimedes og jeg er blevet endnu tættere og han vil gerne ligge meget mere på mig, så er han ved at blive den puttekat, som jeg hele tiden har drømt om
  • Jeg har brugt appen Spiir det meste af året og fået et bedre overblik over, hvad jeg bruger mine penge på
  • Jeg har fået anskaffet mig nogle bedre analoge kameraer og fået taget nogle smukke billeder
  • Jeg har fået et bedre forhold til min krop
  • Jeg fik lavet en medusa piercing, som jeg har villet have i mange år(dog med komplikationer, så den skal re-pierces her i januar)
2019 bliver et utrolig spændende år, dog prøver jeg ikke at have for høje forventninger, men er der bare nogle ting, som helt naturligt bliver vildt spændende. Jeg fylder 25 år og jeg bliver endelig færdig med min uddannelse og jeg kan slet ikke vente med, at jeg kan lægge det bag mig og begynde nye eventyr.

Jeg er typen som skriver nytårsforsæt og har skrevet i det samme dokument i et par år og det er bare utrolig spændende at se, hvor mange af målene jeg faktisk opnår - det er ikke alle, men alligevel kan jeg altid krydse nogle af. Derudover er også sjovt at se tilbage på ens forventinger til de forskellige år og faktisk se hvordan ens værdisæt også ændrer sig med tiden. Ligesom Amalie, vil jeg gerne skrive nogle af de ting, som jeg gerne ser ske i 2019. 

Jeg vil gerne...
  • Blive færdig på DMJX og ikke smække med døren, når jeg går
  • Få flere tatoveringer.
  • Begynde at afdrage på mit SU-lån
  • Starte en opsparing
  • Dyrke mere motion
  • Starte på et tegnekursus
  • Starte på/lave noget, som ikke har et mål, for netop ikke at have en plan
  • Udforske min seksualitet og ikke være bange for det den
  • Arbejde med min "følelse" af følelsesløshed, da livet ofte bare farer forbi mig og jeg forsvinder væk i mine tanker
  • Starte hos en ny psykolog
  • Få det bedre med min krop
  • Blive fri for mit behov for kontrol og den angst det medfører
  • Bruge min telefon mindre
  • Se mindre fjernsyn
  • Læse mere
  • Gå flere ture
  • Lege mere med min kat
  • Blive bedre til at navigerer i hvilke forhold er er gode for mig
  • Spise mere vegetarisk
  • Sortere mit affald endnu mere
  • Tage flere billeder og potentielt starte spændende projekter
  • Finde ud af, hvad jeg skal med bloggen, da jeg ikke føler, at den rykker sig
  • Skrive flere indlæg
  • Finde ud af navigere i de her sociale medier og min ærlighed
  • Udvikle min Instagram yderligere og prøve at få sparket lidt girl power ind i den, dog stadig med 100% ærlighed
  • Finde ud af, hvad jeg gerne vil med mit liv, eller måske faktisk bare lade være?
  • Smile mere til fremmede
  • Fjerne stress-elementer fra mit liv: om det så er steder, personer, arbejde etc, så vil jeg ikke bruge min ungdom på stress.
  • Begynde at spise efter sense-principperne og derved få en sundere krop - jeg får det altid mentalt bedre, når jeg passer godt på min krop
  • Købe mere genbrugstøj
  • Ikke stresse over alder
  • Bruge mere tid med mine venner 
  • Bruge mere tid på at opbygge nye venskaber, som jeg tidligere bestemt ikke har turde
  • Bruge mere tid i solen
  • Få bedre søvnvaner
  • Huske at det er normalt og nødvendigt at fejle og at alting ikke skal være perfekt
  • Finde noget kærlighed(måske kliché, men det gad jeg sgu godt)
  • ... Samt mange andre ting
Jeg vil hvertfald prøve at starte med at gøre nogle ting, som er sunde for mig. Det vigtigste er, at jeg skal kaste mig ud i nye ting, om det er et kor, et kursus, en øl med en bekendt, en date eller udforske min kreativitet lidt mere, så skal jeg have brudt nogle grænser. Første punkt er dog, at jeg skal starte hos en ny psykolog - så jeg kan arbejde frem mod nogle af mine mål med professionel hjælp og finde frem til en gladere og sundere Amalie. Jeg er hvertfald spændt for 2019, da det helt automatisk bliver et år med mange forandringer.

søndag den 16. december 2018

BIOLOGISKE UR



Denne post har efterhånden ligget og ventet et par måneder, men jeg kan mærke, at nu er den mere passende end nogensinde før.

Som jeg har skrevet om så mange gange før, så er jeg en kæmpe romantiker og har den helt store hus, have, børn, hund og så videre-drøm. En ting er at have planer for fremtiden, en anden ting er, at jeg også bliver ældre. Næste år bliver jeg 25 og når jeg kigger på den fremtid, som jeg forestillede mig, da jeg var yngre, så stemmer det ikke helt overens. I mine drømme ville jeg have haft børn nu og nok været en del mere "bundet", end jeg er. Jeg ved ikke, om det er det, som presser mig eller at det faktisk er det faktum, at min fertilitet langsomt bliver dårligere med hvert år det går og at jeg ikke har lyst til at være en "gammel" forældre. Jeg har altid haft unge forældre, da min mor fik min bror og jeg i sin første halvdel af 20'erne, hvilket betyder at min mor bliver 49 næste år, hvor jeg bliver 25. Det vil også sige, at jeg altid har haft yngre bedsteforældre og min oldefar døde først tidligere i år i en alder af 99. Jeg har været så priviligeret at have min slægtninge så længe, da jeg har venner, som aldrig rigtig har kendt bare deres bedsteforældre. Jeg vil så gerne give mine kommende børn den samme mulighed og at vi kan have hinanden i mange år.

Når det så er sagt, så er jeg ikke særlig god til børn. Jeg er ikke skruk i den forstand, at jeg smelter hver gang, at jeg ser et barn eller at jeg bare MÅ holde det. Jeg vil faktisk helst være fri. Så for mig handler det måske ikke så meget om selve "babyen", men familien som en helhed. Selvfølgelig glæder jeg mig røv meget til at få mit EGET barn, at se en lille udgave af mig og min "mage" vokse og udvikle sig, men skruk er jeg bestemt ikke. Dog er jeg bekymret. Jeg er selvfølgelig stadig langt fra 40'erne, men det værste det kunne ske for mig som kvinde, ville uden tvivl være, at jeg ikke ville være i stand til at få børn eller at det skulle blive svært. Min mor, mormor og farmor har overhoved ikke haft svært ved at blive gravide, men allerede nu er jeg jo ældre end hvad de var, da de fik deres første.

Lige nu er der måske også bare lidt lange udsigter til hele den her drøm om bryllup, børn og familielivet. En ting er, at jeg kan mærke, at jeg virkelig ikke er et sted i mit liv til børn. Dog har jeg også været enlig i en god årrække nu, så jeg har også bare svært ved at se mit liv anderledes, til trods for at jeg drømmer om at vågne op til en, som jeg elsker hver dag. Og den pokkers kærlighed... hvor har jeg skrevet om den mange gange her inde og jeg har bare ikke heldet med mig. Dem som jeg længtes aller mest efter er ikke interesserede i mig, Tinder er tom for spændende sjæle og hverken på job eller skole er der noget at komme efter. Jeg synes virkelig, at det er svært, da os danskere også bare er lidt et tilbageholdent folkefærd og er svært at komme ind på. Jeg er heller ikke typen, som går på særlig mange dates og bliver utrolig genert, hvis nogle kigger på mig ude i offentligheden. Det er selvfølgelig også noget, som jeg skal arbejde på, men når det så er sagt... Så virker det bare også som om, at dem som jeg støder på, har vanvittig svært ved at binde sig og så vil jeg ikke spilde min tid og energi dér. De leder aldrig efter noget seriøst, er i åbne forhold, tror ikke på monogami og rend mig i røven. Samtidig så tror jeg også at sociale medier, Tinder og så videre gør, at vores generation altid tænker, at der er noget bedre rundt om hjørnet og derfor ikke vil binde sig. Jeg læste fornyligt en artikel omkring netop vores generation. At vi er illoyale, ikke vil binde os og altid kigger os om for noget bedre. Både når det handler om job, kærlighed, venner, bopæl og så videre. Og hvor er det dog bare sandt. Min oldemor og oldefar var gift i over 70 år og det tror jeg bare ikke, at særlig mange i vores generation kommer til - hvis der er et lille problem, så er vi ikke særlig gode til at arbejde med det og komme videre - vi giver ofte bare op og kæmper ikke for tingene. Et 70 års ægteskab er da ikke nemt, men de elskede hinanden og viste hinanden en så smuk loyalitet gennem hele livet og i døden. Jeg drømmer uden tvivl om et ægteskab, hvor vi kæmper for hinanden og ikke giver op - ikke at man skal blive ved, hvis man er ulykkelig, men at man ikke kaster håndklædet i ringen for nemt. Nu kom jeg ud på et langt sidespor om en af problematikkerne ved vores generation, som jeg kunne snakke meget om, men som jeg ikke vil gå mere ind i nu. Når det så er sagt, så mener jeg jo ikke, at alle agerer sådan, men der er unden tvivl et mønster i vores generation i forhold til det her og det bliver nok kun et større problem i de kommende generationer.

Det korte og det lange er at jeg virkelig, virkelig slås med at finde gensidig kærlighed, hvor vi vil det samme og det betyder jo også, at mine fremtidsdrømme hele tiden skubbes længere og længere væk. Dog har jeg kunne mærke en forandring hos mig selv i forhold til de her mænd. Jeg kigger på dem som værende en potentielt far til mine børn, frem for en kæreste her og nu. Jeg kan mærke, at jeg virkelig er på "mage-jagt", hvilket er lidt skræmmende. Min biologi er bare gået i gang med at se mændene på en anden måde og jeg kigger efter dem OVERALT. Alle er potentielle og bliver "scannet". Det er lidt voldsomt... Det er nok en kombination af, at jeg er skide træt af at være single, ikke i den forstand, at jeg skal have udfyldt et tomrum i hjertet eller noget, men jeg længes efter den her tosomhed. Den anden del er helt sikkert, at mine hormoner er begyndt at tage over også. Udover et pres fra mig selv af, er mine familie begyndt at presse på - både min mor og min farmor. De glæder sig jo uden tvivl og det forstår jeg jo også godt. Jeg er jo også den rette alder i forhold til min familie, men når det så er sagt, så har jeg også bare valgt et andet liv - jeg valgte storbyen med mange muligheder og så har jeg bare været under uddannelse i mange år efterhånden og som jeg også skrev tidligere, så jeg er bare heller ikke helt klar. Jeg vil gerne ud og se verden og dumme mig lidt mere, men hvor ville jeg dog ønske, at jeg havde en at gøre det med. For et par år siden sagde min ældste veninde til mig, at hun havde en idé om, at når jeg først fandt ham, så ville det gå stærkt og det kan jeg sagtens se for mig, for jeg har simpelthen så meget kærlighed at give.


fredag den 5. oktober 2018

NOGET OMKRING FREMTID OG DRØMME


Jeg er et meget skelsættende sted i mit liv lige nu, hvis jeg selv skal sige det. Jeg bliver 25 om et halvt års tid, er færdiguddannet næste sommer og står lidt over for livets næste fase. Et sted uden for det ellers så trygge uddannelsessystem, som jeg har været i siden, at jeg startede i skole 2000, foruden et enkelt års pause i 2013-14. Jeg har boet i min egen lejlighed i over 3 år og har været ansvarligt for et andet liv lige så længe. Jeg bliver færdig uddannet snart med hele to uddannelser i ryggen. Jeg har fået etableret mig en omgangskreds i København. Der er mange ting, som er meget voksent og måske var en del af en drøm, som jeg havde engang, men lige nu virker livet bare lidt... meningsløst.

Jeg har alle dage af mit liv været en romantikker og drømt mit væk langt ind i min underbevidsthed. Jeg drømmer stort og jeg bliver ofte skuffet over livets realiteter. Da jeg boede i Næstved, så var en af drømmene at flytte til København; det gjorde jeg så - og jeg føler mig uden tvivl langt mere hjemme her, end jeg gør mange andre steder, dog spiller tingene stadig bare ikke. Ikke at man får foræret de gode ting her i livet, man skal helt sikkert kæmpe for det og det synes jeg også, at jeg har gjort langt hen af vejen. Som det ser ud nu, aner jeg ikke, hvor jeg skal bo i Danmark, eller for den sags skyld, i verden. København er uden tvivl min by at færdes i, men jeg har brug for mere ro. At kunne trække mig og gå ud i naturen uden, at der er mennesker overalt. At jeg kan lægge mig i min seng kl. 10 om aftenen og kun høre mit eget åndedræt. Jeg drømmer om en faldefærdig gård et sted med massere af natur og luft omkring sig. En gård hvor jeg og min kommende partner kan bygge vores hjem sammen og skabe en familie. Nok den største drøm, men også den sværeste.

Efter at jeg flyttede til København, fik jeg en drøm om at blive grafisk designer; og det blev jeg, eller det er jeg hvertfald næsten. Jeg bliver færdiguddannet grafisk designer om et års tid fra Danmarks medie- og Journalisthøjskole og jeg kunne ikke ville noget mindre. Jeg ved, at jeg bør være taknemmelig for denne "fantastiske" mulighed og uddannelse, men den har knækket mig. Den drøm er død nu. Så lige nu spilder jeg min tid på en giftig uddannelse, som jeg ikke vil arbejde med, når jeg er færdig - dog siger alle "der er kun ét år tilbage", "så har du noget at falde tilbage på" og jeg kan kun tænke "fuck jer". Jeg forstår det jo godt og jeg kan godt føle mig som et utaknemmeligt røvhul, for nogle mennesker bruger mange år på at prøve at komme ind, men hvor taknemmelig skal jeg være, når det ikke er det rigtige? Dette punkt i mit liv er uden tvivl det, som fylder aller mest. Min uddannelse har været min identitet i rigtig mange år og nu står jeg med noget, som jeg virkelig ikke bryder mig om. Dog skifter jeg hele tiden mening omkring, om jeg gider at arbejde med det bagefter eller ej. Det hele bunder i en kæmpe usikkerhed omkring mit eget arbejde som grafisk designer. Jeg har overvejet hele sommeren, om jeg bare skulle droppe ud og arbejde i Weekday fuldtid. Det er et job, som jeg er god til og ved at jeg bliver værdsat i, men det er jo heller ikke mig i længden. Hvornår lærer jeg dog at tæmme denne usikkerhed, som præger alle aspekter af mit liv?

En ting som jeg virkelig altid har drømt om, som jeg også berørte før, er uden tvivl kærlighed. Jeg er en kæmpe romantikker og drømmer om et stort bryllup, børn og hverdagens smukke gemte skatte. Jeg var helt sikker på, at jeg havde fundet min eneste ene tilbage i 2011. Det viste sig så, at han var homoseksuel og først indrømmede det for mig efter ét år efter, at han droppede mig uden videre. Det var en af de værste år at mit liv - og selvom jeg fandt ud af, at han droppede mig for, at han var til drenge, så var det for sent. Skaden var sket og jeg havde fået en kæmpe ar på min sjæl og har siden hen blot følt mig meget forkert. Da jeg flyttede til København, var jeg så naiv at tro, at jeg ville finde kærligheden med det samme - det blev hurtigt modbevist. Jeg har datet lidt, haft one night stands og brugt utrolig mange timer på Tinder, dog alle uden held. Jeg vil SÅ gerne kærlighed, men det kræver SÅ utrolig meget af mig. Det er nok også fordi, at det er min største drøm. Jeg kan simpelthen ikke finde ud af at gøre ting halv og slet ikke kærlighed. Når jeg møder en ny mand, drømmer jeg mig allerede væk inden, at jeg har lært ham at kende. Jeg ser hele vores fremtid foran mig og drømmer om, at vores børn vil få hans øjne. Når det så går i stykker, falder drømmen fra hinanden og det kan tage mig flere måneder at komme ovenpå igen. Det største problem med denne drøm er, at min biologiske ur er begyndt at tikke. Jeg havde altid forestillet mig, da jeg var yngre, at jeg ville få børn i starten af mine 20'erne. Når jeg kigger realistisk på det nu, var det nok aldrig sket alligevel, da jeg jo har været under uddannelse i lang tid, men med den rigtige mand, kunne det nok have gået anderledes. Nu rammer jeg snart midt-tyverne og der går også noget tid, før at man skal have børn og jeg synes blot, at alle mænd jeg møder, bare ikke er klar til forhold eller stadig ikke er færdige med at "løbe hornene af sig"(hvilket jeg altid har fundet så ulækkert). Selvom jeg har fundet ældre fyre - så er det stadig et problem. Lige for tiden ses jeg med en fyr på 28, som på ingen måde er klar til et forhold og han har derudover også en anden holdning til forhold end jeg. Vi vil 100% ikke det samme, dog kan vi ikke sige fra overfor hinanden. Der er en vanvittig kemi og han er alt, hvad jeg drømmer om - men jeg ved, at det vil slå fejl og min drøm om den der fucking kærlighed, vil gå i stykker endnu en gang og jeg skal bruge måneder på at komme ovenpå igen. Denne drøm om familie fylder så vanvittig meget i mit liv hver eneste fucking dag, at det nærmest kan gøre mig deprimeret i perioder og timerne alene på sofaen hver aften bliver meget lange. At ville noget så meget, som bare ikke sker. Kærlighed er en pudsig størrelse.

For at vende tilbage til til de mere praktiske drømme, så er min drøm som grafisk designer jo lidt død. Den drøm som jeg går med nu, har jeg faktisk haft i rigtig, rigtig mange år, men jeg har bare aldrig tænkt, at den var realistisk. "Det kunne jeg da ikke og det er jeg da slet ikke dygtig nok til". Derudover er processen dertil bare ikke så udpenslet. Jeg vil gerne være tatovør. Jeg har altid været helt vildt forelsket i branchen og det er faktisk først inden for det sidste halve år, at jeg har turde at sige højt, at det er det, som jeg gerne vil. Jeg har frygtet, hvad mine venner og familie ville sige - at det er da noget underligt noget, urealistisk. Dog føltes det bare så rigtigt, når jeg tænker på det. Menneskerne er altid fantastiske, man kan rejse hele verden rundt, man maler og tegner meget og man laver permanent kunst på folk. Der er bare så mange ting ved det, som passer lige til mig. Lige siden at jeg var en lille pige, har jeg altid tænkt, at jeg ikke ville have et kontorarbejde og hvad fanden er det, som jeg er ved at uddanne mig til nu? Fuck nej. Det eneste problem lige nu i forhold til den her drøm er, at jeg ikke er dygtig nok. Jeg tegner ikke godt nok - heldigvis er det et skill, som man kan udvikle, men mit overskud har ikke været der til det i flere år. Det demotiverer mig en lille smule, for den eneste måde hvorpå jeg kan blive bedre er at begynde at tegne. Lige nu er min plan, at jeg vil prøve at gå lidt mindre op i skolen i år og tegne lidt mere. Dog tror jeg ikke, at det er så realistisk, men når jeg er færdiguddannet, kunne jeg godt finde på at være fuldtid i Weekday og bare bruge tiden på at tegne, gå på tegnekursus og knytte bånd med de tatovører, som jeg kender i København. Kæft man, det gad jeg så sindssygt godt... Jeg håber ikke, at det er urealistisk at tænke, at jeg gerne vil være i lære inden, at jeg er 27. I forhold til min forhåbentlig kommende tatovør karrierer, så er drømmen dernæst at blive selvstændig og have min egen shop. Hold nu kæft hvor ville det være sejt.

Der er også bare så mange andre drømme, ikke de helt store, men stadig ting, som jeg gerne vil indfri; Jeg vil gerne noget mere i Ungdomshuset, de mennesker der er dernede fascinerer mig så meget og jeg ville elsker at blive en del af dem. Jeg har også en drøm om at hjælp børn, som har det svært. Jeg har en drøm om, at arbejde for en organisation, som hjælper katte. Jeg har en drøm om, at sælge mine egne plakater. Jeg har en drøm om at skrive en bog. Jeg har en drøm om at skrive digte. Jeg har en drøm om at dubbe en tegnefilm. Jeg har en drøm om økonomisk stabilitet. Jeg har en drøm om at lære at spille klaver. Jeg har en drøm om at få mine billeder publiceret. Jeg har en drøm om lige at tabe de 10 kg for meget. Jeg har en drøm om, at overvinde min angst. Jeg har en drøm om, at min bror og jeg vil være tætte resten af vores liv. Jeg har en drøm om at gøre en forskel... Jeg har så mange små drømme for fremtiden, det kan bare være så svært at finde ud af, hvordan man kommer derhen.

Som I kan høre, så er det ikke de helt små drømme, som går og fylder så fucking meget i mit hoved for tiden. Det er virkelig de helt store - kærlighed, familie og karriere og der er bare ingen af dem, som er lige inden for rækkevidde. Det hele kan være så langt væk, at jeg blot kan føle mig en smule handlingslammet og det kommer jeg bestemt ingen vegne af. Drømme er så svære og blot ordet "drøm" indikerer, at det er noget urealistisk noget. Måske skulle jeg nærmere kalde det mål - så virker det mere håndgribeligt, dog også lidt de-romantiseret. Jeg synes blot, at det er kan være rigtig svært, at have de der "traditionelle" drømme om børn, hund og hus, da det hele handler om smarte karrierer og at rejse hele verden rundt - der er fandeme ingen mænd på tinder, der bare siger, at det leder efter deres udkårne. Måske er jeg også bare skide gammeldags, men om jeg så ville lægge de værdier fra mig, så kan jeg ikke. Lige nu kan jeg ikke gøre andet end at tage én dag af gangen og bare se, om jeg kan bevæge mig en lille smule tættere på mine mål hver dag. Det kan være svært at planlægge for fremtiden, dog når jeg tænker på det, er det hele bare omtåget og forvirrende - der er ikke andet for, end bare at forsætte og se hvor jeg havner. Det vigtigste for mig lige nu er bare at gøre ting, som føltes rigtig og måske ikke tænke for meget over resultatet - bare leve liv, eller hvertfald prøve på det.

tirsdag den 7. august 2018

MINE NYE GAMLE KAMERAER

Som nogle af jer nok ved, så har jeg altid været utroligt interesseret i fotografi og har dyrket det meget i nogle perioder af mit liv. I 2015 indledte jeg et projekt, hvor jeg skulle tage ét billede om dagen med et engangskamera, hvilket var en hård og fantastisk givende oplevelse. Siden da har jeg altid haft et engangskamera på mig og nydt friheden og tilfældigheden - derudover så har analog fotografi bare ét look, som man ikke kan fange gennem et digital kamera lige så godt. Nu er analog fotografi blevet en rigtig dille igen og mange er begyndt at tage billeder med engangskamera mv. Den bølge har fået mig til at ville videreudvikle min egen fotografi og ikke lade alt styre af et engangskamera. Nu er jeg så blevet den heldige eget af ikke mindst 2 analoge kamera fra henholdsvis 70'erne og 80'erne.


Det overstående billede er af et Ricoh FF3 kamera, som jeg har fået æren af at arve af min oldefar på 99(som stadig lever vel at mærke), da han selvfølgelig ikke længere fik glæde af det. Jeg er helt vild med det look, som dette kamera har, da man virkelig kan fornemme, at det er produceret i 80'erne. Min oldefar har selv rejse rundt med det i Europa og jeg har selv i år både haft det med til Berlin og Italien. Jeg har lige fået fremkaldt min førte rulle film med det(der ligger nogle stykker allerede på Instagram) og det var en kæmpe fornøjelse for det første, at finde ud af, at det stadig virker, derudover var også en fornøjelse at se, at billederne bare lige var det bedre kvalitet end mine tidligere billeder med engangskamera. Dette kamera er rimelig let, har en god størrelse og trækker sig selv op(hvilket har den bedste mekaniske lyd i hele verden).


Dette kamera på dette billede er et Pentax K1000, som jeg så sent som i sidste uge købte af en flink mand på DBA for en slik. Jeg købte lige præcis dette kamera, da jeg følger denne fotograf på Instagram og altid har været vild med hendes billeder. I forbindelse med en Q&A hun holdt, fandt jeg ud af at hun havde dette kamera og at det var hendes yndlings. Så jeg gik med det samme på DBA og fandt det til en virkelig god pris med tilhørende 2 objektiver, en flash og en dansk manual(hvilket jeg har haft meget glæde af). Dette kamera er lidt ældre og har mange flere manuelle indstillinger, som jeg lige har skulle lære at kende. Dog har det også et 50mm 2.8 objektiv der sidder på, så det er skide godt til portrætter og til at skabe billeder med massere af "dybde". Jeg er allerede gået i gang med den første rulle film og glæder mig sådan til at se, hvordan den bliver. Det eneste minus ved dette kamera er, at det er en del tungere det andet og fylder mere i min taske, dog vil jeg bestræbe mig på altid at have det på mig og hvis det ikke er muligt, at jeg så har mit Ricoh med mig.


Jeg er selv helt oppe og køre over disse kamera og glæder mig til at skabe minder, som varer ved på en anden måde end hvad billeder på en mobiltelefon gør. Derudover så bliver det en kæmpe fornøjelse at sidde med mine kommende børn en dag og kigge på fotoalbums fra "da mor var ung" og billeder af dem selv som små, som jeg selv har gjort med mine forældre og bedsteforældre. Jeg synes, at det er så synd at så mange børn vokser op med en iPad i fjæset og millioner af dårlige billeder, som ligger og bliver glemt på skyen. Det vil jeg hvertfald lave om på i min "husholdning".

fredag den 3. august 2018

ANGSTEN FORSVINDER ALDRIG HELT



Det er godt nok lang tid siden, at jeg har været inde på siden her. Det er lidt underligt, for jeg elsker det, som jeg har skabt her, elsker de mennesker, som jeg har lært at kende og jeg elsker især dét, som jeg får ud af at skrive, for mig selv. Jeg gav udtryk for på min Instagram, for lidt tid siden, at jeg virkelig savner at skrive herinde og det er bare for dumt, for det er ikke fordi, at det tager mig flere timer at skrive og det er helt sikkert også bedre for mit helbred, at jeg får mine tanker og følelser ud på "papir", men overskuddet er det sjældent.

En af de ting, som jeg gerne vil tage op, som er begyndt at fylde meget i mit liv igen, er angst. Da jeg var mindre, begyndte jeg at få angst og angstanfald grundet mobning og det var så voldsomt, at jeg ikke gik i skole i et stykke tid. Da jeg begyndte i skole igen blev jeg altid fulgt rundt af min daværende dansklærer, som også var "mobbe"-vejleder. Den lærer reddede mig virkelig... Det mest skræmmende i hele den situation var, at min hjerne skabte en overlevelsesmekanisme, hvor den "blokker" de negative traumer og minder ude. Så jeg husker svagt, at der var ubehageligt beskeder på Arto, at min mor og jeg opsøgte mobberen, at vi sad i cirkler i skolen og at jeg fik mit første angstanfald på skolen, på vej op til mit klasseværelse og at jeg stormede ud af døren og derefter er det meste blankt. Jeg kan svagt huske, at jeg kørte meget i bil. Det var åbentbart det eneste som kunne få mit ned på jorden, når jeg fik angstanfald. Dog husker jeg ikke det med, at jeg blev fulgt rundt af min lærer, det har jeg måtte få berettet af min mor, hvilket er så skræmmende. 

Når jeg hører om den her periode i mit liv, har jeg det så underligt med det, da jeg slet ikke ser det, som værende mig, som der bliver talt om. Det er som om at høre om en anden persons liv og det er simpelthen sådan en skræmmende følelse. Det korte og det langt er, at jeg blev ramt meget slemt af angst dengang og det som det skabte, var skrækkeligt og desværre noget, som stadig forfølger mig. Hver gang at der er sket noget traumatiserende eller når jeg er helt nede, har jeg svært ved at berette om det efterfølgende, da min hjerne simpelthen glemmer det. Det sværeste er, når jeg sidder hos min psykolog og havde det af helveds til, da jeg bookede min tid, men når jeg sidder der, så er det glemt i mit tankemylder. Når jeg hører min mor snakke om dengang, lyder det meget værre, end hvad jeg husker, hvilket på en måde selvfølgelig er meget rart, men mindre rart, når jeg faktisk gerne vil vide, hvad der foregik i det forløb af mit liv. Et biprodukt af hele den episode er, at jeg har lidt svært ved at omgås folk fra den periode, da jeg ikke ved, hvad der præcist skete eller hvordan jeg var. Jeg er rimelig sikker på, at de synes, at det var super mærkeligt, at jeg altid kun var sammen med vores lærer... Jeg har kun én veninde tilbage fra den tid og hun er den veninde, som jeg har haft længst og jeg har sådan en længsel til at spørge hende, om hun kan huske noget fra den periode, men jeg er bange. Bange for at hun synes det er vildt ubehageligt at snakke om eller måske er jeg bare bange for, hvad jeg kan få at vide. 

Dog har angst ikke fyldt så meget i mit liv fra dengang indtil her i mine 20'ere. Jeg har haft nogle små mindre anfald på grund af nogle episode, men det er ikke noget, som har fyldt meget. Ikke indtil nu.

For måske 2 år siden, fik jeg en ny nabo. Den her nabo hører tit høj musik og ryger en fandens masse hash, som lugter i min lejlighed. Pludselig blev hele min verden vendt på hovedet og jeg blev påvirket af de her eksterne ting i mine tryggeste rammer. Tidligere kan jeg slet ikke huske, at jeg blev generet af noget som helst i lejligheden, til trods for, at her faktisk er meget lydt. Den her nabo vækkede noget i mig, som har drevet mig til vanvid til tider. Jeg begyndte at kigge op på vedkommendes vindue hver eneste gang, at jeg kom hjem og fik næsten ødelagt min dag, hvis jeg så, at vedkommende var hjemme, for så vidste jeg, at der lugtede af hash i hele lejligheden. Nogle er ligeglade med sådan noget, men jeg har aldrig røget hash i mit liv og er ikke så glad for folk, der gør det, så jeg hader det virkelig. Det er meget invaliderende for mit privatliv, at få sådan en tung lugt i hele min lejlighed. Jeg begyndte at lægge mit øre mod gulvet og væggene for at høre, hvor musik, snak og andre lyde kom fra. Det blev nærmest en besættelse og hver gang, at jeg kunne høre noget, så skulle jeg vide, hvor det kom fra. Det var simpelthen skrækkeligt. Dog fik jeg etableret kontakt med den her person, hvilket var meget forstående og jeg kan altid smide en SMS, hvis jeg bliver irriteret, men det har bare gjort skade og min hjerne kan ikke gå tilbage. Jeg synes selv, at det lyder så plat og latterligt, men det har ødelagt meget for mig. Når jeg havde gæster, kunne det drive mig til vanvid ikke at kunne få lov til at lytte. Så brændte det indeni og min puls hamrede afsted. Jeg kunne blive helt skør. Det værste i alt det her er uden tvivl, at det har påvirket min søvn virkelig meget. I en periode gik jeg først i seng langt efter midnat, da det var det eneste tidspunkt, at der ikke var nogle lyde. Jeg fik bare ikke min søvn, da jeg ikke kan falde i søvn fra snak, musik og slet ikke folk der dyrker sex, det er virkelig det værste, som man kan udsætte mig for også den dag i dag. 

Jeg begyndte at tale med min psykolog om det og jeg fortalte hende, at jeg følte, at jeg ikke kunne lade være med at lytte, hvor hun sagde, at det kunne jeg jo sagtens, jeg skulle bare lade være med at slukke for fjernsynet, når jeg hørte støj, at jeg skulle lade være med at ligge på gulvet og lytte og jeg bare skulle larme tilbage. Det hjalp mig faktisk rigtig meget, selvom det var sådanne nogle små ændringer, men som sagt, så er skade allerede sket. En anden ting som min psykolog rådede mig til var, at begynde at sove med ørepropper. De tog jo ikke alt lyd, men det hjalp meget. De fleste nætter tog jeg dem i bare for at forebygge. De redder mig dog ikke altid... Dog skiftede den her nabo sin roommate ud og den nye beboer er så meget bedre, end det gamle, så det er jeg meget taknemmelig for. 

Efter hele den her episode er kontrol blevet en kæmpe prioritet i mit liv. Det er det selvfølgelig også blevet af andre grunde, men jeg er bare blevet så sensitiv. Jeg kan ikke holde ud, hvis mine forældre hører musik hjemme i deres eget hus, da jeg bare værdsætte stilhed på en helt anden måde. Min mor tænder ofte de her Facebook videoer og sådan noget, når hun sidder på sin telefon og det kan få mig op i det røde felt. Jeg hører altid de mindste lyde i mine omgivelser og det kan drive mig til vanvid, hvis jeg ikke ved, hvor lyden kommer fra. Hvis folk har selskab eller holder fest uden at melde ud, så tænder jeg også helt af. Jeg har fandeme banket på mange døre efterhånden - for jeg kan simpelthen ikke være til i det. Det ødelægger alt. Efter alt det her har jeg meget svært ved at forestille mig, hvor jeg skal bo i fremtiden. Lejlighed er alt for følsomt for mig og tætte naboer i hus vil også irritere mig. Mange har jo den holdning, at man må gøre, hvad man vil i sit eget hjem, men man skal jo tage hensyn til sine omgivelser, hvilket mange ikke giver en fuck for. 

Jeg synes, at det er så skrækkeligt, at det her skal fylde så meget i min hverdag. Når jeg hører musik omkring mig, så går min puls helt i vejret og jeg kan ikke koncentrerer mig om noget andet. Stilhed er seriøst det bedste for mig nu - ro. Ro til at tænke. Min musiksmag har også ændret sig og nu hører jeg nærmest kun stille musik, da beats og høj bas sætte dårlige tanker i gang. Når jeg er til fest i andre mennesker hjem, kan jeg heller ikke lade være med at tænke på naboerne og hader folk, der ikke tager hensyn. Lige i dette øjeblik, hvor jeg sidder og skriver det her, sidder der en flok unge mennesker nede i min gård og jeg bliver sindssyg. Mange mener, "jamen det er jo sommer og fredag", men det er ikke en undskyldning. Jeg ved, at jeg er blevet helt ekstrem med det, men jeg ville også ønske, at det ikke fyldte så meget i mit hoved, men jeg er åbentbart bare blevet en gammel dame indeni. Jeg er så træt. Jeg er så træt af, at det skal fylde. Jeg er så træt af, at jeg skal være efter mine naboer hele tiden. Jeg er så bange for, at jeg aldrig kan finde ro igen. Jeg er så bange for, hvordan det så bliver at bo sammen med en en dag. 

Som I kan høre, så fylder det her latterligt meget i mit liv og mit næste skridt er at prøve hypnose, så jeg måske kan lære at slippe det lidt og måske finde roden til hvorfor, at det fylder så meget i mig. Det er bare så skræmende, at min angst har manifesteret sig i sådan en lille ting, som ikke betyder noget for andre mennesker. Angst udspringer selvfølgelig også på andre tidspunkter, dog er det her det mest invaliderende, da det er hver eneste fucking dag. Jeg elsker virkelig min lejlighed, men det her fylder så meget, at det ødelægger den en smule. Det her kæmpe behov for kontrol er blevet sådan en stor del af mit liv, at det påvirker alle aspekter; job, skole, venner, arbejde og meget mere og min verden kan godt gå lidt ned, hvis det ikke bliver opfyldt, hvilket det sjældent gør, da livet kan være svært at indrette så stramt. Ak ja. 

Jeg ved, at jeg allerede har rykket mig, men jeg kan bare mærke, at det har ændret mig radikalt som person, hvilket er så skræmmende at tænke på. Jeg må bare se, hvad fremtiden bringer og blive ved med at arbejde på det - dog er jeg rimelig sikker på, at angst nok altid vil forfølge mig. 

mandag den 22. januar 2018

LÆSERBREV TIL DR3


Billedet her er fra sommeren 2017 - jeg kan ikke lide, hvordan jeg ser ud på billedet, for jeg ser utrolig utilpas ud, men det er et fedt billede. Prøver at finde det positive ved billedet, frem for det negative, som jeg altid gør. Det her vil give mening, når du har læst indlægget.

Det her indlæg har jeg villet skrive i snart 2 år, hvis jeg ikke tager fejl. Jeg har mange gange bare ville lade det fare, men det har naget mig i så lang tid, at nu bliver jeg nødt til at få det ud af verdenen. Dog før at jeg begynder at skrive alt for meget, skal jeg gøre opmærksom på, at det jeg skriver, blot er mit indtryk af programmerne og at det altså er nogle gode og vel producerede programmer.


Kære DR3,

For 3 år siden i 2015 kørte der et program hos jer, som hed "Tæt på selvmord", som jeg sad trofast og så hver eneste uge. Jeg skrev om programmet i et indlæg kort efter, at det havde kørt i fjernsyet, da det simpelthen havde gjort så stort indtryk på mig. Det her program beskrev, hvordan livet er, når man går og døjer med selvmordstanker. Alle programmets deltagere havde på et eller andet tidspunkt i deres liv døjet med selvmordstanker eller prøvet at begå selvmord. Det fede ved dette program var dog, at de forskellige deltagere havde forskellige "grader" af selvmordstanker. Jeg glemmer aldrig den unge smukke kvinde som sagde, at hun havde jo ikke lyst til at dø, men det var bare for hårdt at leve. Da programmet kørte i fjernsynet sad jeg aller dybest begravet i min egen depression og jeg ved nærmest ikke, hvad jeg havde gjort, hvis det ikke var for dette program. Der var en masse mennesker, som jeg kunne relatere til og det gør jeg stadig den dag i dag. Så stort indtryk gjorde det på mig, dog har der ikke været sådanne et program siden. Det var virkelig min life-savior i en meget hårdt periode af mit liv. Jeg fortalte mine forældre, at de burde se programmet, for det kunne være, at det kunne hjælpe dem med at forstå nogle af de følelser, som man går med, når man er depressiv. Dog tror jeg blot at titlen på programmet skræmte dem væk - hvilket er lidt ærgerligt. Til trods for hvor godt dette program var mig for, var der noget, der irriterede mig, hvilket jeg vil komme ind på senere.

Sidste år kørte programmet "Petra elsker sig selv", hvilket også var et program, som jeg sad og støttede mig meget op af. Jeg synes, at det var så befriende at høre disse tanker, som jeg hvertfald har om mig selv, komme ud af en andens mund. Så var jeg hvertfald ikke alene om at føle mig forkert. Det var et spændende program, da det virkelig gik ind og berørte nogle meget relevante problemer, som jeg tror at mange kvinder fra min generation går og slås med. At hade sig egen krop. En ting som Petra indså og som jeg fik meget ud af var, at hvis man hele tiden siger til sig selv, at man er grim og tyk, så pludselig begynder ens hoved altså at tro på det. Samtidig ville man aldrig sige sådanne grimme ting til en anden person. Dette program har været meget på mine og mine veninder læber og vi har snakket meget om det, da mange af os har gået med disse tanker selv. Vi er trods alt fanget i et præstationssamfund, hvor det hele tiden handler om at være perfekt på alle punkter i sit liv. Det er et pres, som simpelthen er umuligt at leve under. Dog tror jeg blot af de kommende generation vil få det endnu værre, da sociale medier er en del af deres liv meget tidligere end det var en del af mit. Jeg kan godt frygte lidt for mine egne børn, men nu må vi se, jeg har en idé om, at der vil komme en revolution mod de perfekte sociale medier. Dog efter at jeg havde set dette program, sad jeg nu med et endnu større tomrum, end da jeg så "Tæt på selvmord".

Det problem, der var med begge disse programmer, var, at jeg følte mig helt alene bagefter og jeg kunne simpelthen ikke selv se, hvordan jeg skulle komme ud af mine problemer, hvertfald ikke med den løsning som programmerne gav mig. Det gik først op for mig i "Petra elsker sig selv",  hvor meget dette problem gik mig på og nu har det så irriteret mig i godt og vel et år.

Da jeg så "Tæt på selvmord" havde alle deltagerene i programmet en kæreste på nær en enkelt fyr, hvilket også var ham, som havde det sværrest. Alle deltagerene beskrev i deres hjemmeoptagelser, at de ikke vidste, hvad de skulle gøre, hvis de ikke havde deres kærester. En person der elskede dem, for dem de nu engang var og som var der til at gribe dem, når de faldt. Jeg havde og har stadig ikke sådan en person bag mig. Jeg har ingen, som kan hjælpe mig med at besejre mine dæmoner og gribe mig, når livet nu engang bliver for hårdt, hvertfald ikke en person på så nært hold som en kæreste. Jeg er feminist og tror ikke på den idé om, at en kvinde, eller hvilken som helst anden person, ikke kan være lykkelig uden en partner. For hvis man er bedste venner med sig selv, er alt andet blot bonus, dog betyder det ikke, at man skal gå og slås med sine dæmoner alene. Jeg har selvfølgelig nogle veninder, mine forældre og på det tidspunkt min psykolog, men det er altså bare ikke den samme dybe relation som en kæreste. Jeg er da også helt overbevist om, at jeg ikke var faldet så dybt, hvis jeg havde haft en kæreste, men det skal ikke være løsningen for, at jeg kan få det bedre. Så efter det sidste afsnit af "Tæt på selvmord" følte jeg mig så tom - jeg havde ikke en kæreste, hvordan skal jeg så få det bedre?

Den samme følelse sad jeg nu forstærket med efter, at jeg havde set "Petra elsker sig selv". Jeg synes programmet var fantastisk, da det handlede om hendes selvbillede og ikke hende i forhold til verdenen. Dog gjorde det sidste afsnit mig rasende og jeg følte mig meget forladt og bedraget. Nu er det selvfølgelig noget tid siden, at jeg har set programmet og jeg husker ikke ordret, hvad hun sagde. Dog var resultatet af programmet, eller hvertfald det sidste afsnit, at hvis Asbjørn(Petras kæreste) blot elskede hende for den hun var, elskede hun også sig selv for alle sine skavanker. Hans kærlighed var løsningen, eller hvertfald en stor del af den. Det sidste afsnit handlede meget om ham og deres ferie, som skulle være en afslutning på programmet og hvor hun skulle udstille sin krop i badetøj overfor ham. Jeg husker blot en masse klip af de to værende lykkelige og at de til slut går hånd i hånd ud mod horisonten. Jeg var så rasende og skuffet. Jeg sad bare med en følelse af, at jeg skulle have en kæreste, før at jeg kunne lære at elske mig selv. Jeg er helt med på, at have en partner i sit liv både vil bringe en en masse lykke og selvtillid, men det kan ikke være rigtigt, at det er det som skal være afgørende for mit selvbillede. Jeg kan hurtig komme til at lyde som en sur mokke, som ikke vil have med mænd at gøre og sådanne står det selvfølgelig ikke til, men jeg som kvinde, vil aldrig være afhængig af et andet menneske for min egen lykke - at give en anden person sådanne en stor magt er bare for skrøbeligt. Tro mig, jeg glæder mig utrolig meget til den del af mit liv, dog må der da være andre måde at blive glad for mig selv på? Jeg gad utrolig godt at have set det program, hvor Petra havde været single, hvordan havde programmet så artet sig? Jeg ved hvertfald fra mig selv, at jeg har mere selvtillid og selvværd, når jeg har haft en kæreste, frem for når jeg ikke har, så det kunne blot havde været sjovt, at se programmet fra et singleperspektiv - Så havde jeg hvertfald ikke følt mig så efterladt.

Det største problem for mig ligger helt sikkert i, at jeg helst ikke vil være afhænging af et andet menneske for lykke. Jeg kender mange mennesker, som slet ikke kan finde ud af være alene med dem selv og det synes jeg er så trist, dog er jeg helt sikkert selv for meget alene, hvilket heller ikke er godt. For forholdet med en selv er det vigtigste og mest dyrebare, som man kan have. Jo bedre venner man er med sig selv, jo bedre er man over for andre mennesker. Der er jo udtrykket "Fall in love with yourself first" hvilket jeg virkelig elsker. Hvis man konstant går og leder og leder, så er det meget sjældent, at det faktisk lykkes, hvorimod hvis man er afslappet i sit eget skin, så kommer kærlighed på de underligste tidspunkter.

Jeg synes, at det var nogle fantastiske programmer, som jeg ikke villet have været foruden, men det var nok noget i castingen, som der ikke var blevet tænkt over. Det skal selvfølgelig heller ikke være opsat, men jeg manglede bare det perspektiv. Jeg ved, at når jeg får en kæreste at dele mit liv med, bliver det også helt fantastisk, men jeg vil ikke gå og være trist og utilfreds indtil da. Jeg må selv kæmpe lidt for min lykke og investere tid i mig selv, for at bliver min egen aller bedste ven.

Hvis I har set programmerne, så skriv endelig, hvad I synes, for jeg er utrolig nysgerrig.

Med kærlig hilsen,
Amalie

søndag den 7. januar 2018

BLOGGENS FREMTID


Det er efterhånden lang tid siden, at jeg har skrevet herinde. Omkring 5 måneder faktisk. Fet handler ikke engang om, at jeg ikke har noget på hjerte, for jeg har massere, som jeg gerne vil dele. Jeg har været i tvivl om i meget lang tid, hvad der skulle ske med bloggen her. Hvorvidt om jeg skulle lukke den ned og ende det kapitel af mit liv, men samtidig kan jeg også bare mærke, at det ikke føltes rigtig. Jeg er ikke færdig med at skrive, dele billeder og have dialoger med skønne mennesker. Jeg har lært så mange oprigtige søde mennesker at kende over det her medie og der er så fantastisk. Samtidig har blogs bare fået et form for rygte og jeg "skammer" mig lidt over at sige, at jeg blogger. For mig handler det jo ikke om mode og alt det fis længere, men mere følelser, reflektion, kreativitet og fordybelse. Min blogging karriere begyndte for efterhånden mange år siden og jeg var blot en teenager dengang. Der er ikke så mange, der læser blogs og jeg læser heller ikke nogle længere. Dog elsker jeg at skrive. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor meget det betyder for mig og jeg er vild med de bekendtskaber, jeg har skabt gennem bloggen her.

Der er rigtige mange, der bruger instagram som en form for blog nu og det elsker jeg. Instagram er helt sikkert også det medie, som jeg bruger aller mest, men samtidig er det det også et medie, som jeg ikke har lyst til at krænke mit hjerte ud på. Mine tekster skal folk selv have lyst til at gå ind og læse og ikke få kastet i ansigtet. Det har altid været min holdning til bloggen her, den skal kun besøges af folk der faktisk har interesse.

Derfor har jeg tænkt mig at lade bloggen være, som den er. For mig handler det virkelig om at prioritere min tid, så jeg får skrevet alle disse ting, som jeg gerne vil. Jeg har mange tekster, som jeg gerne vil skrive, men grundet mangel på underskud og inspiration går min tid kun på min skole og mit arbejde. De sidste 4 år, siden at jeg flyttede til København, har det hele ikke rigtig spillet, da jeg har studeret non-stop hele tiden, samtidig med at skulle finde fodfæste i en ny by og lære at bo alene. Bloggen har helt klart ikke været en prioritet, men den glæde som den giver mig, må jeg prøve at finde frem igen. Jeg er så glad for de individer, som har fulgt bloggen til trods for den lille aktivitet. Hver eneste visning, kommentar, besked og samtale jeg har haft, er jeg så taknemmelig for, det skal I virkelig vide.

Jeg håber, at alle er kommet godt ind i det nye år og jeg glæder mig til at vende tilbage hertil, hvor jeg virkelig høre til.

tirsdag den 1. august 2017

NEW PORTFOLIO


Efter at jeg er begyndt at læse på Danmarks Medie- og Journalist Højskole i sommers, har jeg fået produceret en masse ting. Dog ikke så meget som jeg er tilfreds med, men jeg er alligevel endt ud med en portfolio med nogle af mine ting og en masse af mine fotografier. Jeg har lavet hjemmesiden hos Cargo Collective, hvilket jeg synes fungerer rigtig fint.

Vær velkomne til at kigge jer omkring på siden, selvom der ikke er så meget endnu. Derudover er alt feedback velkommen. Siden er ikke 100% som jeg gerne vil have den, men den fungerer for nu.

Besøg siden her


søndag den 30. juli 2017

SOMETHING ABOUT BODY CHANGES


OBS! Der er hverken rigtig eller forkert i dette indlæg, blot mine egne erfaringer og tanker.

Jeg har, ligesom så mange andre piger og kvinder her i verden, haft problemer med min krop lige så længe, jeg kan huske. Vi har altid været uvenner og det er så trættende at være sammen med sin værste fjende hele tiden. Det er desværre en tendens, som bare ser ud til at blive værre og værre og rammer yngre og yngre kvinder hver dag. Sociale mennesker kan være skrækkelige og kropsidealer er så svære at ramme, og jeg tror desværre bare, at piger nu til dags rammes tidligere og tidligere af dette selvhad, da de nærmest har en telefon i hånden, fra de er 3 år gamle, hvis ikke tidligere…

Når det så er sagt, så har min egen krop ændret sig meget gennem de sidste par år og jeg slås med det. Meget endda. Det er et meget ømt punkt for mig at fortælle om, da min krop og mit udseende har været en kæmpe problem i mange år efterhånden, dog ikke som nu. Siden jeg var en ung teenager, har jeg haft en ustabil psyke og har sloges med mine indre dæmoner. Disse dæmoner med selvhad, utilstrækkelighed og ensomhed har kunne blive dæmpet med mad. Især chokolade har været min bedste ven i lang tid og en stor afhængighed.

Da jeg boede hjemme hos mine forældre, har jeg aldrig været tilfreds med min krop. Der var altid noget galt, men den hjemmelige stabilitet sørgede for, at det nogenlunde var under kontrol. Så flyttede jeg til København i 2014 og skulle klare mig selv. Siden da har jeg taget 15 kilo på og jeg kan ikke genkende mig selv længere og selv for 15 kilo siden, var jeg ikke glad for spejlbilledet. Jeg ser en overvægtigt og ulykkelig pige, når jeg kigger på mig selv og især hvis andre tager billeder af mig. Jeg væmmes. Hvad har jeg dog gjort ved min krop og hvordan har jeg kunne lade det gå så vidt? Jeg har bare lukket øjnene og åbnet munden.

I sommeren 2015 ramtes jeg har en slem depression og sad indespærret i min lejlighed i lang tid. Dette førte til, at jeg spiste chokolade og usund mad HVER dag og i store mængder for at dulme mine følelser. Når jeg spiste, så var jeg ikke lige så alene og tiden gik. Efter sommerferien forsatte jeg min latterlige kurs og så drak jeg nok også alt for meget, for at flygte fra virkeligheden. Jeg tænkte ikke over konsekvenserne, før at jeg ikke kunne passe min yndlings nederdel mere. Så fik jeg skrækmærker på mine hofter. Så fik jeg strækmærker langt ned af mine lår. Så kunne jeg mærke min mave folde på en anden måde. Så ramte mit bryst min mave på en anden måde, når jeg sad bøjet sammen. Jeg stoppe med at tage selvportrætter og generelt set poste billeder af mig selv. Jeg begyndte, at gå i alt for stort tøj og havde aldrig stramme bluser på længere. Jeg mistede mistet min identitet denne vægtøgning og kunne ikke stå inde for, hvem jeg var.

Nu står jeg her på min maksvægt, med dobbelthage, en vom og strækmærker på kroppen, som vil være permanente minder omkring denne mørke periode af mit liv. Nu virker vejen så lang og jeg bliver ved med at ramme en mur af dårlige undskyldninger. Jeg undgår at møde folk, som jeg kendte for 2-3 år siden, fordi at jeg ser så anderledes ud. Jeg skammer mig, når jeg ser mig selv i spejlet på mit arbejde, når mine veninder sender snaps af mig og når jeg møder nye mennesker.

Denne vægtøgning har også resulteret i, at jeg ikke tør date. Hvis jeg hader min krop, hvordan skal jeg dog kunne lade et andet menneske være nær den? Det her er ikke mig. Da jeg havde fødselsdag i maj måned, så fik jeg kakao og chokolade af mine klassekammerater. Det er den person, som jeg er blevet. Den der forbindes med kakao, chokolade og usund mad. Den identiet vil jeg ikke have. Jeg er også begyndt at joke om, hvordan jeg spiser. Dette er uden tvivl en forsvarsmekaniske, så den faktiske smerte dulmes lidt. At gøre lidt grin med problemet i stedet for faktisk at fortælle, hvad der foregår inden i mig. At jeg i virkeligheden spiser fordi, at jeg er ensom, fordi mit psykiske helbred er dårligt og fordi jeg har fået så mange dårlige vaner. Dog er det så latterligt, for når jeg spiser dårligt, får jeg det også dårlige psykisk og når jeg spiser godt, har jeg det bedre, men falder stadig i.

I forhold til min vægt og mit selvbillede, har jeg virkelig ramt bunden pt. Jeg kan ikke passe mit yndlingstøj og jeg væmmes ved mit eget spejlbillede, men jeg kan stadig ikke finde ud af at tage mit sammen. Hvis det stod til mig rejste jeg langt væk, så ingen kunne se mig, fordi at jeg skammer mig så meget. Den eneste der kan gøre noget ved det, er kun mig selv og det er min hånd, som styrer, hvad der kommer ind i min mund. Jeg ved godt, at nogle ikke ser mig som tyk og så videre, men jeg kan mærke at min krop har ændres sig til det værre og den følelse er meget svær.

Dage som disse kan jeg mærke, hvordan min krop gøre ondt og mine håndled brænder. Ikke af fysisk smerte, men af psykisk. Der er ikke noget værre, end ikke at kunne genkende den krop, som man huser.

Det lyder måske dramatisk og voldsomt, men disse ændringer har virkelig været voldsomme for mig. Stjålet min lyst til at gå ud, tage på arbejde og møde nye mennesker. Nogle dage bugner jeg af motivation og gør alt hvad jeg kan, for at få det bedre, men så ramler det i mit hoved og jeg dulmer sorgerne med mad.

Jeg ser mange serier om overvægtige mennesker og elsker at følge processen og én ting, som jeg har lært, er at mange mennesker netop spiser for at dulme tilstedeværelsen, at glemme og for ikke at føle. Det er svært at indrømme for sine venner, at man har et problem, især mine venner fra København, da de ikke rigtig har kendt mig anderledes. Det er næsten det værste. De kender ikke den rigtige mig, kender ikke min rigtige stil, blot den her pige som altid spiser chokolade, gør grin med sin mad og går i alt for stort tøj. Derudover er jeg også sikker på, at min usikkerhed stråler ud af mig.

Man har kun den samme krop resten af ens liv, så derfor skal man også passe på den og behandle den ordenligt og med respekt. Man ville jo aldrig behandle eller tale til andre personer, som man behandler og taler til sin krop. Jeg er all-in for body positivity og man skal elske sin krop, som den er; men den her krop er ikke mig. Der er så mange smukke mennesker i denne verden i alle former og farver og heldigvis tillader vores verden, at alle er velkomne. Alle skal gøre, hvad der føltes rigtig for dem selv og denne fortælling er blot, hvad der foregår i mit hoved. Jeg vil ikke fortælle, hvad der er rigtigt eller forkert, kun dele mine erfaringer med en krop der ændrer sig, for én med psykisk ustabilitet.

Jeg vil være den mig, som jeg drømmer om. Jeg vil gerne lære at elske mig selv, at kæmpe for mig selv og ikke kigge væk fra problemerne. Blive mit bedste jeg. Det fortjener alle mennekser i denne verden - at være deres fuldstændig bedste og autentiske selv, hvad end det så må være.

Follow on Bloglovin', Facebook and Instagram